Du er her:
Vildanden
Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
1.
I
Vildanden.
Skuespil i fem akter
1884.

Faksimile
II
Faksimile
III
Vildanden.
Faksimile
IV
Personerne:
Grosserer Werle, værksejer o. s. v.
Gregers Werle, hans søn.
Gamle Ekdal.
Hjalmar Ekdal, den gamles søn, fotograf.
Gina Ekdal, Hjalmars hustru.
Hedvig, deres datter, 14 år.
Fru Sørby, grossererens husbestyrerinde.
Relling, læge.
Molvik, forhenværende teolog.
Bogholder Gråberg.
Pettersen, grossererens tjener.
Lejetjener Jensen.
En blegfed herre.
En tyndhåret herre.
En nærsynt herre.
Sex andre herrer middagsgæster hos grossereren.
Flere lejetjenere.
(Første akt foregår hos grosserer Werle,
de fire følgende akter hos fotograf Ekdal.)
Faksimile
2.
1
Første akt.
(I grosserer Werles hus . Kostbart
og bekvemt indrettet arbejdsværelse; bog-
skabe og stoppede møbler; skrivebord med
papirer og protokoller midt på gulvet;
tændte lamper med grønne skærme, så-
ledes at værelset er dæmpet belyst. Åben
fløjdør med fratrukne forhæng på bag-
væggen. Indenfor sés en stor elegant stue,
stærkt oplyst af lamper og armstager. For-
an til højre i arbejdsværelset fører en li-
den tapetdør ind til kontorerne. Foran
til venstre en kamin med glødende kul
i, og længere tilbage en dobbeltdør til
spisesalen.)
(Grossererens tjener, Pettersen, i livré, og
lejetjener Jensen, i sort, sætter tilrette i ar-
bejdsværelset. I den større stue går to–
tre andre lejetjenere omkring, ordner og
tænder flere lys. Inde fra spisesalen hø-
res summende samtale og latter af man-
ge stemmer; der bankes med kniven på
et glas; stilhed indtræder; en skåltale
holdes; bravoråb og så atte summende
samtale.)
Faksimile
2
Pettersen

(tænder en lampe på kaminen og sætter
skærm over.)
Nej hør bare, De, Jensen; nu står gam-
lingen ved bordet og proppenerer en lang
skål for fru Sørby.
Lejetjener Jensen

(flytter en lænestol frem.)
Er det kanske sandt, som folk siger, at der
er noget imellem dem?
Pettersen
.
Fan’ véd.
Jensen
.
For han har nok vær’t en svær buk i si-
ne dage.
Pettersen
.
Kanske det.
Jensen
.
Det er jo for sønnen at han holder dette
her middagsselskabet, siger de.
Pettersen
.
Ja. Sønnen kom hjem igår.
Jensen
.
Aldrig vidste jeg før at grosserer Werle
havde nogen søn.
Pettersen
.
Jo da, han har en søn. Men han holder
stødt og stadig til der oppe på Højdals-vær-
ket. Han har ikke været i byen i alle de år
Faksimile

3

jeg har tjent her i huset.
En lejetjener

(i døren til den anden stue.)
De, Pettersen, her er en gammel fyr, som –
Pettersen

(mumler.)
Hvad fan’, kommer her nu nogen!
(Gamle Ekdal kommer tilsyne fra højre
i stuen. Han er klædt i en luvslidt kavaj
med høj krave; uldne vanter; i hånden
en stok og en skindhue; under armen en
pakke i kardusomslag.{)} ˹Rødbrun, smudsig pa-
ryk og en liden grå
knebelsbart.)˺
Pettersen

(går imod ham.)
Jøss’, – hvad vil De her inde?
Ekdal

(i døren.)
Må så nødvendig ind på kontoret, Pet-
tersen.
Pettersen
.
Kantoret er stængt for en time siden, og –
Ekdal
.
Hørte det i porten, far. Men Gråberg sid-
der der endnu. Vær snil, Pettersen, og lad
mig få slippe ind den vejen. (peger mod
tapetdøren.)
Har gåt den vejen før.
Pettersen
.
Ja, De får så gøre da. (åbner døren.) Men
sans endelig på at De kommer ud igen den
Faksimile

4

rigtige vejen; for vi har fremmede.
Ekdal
.
Ved det nok, – hm! Tak, Pettersen-far!
Gammel god ven. Tak. (mumler sagte.) Torsk!
(han går ind i kontoret; Pettersen lukker
døren efter ham.)
Jensen
.
Hører han også til kantorfolkene?
Pettersen
.
Nej, han er bare en, som skriver udenom
når de har det nødig. Men han har såmænd
vær’t en fin fyr i sin tid, gamle Ekdal.
Jensen
.
Ja, han så ud <...> som noget af hvert.
Pettersen
.
Ja da; han har vær’t løjtnant, kan De tænke.
Jensen
.
Å fan’, – har han vær’t løjtnant!
Pettersen
.
Ja gu’ har han så. Men så slog han sig nok
på skoghandel eller hvad det var. De siger
at han skal ha’ gjort grossereren et fælt stygt
puds engang. For de to var sammen om Høj-
dals-værket dengang, skønner De. Å, jeg
kender godt gamle Ekdal, jeg. Vi drikker
mangen god gang en bitter og en flaske
bajersk sammen inde hos madam Eriksen.
Jensen
.
Han kan da ikke ha’ stort at spandere
Faksimile

3.
5

for, han.
Pettersen
.
Jøss’, Jensen, De kan da vel skønne at det
er mig, som spanderer. For jeg synes, en
skal være sjangtil imod ˹bedre˺ folk, som det er
gåt så ilde med.
Jensen
.
Har han spillet bankerot da?
Pettersen
.
Nej, det var nok værre end som så. For han
kom på fæstningen.
Jensen
.
På fæstningen!
Pettersen
.
Eller kanske det var i bodsfængslet – (lyt-
ter.)
Hys, nu går de fra bordet.
(Døren til spisesalen slås op af et par tje-
nere
derinde fra. Fru Sørby, konverseret
af et par herrer, kommer ud. Lidt efter
lidt følger hele bordselskabet, hvoriblandt
grosserer Werle. Sidst kommer Hjalmar
Ekdal
og Gregers Werle.)
Fru Sørby
,
(i forbigående til tjeneren.)
Pettersen, vil De la’ kaffeen servere inde
i musiksalen.
Pettersen
.
Ja vel, fru Sørby.
(hun og de to herrer går ind i stuen og
Faksimile

6

derfra ud til højre. Pettersen og lejetjener
Jensen går ud samme vej.)
En blegfed herre

(til en tyndhåret.)
Puh, – den dinér – det var et drøjt stykke
arbejde!
Den tyndhårede[HIS: å mangler diakritisk tegn]
.
Å med en smule god vilje kan en udrette
ganske utroligt i tre timer.
Den fede herre
.
Ja, men bagefter, bagefter, min kære kam-
merherre!
En tredje herre
.
Jeg hører, mokkaen og maraschinoen skal
kredentses i musiksalen.
Den fede herre
.
Bravo! Så kanske fru Sørby spiller
os et stykke.
Den tyndhårede

(dæmpet.)
Bare ikke fru Sørby snart blæser os et
stykke, du.
Den fede herre
.
Å nej såmænd; Berta slår ikke hånden
af sine gamle venner.
(de ler og går ind i stuen.)
Grosserer Werle

(dæmpet og forstemt).
Jeg tror ikke nogen la’ mærke til det, Gregers.
Faksimile
7
Gregers

(ser på ham.)
Hvilket?
Werle
.
La’ ikke du heller mærke til det?
Gregers
.
Hvad skulde jeg lægge mærke til?
Werle
.
Vi var tretten til bords.
Gregers
.
Så? Var vi tretten?
Werle

(med et blik mod Hjalmar Ekdal.)
Vi er ellers altid vant til at være tolv. (til
de øvrige.)
Vær så artig, mine herrer!
(han og de tilbageblevne, undtagen Hjalmar
og Gregers, går ud i baggrunden til højre.)
Hjalmar

(som har hørt samtalen.)
Du skulde ikke sendt mig den indbydelse,
Gregers.
Gregers
.
Hvad! Det heder jo at selskabet skal være
for mig. Og så skulde jeg ikke be’ min ene-
ste og bedste ven –
Hjalmar
.
Men jeg tror ikke din far liker det. Jeg
kommer jo ellers aldrig her i huset.
Gregers
.
Faksimile
8
Nej, det hører jeg. Men jeg måtte da se dig og
tale med dig; for jeg rejser visst snart igen. –
Ja, vi to gamle skolekammerater, vi er rig-
tignok kommet langt bort ifra hinanden, du;
vi har nu ikke set hinanden på sexten–
sytten år.
Hjalmar
.
Er det så længe siden?
Gregers
.
Ja, det er det rigtignok. Nå, hvorledes har
du det så? Du ser godt ud. Du er næsten
ble’t fyldig og svær.
Hjalmar
.
Hm, svær kan man vel {j}ikke kalde det;
men jeg ser rimeligvis noget mandigere ud
end dengang.
Gregers
.
Ja det gør du; dit ydre har ikke lidt noget.
Hjalmar

(i dystrere tone.)
Men det indre, du! Der kan du tro, det ser
anderledes ud! Du ved jo, hvor forfærdelig
alting er styrtet sammen for mig og mit
siden vi to sås.
Gregers

(sagtere.)
Hvorledes går det din far nu?
Hjalmar
.
Kære, lad os ikke tale om det. Min stakkers
Faksimile

4.
9

ulykkelige far lever naturligvis hjemme hos
mig. Han har jo ingen anden i hele ver-
den at holde sig til. Men dette her er så knu-
sende tungt for mig at tale om, ser du. – Sig
mig heller, hvorledes du har havt det der op-
pe på værket.
Gregers
.
Dejlig ensomt har jeg havt det, – havt god
anledning til at gruble over mangt og me-
get. – Kom her; lad os gøre os det hyggeligt.
(han sætter sig i en lænestol ved kami-
nen og nøder Hjalmar ned i en anden ved
siden af.)
Hjalmar

(blødt.)
Du skal dog ha’ tak alligevel, Gregers, at du
bad mig til din fars bord; for nu skønner
jeg da at du ikke længer har noget imod mig.
Gregers

(forundret.)
Hvor kunde du falde på, at jeg skulde ha’
noget imod dig?
Hjalmar
.
I de første årene havde du det dog.
Gregers
.
Hvilke første år?
Hjalmar
.
Efter at den store ulykke var sket. Og det
var jo så naturligt at du havde. Det var
Faksimile

10

jo på et hængende hår at din far selv var
ble’t trukket med ind i disse her – å, dis-
se her skrækkelige historierne!
Gregers
.
Og derfor skulde jeg ha’ noget imod dig?
Hvem har bildt dig det ind?
Hjalmar
.
Jeg ved , du havde det, Gregers; for det er
din far selv, som har sagt mig det.
Gregers

(studser.)
Far! Ja så. Hm. – Var det derfor at du
aldrig siden lod mig høre fra dig, – ikke
med et eneste ord?
Hjalmar
.
Ja.
Gregers
.
Ikke en gang i den tid du gik hen og blev
fotograf?
Hjalmar
.
Din far sa’, det var ikke værdt jeg skrev
til dig om nogen som helst ting.
Gregers

(ser hen for sig.)
Nej, nej, kanske han kunde ha’ ret i det. –
Men sig mig nu, Hjalmar, – finder du dig
nu nogenlunde tilfreds i din stilling?
Hjalmar

(sukker let.)
Faksimile
11
Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ik-
ke sige andet. I førstningen kan du jo
vide at det var ligesom lidt underligt for
mig. Det var jo så rent forandrede for-
holde, jeg kom ind i. Men alt det andet
var jo også så rent forandret. Den store
ruinerende ulykke med far, – skammen
og skændselen, Gregers –
Gregers

(rystet.)
Ja vel, ja. Ja vel.
Hjalmar
.
Jeg kunde jo ikke tænke på at bli’ ved med
studeringerne; der var ikke en skilling til-
overs; tvert imod; snarere gæld; mest til
din far, tror jeg –
Gregers
.
Hm –
Hjalmar
.
Nå, så syntes jeg det var bedst – sådan
med et ryk, ser du – at komme ud af alle
gamle forhold og forbindelser. Det var i-
sær din far, som råded mig til det; og
da han tog sig så hjælpsomt af mig –
Gregers
.
Gjorde far?
Hjalmar
.
Ja, du ved da vel det? Hvor skulde jeg
ta’ penge fra til at lære fotograferingen og
Faksimile

12

til at indrette et atelier og etablere mig?
Det koster, det, kan du tro.
Gregers
.
Og alt det har far kostet?
Hjalmar
.
Ja, kære, ved du ikke det? Jeg forstod
ham så, at han havde skrevet det til dig.
Gregers
.
Ikke et ord om at det var ham. Han må
ha’ glemt det. Vi har aldrig vekslet an-
det end forretningsbreve. Så det var alt-
far –!
Hjalmar
.
Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig
villet at folk skulde få vide det; men ham
var det. rigtignok. Og ham var det jo og-
så, som satte mig i stand til at gifte
mig. Eller kanske – ved du ikke det hel-
ler?
Gregers
.
Nej, det vidste jeg rigtignok ikke. – (ry-
ster ham i armen.)
Men, kære Hjalmar,
jeg kan ikke sige dig, hvor alt dette her
glæder mig – og nager mig. Jeg har kan-
ske dog gjort far uret alligevel – i enkelte
stykker. Ja, for dette her viser jo hjerte-
lag, ser du. Det er ligesom et slags sam-
vittighed –
Hjalmar
.
Faksimile
5.
13
Samvittighed –?
Gregers
.
Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da. Nej,
jeg har ikke ord for, hvor glad jeg er ved at
høre dette om far. – Ja, du er gift, du, Hjal-
mar. Det er længere end jeg nogensinde
bringer det til. Nå, jeg håber da, du fin-
der dig lykkelig som gift mand?
Hjalmar
.
Ja, rigtig gør jeg det. Hun er så flink og
så bra’ en kone, som nogen mand kan for-
lange. Og hun er aldeles ikke uden al dan-
nelse.
Gregers

(lidt forundret.)
Nej, det er hun da vel ikke.
Hjalmar
.
Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige om-
gang med mig –; og så kommer der jo jævn-
lig et par begavede mennesker igen til os.
Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gi-
na igen.
Gregers
.
Gina?
Hjalmar
.
Ja, kære, husker du ikke at hun hed Gina?
Gregers
.
Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke –
Hjalmar
.
Faksimile
1{3}4
Men husker du da ikke at hun konditioner-
te her i huset en tid?
Gregers

(ser på ham.)
Er det Gina Hansen –?
Hjalmar
.
Ja, naturligvis er det Gina Hansen.
Gregers
.
– som styred huset for os det sidste år mor
lå syg?
Hjalmar
.
Ja visst er det så. Men, kære ven, jeg ved
da bestemt at din far skrev dig til at jeg
havde giftet mig.
Gregers

(som har rejst sig.)
Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at –
(går om på gulvet.) Jo, bi lidt; – kanske dog
alligevel – når jeg tænker mig om. Men far
skriver altid så kort til mig. (sætter sig
halvt på stolarmen.)
Hør, sig mig, du,
Hjalmar –; dette her er morsomt –; hvorle-
des gik det til at du blev kendt med Gina –
med din hustru?
Hjalmar
.
Jo, det gik ganske ligefrem. Gina blev jo
ikke længe her i huset; for her var så me-
gen forstyrrelse den tid; din mors sygdom –;
alt det kunde ikke Gina stå i, og så sa’
Faksimile

1{4}5

hun op og flytted. Det var året før din mor
døde, – eller kanske det var samme år.
Gregers
.
Det var samme år. Og jeg var oppe på vær-
ket dengang. Men så bagefter?
Hjalmar
.
Ja, så bodde Gina hjemme hos sin mor,
en madam {h}Hansen, en svært flink og stræv-
som kone, som holdt et lidet spisekvarter.
Og så havde hun et værelse at leje ud også;
et rigtig pent og hyggeligt værelse
Gregers
.
Og det var du kanske så heldig at komme
over?
Hjalmar
.
Ja, det var såmænd din far, som gav mig
anslag på det. Og der, – ser du, – der var det
egentlig jeg lærte Gina at kende.
Gregers
.
Og så blev det til forlovelse?
Hjalmar
.
Ja. Unge folk kommer jo så let til at holde
af hinanden –; hm –
Gregers

(rejser sig og driver lidt om.)
Sig mig, – da du var ble’t forlovet – var
det da at far lod dig –; jeg mener, – var det
da at du begyndte at lægge dig efter foto-
grafering?
Faksimile
16
Hjalmar
.
Ja netop. For jeg vilde jo gerne komme
ivej og sætte bo jo før jo heller. Og så fandt
både din far og jeg at dette med fotografe-
ring var det nemmeste. Og det syntes Gi-
na også. Ja, og så var der én grund til,
ser du; det traf sig så heldigt at Gina
havde lagt sig efter at retouchere.
Gregers
.
Det passed jo da vidunderlig godt sammen.
Hjalmar

(fornøjet, rejser sig.)
Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke at det
passed vidunderlig godt sammen?
Gregers
.
Jo, det må jeg tilstå. Far har nok næsten
været som et slags forsyn for dig, han.
Hjalmar

(bevæget.)
Han svigted ikke sin gamle vens søn i
trængselens dage. For han har hjertelag,
ser du.
Fru Sørby

(kommer ind med grosserer Werle under armen.)
Ikke nogen snak, snille grosserer; De skal
ikke gå længer derinde og stirre på alle ly-
sene; De har ikke godt af det.
Werle

(slipper hendes arm og fører hånden over øjnene)
Faksimile
6.
17
Jeg tror næsten De har ret i det.
(Pettersen og lejetjener Jensen kommer med
præsenterbrætter.)
Fru Sørby

(til gæsterne i den anden stue.)
Vær så god, mine herrer; hvis nogen vil ha’
et glas punsch, så må han umage sig her
ind.
Den fede herre

(kommer hen til fru Sørby.)
Men herre gud , er det sandt at De har op-
hævet den velsignede røgefrihed?
Fru Sørby
.
Ja, her, på grossererens enemærker, er den
forbudt, herr kammerherre.
Den tyndhårede herre
.
Når har De indført disse skærpede bestem-
melser i cigarloven, fru Sørby?
Fru Sørby
.
Efter forrige dinér, herr kammerherre;
for da var her visse personer, som tillod sig
at gå over stregen.
Den tyndhårede
.
Og det tillades ikke at gå en liden smule
over stregen, fru Berta? Virkelig alde-
les ikke?
Fru Sørby
.
Ikke i nogen henseende, kammerherre
Balle.
Faksimile
18
(De fleste af gæsterne har samlet sig i gros-
sererens værelse; tjenerne byder punschglas-
sene om.)
Werle

(til Hjalmar, henne ved et bord.)
Hvad er det, De står og studerer på, Ekdal?
Hjalmar
.
Det er bare et album, herr grosserer.
Den tyndhårede
.
(som driver omkring.)
Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget
for Dem.
Den fede herre

(i en lænestol.)
Har De ikke taget nogen med af Deres egne?
Hjalmar
.
Nej, jeg har ikke.
Den fede herre
.
Det skulde De ha’ gjort; det er så godt for for-
døjelsen således at sidde og se på billeder.
Den tyndhårede
.
Og så gir det jo altid en skærv til under-
holdningen, ser De.
En nærsynt herre
.
Og alle bidrag modtages med taknemme-
lighed.
Fru Sørby
.
Kammerherrerne mener, at bedes man
til middag så skal man også arbejde for
Faksimile

19

føden, herr Ekdal.
Den fede herre
.
I et godt madhus er det en ren fornøjelse.
Den tyndhårede
.
Herre gud , når det gælder kampen for
tilværelsen, så –
Fru Sørby
.
Det har De ret i!
(de fortsætter under latter og spøg.)
Gregers

(sagte.)
Du må snakke med, Hjalmar.
Hjalmar

(med en vridning.)
Hvad skal jeg snakke om.
Den fede herre
.
Tror ikke De, herr grosserer, at Tokayer må
ansés som en forholdsvis sund drik for
maven?
Werle

(ved kaminen.)
Den Tokayer, De fik idag, tør jeg i al fald
trygt indestå for; den er fra en af de aller-
aller fineste årgange. Ja, det forstod De
da vel også.
Den fede herre
.
Ja, den smagte mærkværdig delikat.
Hjalmar

(usikker.)
Faksimile
20
Er der nogen forskel på årgangene?
Den fede herre

(ler.)
Nej, De er god!
Werle

(smiler.)
Dem lønner det sig virkelig ikke at sætte
ædel vin for.
Den tyndhårede herre
.
Det er med Tokayeren som med fotografi-
er, herr Ekdal. Solskin må der til. Eller
er det kanske ikke så?
Hjalmar
.
Jo, lyset gør visst sit.
Fru Sørby
.
Men så er det jo akkurat som med kam-
merherrerne, da; for de trænger også svært
til solskin, som der siges.
Den tyndhårede
.
Uf, uf; der begik De en udsli{t}dt spydighed!
Den nærsynte herre
.
Fruen producerer sig –
Den fede herre
.
– og det på vor bekostning. (truer.) Fru
Berta, fru Berta!
Fru Sørby
.
Ja, men det er nu visst og sandt at årgan-
gene kan være højst forskellige. De gamle år-
gange er de fineste.
Faksimile
7.
21
Den nærsynte herre
.
Regner De mig til de gamle!
Fru Sørby
.
Å langt ifra.
Den tyndhårede
.
Ser man det! Men jeg da, sod<...> søde fru
Sørby –?
Den fede herre
.
Ja, og jeg! Hvad årgange regner de os til?
Fru Sørby
.
Dem regner jeg til de søde årgange, mine
herrer.
(hun nipper til et glas punsch; kammer-
herrerne ler og fjaser med hende.)
Werle
.
Fru Sørby finder altid en udvej – når hun
vil. Stik dog på glassene, mine herrer! –
Pettersen, å, sørg for –! Gregers, jeg tænker
vi drikker et glas sammen. (Gregers rø-
rer sig ikke.)
Vil ikke De være med, Ek-
dal? Jeg fik ikke anledning til at erin-
dre Dem ved bordet.
(Bogholder Gråberg ser ind gennem ta-
petdøren.)
Gråberg
.
Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan
ikke slippe ud.
Werle
.
Nå, er De nu ble’t låset inde igen?
Faksimile
22
Gråberg
.
Ja, og Flakstad er gåt med nøglerne –
Werle
.
Nå, så gå De bare her igennem.
Gråberg
.
Men der er én til –
Werle
.
Ja kom, kom begge to; genér Dem ikke.
(Gråberg og gamle Ekdal kommer ud fra
kontoret.)
Werle

( uvilkårligt [HIS: å mangler diakritisk tegn].)
Uf da!
(Latter og passiar forstummer mellem gæ-
sterne. Hjalmar farer sammen ved synet
af sin far, sætter sit glas fra sig og vender
sig mod kaminen.)
Ekdal

(ser ikke op men gør korte buk til sider-
ne i det han går og mumler:)
Ber om forladelse. Er kommen den ga-
le vejen. Porten lukket; – porten lukket.
Ber om forladelse.
(han og Gråberg går ud i baggrunden til
højre.)
Werle

(mellem tænderne.)
Den forbistrede Gråberg!
Gregers
Faksimile

23

(med åben mund og stirrende øjne, til
Hjalmar.)
Men det var da vel aldrig –!
Den fede herre
.
Hvad er det for noget? Hvem var det?
Gregers
.
Å, det var ingen; bare bogholderen og én
til.
Den nærsynte herre

(til Hjalmar.)
Kendte De den manden?
Hjalmar
.
Jeg ved ikke –; jeg la’ ikke mærke til –
Den fede herre

(rejser sig.)
Hvad pokker er der dog i vejen?
(han går hen til nogle andre, som taler
dæmpet.)
Fru Sørby

(hvisker til tjeneren.)
Stik noget til ham derude; noget rigtig
godt.
Pettersen
.
(nikker.)
Skal så gøre.
(går ud.)
Gregers

(sagte og rystet, til Hjalmar.)
Det var {d}altså virkelig ham!
Faksimile
24
Hjalmar
.
Ja.
Gregers
.
Og endda så stod du her og nægted at du
kendte ham!
Hjalmar

(hvisker hæftigt .)
Men kunde jeg da –!
Gregers
.
– kendes ved din far?
Hjalmar

(smerteligt.)
Å, hvis du var i mit sted, så –
(Samtalerne mellem gæsterne, som har
været ført med lavt mæle, slår nu over i
en tvungen højrøstethed.)
Den fede herre tyndhårede
,
(nærmer sig venskabeligt til Hjalmar og
Gregers.)
Aha, står man her og frisker op gamle min-
der fra studenterårene? Hvad? Røger De ik-
ke, herr Ekdal? Vil De ha’ ild? Nå, det er sandt
vi må jo ikke –
Hjalmar
.
Tak, jeg skal ikke ha’ –
Den fede herre
.
Har De ikke et lidet net digt at deklamere
for os, herr Ekdal? Før i tiden gjorde De
det så nydeligt.
Faksimile
8.
25
Hjalmar
.
Jeg kan desværre ikke huske noget.
Den fede herre
.
Å, det var <...> skade. Ja, hvad skal vi så fin-
de på, Balle?
(begge herrerne går hen over gulvet og ud i
den anden stue.)
Hjalmar

(dystert.)
Gregers, – jeg vil gå! Når en mand har følt
skæbnens knusende slag på sit hoved, ser
du –. Sig din far farvel fra mig.
Gregers
.
Ja, ja. Går du lige hjem?
Hjalmar
.
Ja. Hvorfor det?
Gregers
.
Jo, for så kommer jeg kanske hen til dig
siden.
Hjalmar
.
Nej, det skal du ikke. Ikke hjem til mig.
Min bolig er trist, Gregers, – især ovenpå et
strålende gilde, som dette her. Vi kan al-
tid træffes et steds ude i byen.
Fru Sørby

(har nærmet sig, dæmpet.)
Går De, Ekdal?
Hjalmar
.
Ja.
Faksimile
26
Fru Sørby
.
Hils Gina.
Hjalmar
.
Tak.
Fru Sørby
.
Og sig, at jeg ser op til hende en af dagene.
Hjalmar
.
Jo, tak. (til Gregers.) Bliv her. Jeg vil for-
svinde ubemærket.
(han driver hen over gulvet, derefter ind i
den anden stue og ud til højre.)
Fru Sørby

(sagte til tjeneren, som er kommen tilbage.)
Nå, fik så den gamle noget med?
Pettersen
.
Ja da; jeg stak til ham en flaske konjak.
Fru Sørby
.
Å , De kunde da fundet på noget bedre.
Pettersen
.
Nej da, fru Sørby; konjak er det bedste han
ved .
Den fede herre

(i døren, med et notehæfte i hånden.)
Skal vi kanske spille lidt sammen, fru
Sørby?
Fru Sørby
.
Ja nok; lad os det.
Gæsterne
.
Bravo, bravo!
Faksimile
27
(Hun og alle de fremede går gennem stu-
en ud til højre. Gregers blir stående ved
kaminen. Grosserer Werle søger noget på
skrivebordet og synes at ønske at {g}Gregers
skal gå; da denne ikke rører sig går gros-
sereren mod udgangsdøren.)
Gregers
.
Far, vil du ikke vente lidt?
Werle

(standser.)
Hvad er det?
Gregers
.
Jeg må tale et ord med dig.
Werle
.
Kan ikke det vente til vi blir alene?
Gregers
.
Nej, det kan ikke; for det turde kanske
hænde at vi slet ikke blir alene.
Werle

(kommer nærmere.)
Hvad skal det sige.
(Under det følgende høres fjernt piano-
fortespil fra musiksalen.)
Gregers
.
Hvorledes har man her kunnet la’ den
familje så ynkeligt forkomme.
Werle
.
Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg
tænke.
Faksimile
28
Gregers
.
Ja, jeg mener Ekdals. Løjtnant Ekdal stod
dig dog engang så nær.
Werle
.
Ja, desværre, han stod mig nok altfor nær.
Det fik jeg føle og svie for i mange år. Det
er ham, jeg kan takke for at jeg fik en slags
klik på mit gode navn og rygte, jeg også.
Gregers

(sagte.)
Var han virkelig den eneste skyldige.
Werle
.
Hvem ellers, mener du!
Gregers
.
Han og du var dog begge sammen om det
store skogkøb –
Werle
.
Men var det ikke Ekdal, som optog kortet
over strækningerne, – dette uefterrettelige kort?
Ham var det, som drev al den ulovlige hugst
på statens grund. Det var jo ham, som stod
for hele driften deroppe. Jeg havde ikke re-
de på, hvad løjtnant Ekdal foretog sig.
Gregers
.
Løjtnant Ekdal havde nok ikke selv rede
på, hvad han foretog sig.
Werle
.
Kan gerne være. Men kendsgerningen er nu
den, at han blev dømt og jeg frifunden.
Faksimile
9.
29
Gregers
.
Ja, jeg ved nok at der ingen beviser var.
Werle
.
Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper
du op i disse gamle uhyggelige sager, som
gav mig grå hår før tiden? Er det sligt no-
get, du har gåt og grublet på i alle disse
år der oppe? Jeg kan forsikkre dig, Gre-
gers, – her i byen er de historier glemt for
længe siden – for mit vedkommende.
Gregers
.
Men den ulykkelige ekdalske familje da!
Werle
.
Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gøre for
de folk? Da Ekdal kom på fri fod igen, var
han en nedbrudt mand, rent uhjelpelig. Der
gives mennesker her i verden, som dukker til
bunds bare de får et par hagel i kroppen, og
så kommer de aldrig op igen mere. Du
kan tro mig på mit ord, Gregers; jeg har
strakt mig så langt, som jeg kunde når jeg
ikke lige frem skulde blotstille mig og gi’
næring til alskens mistanke og folkesnak –
Gregers
.
Mistanke –? Nå så, ja.
Werle
.
Jeg har skaffet Ekdal arkskrift fra kontoret,
og jeg betaler ham langt, langt mere for det,
end hans arbejde er værd –
Faksimile
30
Gregers
.
(uden at se på ham.)
Hm; tviler ikke på det.
Werle
.
Ler du? Tror du kanske ikke det er sandt, hvad
jeg siger? I mine bøger står der rigtignok ikke
noget om det; for slige udgifter bogfører jeg al-
drig.
Gregers

(smiler koldt.)
Nej, der gives vel visse udgifter, som det er
bedst ikke at bogføre.
Werle

(studser.)
Hvad mener du med det?
Gregers

(med tilkæmpet mod.)
Har du bogført, hvad det kosted dig at
la’ Hjalmar Ekdal lære fotografering?
Werle
.
Jeg? Hvorledes bogført?
Gregers
.
Jeg ved nu at det var dig, som bekosted det.
Og nu ved jeg også at det var dig, som satte
ham så rundelig i stand til at etablere sig.
Werle
.
Nå, og så heder det endda at jeg ingen ting
har gjort for Ekdals! Jeg kan forsikkre dig,
de mennesker har sandelig voldt mig ud-
Faksimile

31

gifter nok.
Gregers
.
Har du bogført nogen af de udgifter?
Werle
.
Hvorfor spør’ du om det?
Gregers
.
Å, det har så sine årsager. Hør, sig mig, –
den tid, da du tog dig så varmt af din gam-
le vens søn, – var ikke det netop just som
han skulde til at gifte sig?
Werle
.
Ja, hvor pokker, – hvor kan jeg efter så man-
ge års forløb –?
Gregers
.
Du skrev mig den gang et brev til, – et for-
retningsbrev, naturligvis; og i en efterskrift
stod der, ganske kort, at Hjalmar Ekdal
havde giftet sig med en frøken Hansen.
Werle
.
Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed så.
Gregers
.
Men du skrev ikke noget om at den frøken
Hansen var Gina Hansen, – vor forhenvæ-
rende husjomfru.
Werle

(ler spotsk men tvungent.)
Nej, for jeg tænkte såmænd ikke at du in-
teresserte dig så særligt for vor forhenvæ-
rende husjomfru.
Faksimile
32
Gregers
.
Det gjorde jeg heller ikke. Men – (sænker
stemmen.)
her var nok andre her i hu-
set, som interesserte sig særligt for hende.
Werle
.
Hvad mener du med det? (bruser imod
ham.)
Du sigter da vel aldrig til mig!
Gregers

( sagte men fast.)
Jo, jeg sigter til dig.
Werle
.
Og det vover du –! Det understår du dig –!
Hvor kan han, den uforskammede utak-
nemmelige, han, fotografen –; hvor tør
han driste sig til at komme med slige
sigtelser!
Gregers
.
Hjalmar har ikke med et ord rørt ved no-
dette her. Jeg tror ikke han har så meget
som en anelse om noget sligt.
Werle
.
Men hvor har du det da fra? Hvem har
kunnet sige noget sådant?
Gregers
.
Det har min stakkers ulykkelige mor sagt.
Og det var sidste gang jeg så hende.
Werle
.
Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tæn-
ke det! Hun og du, – I holdt altid sammen.
Faksimile

10.
33

Det var hende, som fra først af fik dit
sind vendt bort ifra mig.
Gregers
.
Nej, det var alt det, hun måtte lide og
døje til hun bukked under og gik så yn-
kelig til grunde.
Werle
.
Å, hun måtte slet ingen ting lide og døje;
ikke mere, end så mange andre, i al fald.
Men sygelige, overspændte mennesker er der
ikke noget udkomme med. Det har nok
jeg fåt føle. – Og så går du og bærer på en
slig mistanke, – går og roder dig ned i
alskens gamle rygter og bagvaskelser
imod din egen far. Hør nu, Gregers, jeg
synes sandelig, du i din alder kunde ta’
dig noget nyttigere til.
Gregers
.
Ja, det turde jo nok være på tiden.
Werle
.
Så vilde kanske også bli dit sind bli’ let-
tere, end det nu lader til at være. Hvad skal
det føre til, at du går år ud og år ind der op-
pe på værket, sidder og træller som en sin-
pel kontorbetjent, ikke vil oppebære en
skilling over den almindelige måneds-
løn? Det er jo ren dårskab af dig.
Gregers
.
Ja, dersom jeg var så ganske viss det.
Faksimile
34
Werle
.
Jeg forstår dig jo nok. Du vil være uafhæn-
gig, vil ikke skylde mig noget. Men nu er
der netop anledning for dig til at bli’ uaf-
hængig, din egen herre i et og alt.
Gregers
.
Så? Og på hvad måde –?
Werle
.
Da jeg skrev dig til at du så nødvendig
måtte komme ind til byen nu straks – hm –
Gregers
.
Ja, hvad er det egentlig du vil mig? Jeg har
hele dagen gåt og ventet på at få vide det.
Werle
.
Jeg vil foreslå dig at du går ind som del-
tager i firmaet.
Gregers
.
Jeg! I dit firma? Som kompagnon?
Werle
.
Ja. Vi behøvte jo ikke stadig at være sam-
men for det. Du kunde jo overtage forret-
ningerne her i byen, og så flytted jeg op til
værket.
Gregers
.
Vilde du?
Werle
.
Ja, ser du, jeg er ikke længere så arbejdsfør,
som jeg tidligere var. Jeg blir nødt til at skå-
ne øjnene, Gregers; for de er begyndt at bli’
Faksimile

35

noget svage.
Gregers
.
Det har de jo altid været.
Werle
.
Ikke som nu. Og så desuden, – omstændig-
hederne kunde kanske gøre det ønskeligt
for mig at bo der oppe – i al fald for en tid.
Gregers
.
Noget sligt havde jeg aldrig tænkt mig.
Werle
.
Hør nu, Gregers; der er jo så mangt og me-
get, som skiller imellem os. Men vi er jo dog
far og søn alligevel. Jeg synes, vi måtte kun-
ne komme til en slags forståelse med hin-
anden.
Gregers
.
Sådan i det ydre, mener du vel?
Werle
.
Nå, det var jo i al fald noget. Tænk over det,
Gregers. Synes du ikke det måtte kunne la’
sig gøre? Hvad?
Gregers

(ser på ham med kolde øjne.)
Her stikker noget under.
Werle
.
Hvorledes det?
Gregers
.
Der må være noget, som du har brug for
mig til.
Faksimile
36
Werle
.
I så nært et forhold som vort har den ene
vel altid brug for den anden.
Gregers
.
Ja, man siger jo så.
Werle
.
Jeg vilde gerne ha’ dig hjemme hos mig nu
en tid. Jeg er en ensom mand, Gregers; har
altid følt mig ensom, – hele mit liv igennem;
men mest nu, da jeg begynder at drage på al-
deren. Jeg trænger til at ha’ nogen om mig. –
Gregers
.
Du har jo fru Sørby.
Werle
.
Ja, det har jeg; og hun er, så at sige, ble’t
mig næsten uundværlig. Hun er kvik, har
et jævnt sind; hun liver op i huset; – og det
kan jeg så sårt trænge til.
Gregers
.
Nå ja; men så har du det jo altså, som du
ønsker det.
Werle
.
Ja, men jeg er bange, det kan ikke bli’ ved.
En kvinde i slige forhold kommer let i en
skæv stilling lige over for verden. Ja, jeg hav-
de nær sagt at en mand er heller ikke tjent
med det.
Gregers
.
Å, når en mand gir slige middagsselska-
Faksimile

11.
37

ber som du, så kan han visst vove ad-
skilligt.
Werle
.
Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange for
at hun ikke længer vil finde sig i det. Og
selv om hun gjorde det, – selv om hun af
hengivenhed for mig satte sig ud over fol-
kesnak og bag{ <...> }vaskelse og og sligt noget –?
Synes da du, Gregers, du med din stærkt
udprægede retfærdighedsfølelse –
Gregers

(afbryder ham.)
Sig mig kort og godt én ting. Tænker du
på at gifte dig med hende?
Werle
.
Og hvis jeg nu tænkte på sådant noget?
Hvad så?
Gregers
.
Ja, det spør’ jeg også. Hvad så?
Werle
.
Vilde det være dig så aldeles uovervinde-
lig imod?
Gregers
.
Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde.
Werle
.
Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kan-
ske af hensyn til din afdøde mors minde –
Gregers
.
Jeg er ikke overspændt.
Faksimile
38
Werle
.
Nå, hvad du end er eller ikke er, så har
du i al fald lettet en tung sten fra mit
bryst. Det er mig overmåde kært at jeg
tør gøre regning på din tilslutning i
denne sag.
Gregers

(ser ufravendt på ham.)
Nu skønner jeg, hvad det er, du vil bru-
ge mig til.
Werle
.
Bruge dig til? Hvad er dog det for et ud-
tryk!
Gregers
.
Å, lad os ikke være kræsne i valg af ord; –
ikke på to mands h hånd i al fald. (ler kort.)
Ja så da! Derfor var det altså at jeg, død og
plage, måtte indfinde mig i byen i egen
person. I anledning af fru Sørby skal
der arrangeres familjeliv her i huset. Ta-
blå mellem far og søn! Det blir noget nyt
det!
Werle
.
Hvor tør du tale i den tone!
Gregers
.
Når har her været familjeliv? Aldrig så
længe jeg kan mindes. Men nu har man
sagtens behov for en smule af den slags.
For det vil jo unægtelig ta’ sig godt ud
Faksimile

39

når det kan fortælles at sønnen – på piete-
tens vinger – er ilet hjem til den aldrende
faders brudgomsfest. Hvad blir der så
igen af alle rygterne om, hvad den stak-
kers afdøde måtte lide og døje? Ikke et
fnug. Hendes søn slår dem jo til jorden.
Werle
.
Gregers, – jeg tror ikke der findes den mand
i verden, der er dig så meget imod som jeg.
Gregers

(sagte.)
Jeg har set dig på for nært hold.
Werle
.
Du har set mig med din mors øjne. (sæn-
ker stemmen lidt.)
Men du skulde huske på
at de øjne var – omtåget en gang iblandt.
Gregers

(bævende.)
Jeg forstår, hvad du sigter til. Men hvem
bær’ skylden for mors ulykkelige svaghed?
Det gør du og alle disse –! Den sidste af dem
var dette fruentimmer, som Hjalmar Ek-
dal blev makket sammen med da du ik-
ke længer – å!
Werle
.
(trækker på skuldrene.)
Ord til andet, som om jeg hørte din mor.
Gregers

(uden at agte på ham.)
– og der sidder han nu, han med sit store
Faksimile

40

troskyldige barnesind midt i bedraget, – le-
ver under tag sammen med en slig en, og
ved ikke at det, han kalder sit hjem, er byg-
get på en løgn! (et skridt nærmere.) Når jeg
ser tilbage på al din færd, da er det, som
om jeg så ud over en slagmark med knu-
ste menneskeskæbner langs alle vejene.
Werle
.
Jeg tror næsten at kløften er for bred imel-
lem os to.
Gregers

(bukker behersket.)
Det har jeg observeret; og derfor tar jeg og-
så min hat og går.
Werle
.
Går du! Ud af huset?
Gregers
.
Ja. For nu øjner jeg endelig én gang en
opgave at leve for.
Werle
.
Hvad er det for en opgave?
Gregers
.
Du vilde bare le ifald du hørte det.
Werle
.
En ensom mand ler ikke så let, Gregers.
Gregers
.
(peger ud mod baggrunden.)
Se, far, – der leger kammerherrerne blin-
debuk med fru Sørby. – God nat og far vel.
Faksimile
12.
41
(Han går ud i baggrunden til højre. Lat-
ter og løjer høres fra selskabet, der kommer
til syne i den ydre stue.)
Werle

(mumler hånligt efter Gregers.)
He –! Stakker, – og så siger han, at han
ikke er overspændt!

Faksimile
42
Anden akt.
(Hjalmar Ekdals atelier. Rummet, der er
temmelig stort, ses at være et loftværelse. Til
højre er der skråtag med store glasruder,
halvt tildækkede af et blåt forhæng. Oppe i
hjørnet til højre er indgangsdøren; foran på
samme side en dør til dagligstuen. På væg-
gen til venstre er ligeledes to døre og mel-
lem disse en jernovn. På bagvæggen er en
bred dobbeltdør, indrettet til at skyde til
siderne. Atelieret er tarveligt men hygge-
ligt indrettet og udstyret. Mellem dørene
til højre, lidt fra væggen, står en sofa med
et bord og nogle stole; på bordet en tændt
lampe med skærm; i ovnskrogen en gam-
mel lænestol. Forskellige fotografiske ap-
parater og instrumenter står opstillet hist
og her i rummet. Ved bagvæggen, til ven-
stre for dobbeltdøren, står en reol, hvori
nogle bøger, æsker og flasker med kemi-
ske stoffer, forskellige slags redskaber, værk-
tøj og andre genstande. Fotografier og små-
ting, som pensler, papir og lignende, ligger
på bordet.)
(Gina Ekdal sidder på en stol ved bor-
det og syr. Hedvig sidder i sofaen med
Faksimile

43

hænderne foran øjnene og tommelfingrene
i ørerne og læser i en bog.
Gina

(skotter et par gange, ligesom med dulgt
bekymring, hen til hende; derpå siger hun:)
Hedvig!
Hedvig

(hører det ikke.)
Gina

(højere.)
Hedvig!
Hedvig

(tar hænderne fra og ser op.)
Ja, mor?
Gina
.
Snille Hedvig, nu må du ikke sidde og
læse længer.
Hedvig
.
Å men, mor, kan jeg da ikke få læse lidt
til? Bare lidt!
Gina
.
Nej, nej, nu skal du lægge den bogen ifra dig.
Din far liker det ikke; han selv læser aldrig
om kvællerne .
Hedvig

(lukker bogen.)
Nej, far bryr sig nu ikke så stort om at læ-
se, han.
Gina
Faksimile

44

(lægger sytøjet til side og tar en blyant og
et lidet hæfte på bordet.)
Kan du huske, hvor meget vi gav ud for
smørret idag?
Hedvig
.
Det var 1 krone og 65 øre.
Gina
.
Det er rigtig. (noterer.) Det er svært, hvad
her bruges af smør her i huset. Og så var det
til spegepølse og til ost, – lad mig se – (no-
terer.)
– og så var det til skinke – hm – (sum-
merer.)
Ja, der har vi straks –
Hedvig
.
Og så kommer øllet til.
Gina
.
Ja, det forstår sig. (noterer.) Det løber op;
men det jo til.
Hedvig
.
Og så behøvte jo ikke du og jeg noget varmt
til middag, siden far var ude.
Gina
.
Nej; og det var jo bra’. Nå, og så tog jeg jo og-
så ind otte kroner og femti for fotogra-
fierne.
Hedvig
.
Tænk, – blev det meget!
Gina
.
Akkurat otte kroner og femti.
(Taushed. Gina tar atter sit sytøj.Hed-
Faksimile

13.
45

vig tar papir og blyant og gir sig til at teg-
ne noget, med den venstre hånd skyggende
for øjnene.)
Hedvig
.
Er det ikke morsomt at tænke sig at far er
i stort middagsselskab hos grosserer Werle?
Gina
.
Du kan da ikke sige at det er hos grossereren,
han er. Det var jo sønnen, som sendte bud ef-
ter ham. (lidt efter.) Vi har jo ikke noget
med den grossereren at gøre.
Hedvig
.
Jeg glæder mig så umådelig til at far skal
komme hjem. For han lovte at han skul-
de be’ fru Sørby om noget godt til mig.
Gina
.
Ja, der vanker såmænd nok af gode ting i
det huset, kan du tro.
Hedvig
.
(tegner fremdeles.)
Lidt sulten er jeg næsten også.
(Gamle Ekdal, med papir{ <...> }pakken under
armen og en anden pakke i frakkelommen,
kommer ind gennem gangdøren.)
Gina
.
Hvor sent bedstefar kommer hjem idag.
Ekdal
.
De havde stængt kontoret. Måtte vente hos
Gråberg. Og så fik jeg gå igennem – hm.
Hedvig
.
Faksimile
46
Gav de dig noget nyt at skrive af, bedstefar?
Ekdal
.
Hele pakken her. Vil du bare se.
Gina
.
Det var jo bra’.
Hedvig
.
Og i lommen har du også en pakke.
Ekdal
.
Så? Snak; det er ikke noget. (sætter stokken
fra sig i krogen.)
Det blir arbejde for lang
tid, dette her, Gina. (trækker den ene halvdør
på bagvæggen lidt tilside.)
Hys! (kikker en
stund ind i rummet og skyder atter døren
forsigtigt for.)
He-he! De sover såmænd al-
le i hob. Og hun selv har lagt sig i kurven.
He-he!
Hedvig
.
Er du viss på at hun ikke fryser i den kur-
ven, bedstefar?
Ekdal
.
Kan du tænke sligt! Fryser? I alt det strå?
(går mod den øverste dør til venstre.) Jeg fin-
der vel fyrstikker?
Gina
.
Fyrstikkerne står på kommoden.
(Ekdal går ind i sit værelse.)
Hedvig
.
Det var rigtig godt at bedstefar fik alt det
at skrive igen.
Faksimile
47
Gina
.
Ja, stakkers gamle far; så tjener han sig
da en liden lommeskilling.
Hedvig
.
Og så kan han ikke sidde hele formiddagen
der nede på den fæle madam Eriksens restau-
ration.
Gina
.
Det også, ja.
(kort taushed.)
Hedvig
.
Tror du de sidder ved middagsbordet endnu?
Gina
.
Vor herre ved ; det kan såmænd gerne hænde, det.
Hedvig
.
Tænk, al den dejlige mad, som far får at spi-
se! Jeg er viss på at han er glad og fornøjet når
han kommer. Tror du ikke det, mor?
Gina
.
Jo; men tænk, om vi nu kunde fortælle ham
at vi havde fåt værelset lejet bort.
Hedvig
.
Men det behøves ikke ikveld.
Gina
.
Å , det kunde nok komme godt med, du. Og
det står jo der til ingen nytte.
Hedvig
.
Nej, jeg mener, det behøves ikke, for ikveld er
far godt oplagt alligevel. Det er bedre at vi har
Faksimile

48

det med værelset til en anden gang.
Gina

(ser over til hende.)
Er du glad når du har noget godt at fortæl-
le ˹far˺ ham , når han kommer hjem om kvellerne?
Hedvig
.
Ja, for så blir her mere fornøjeligt.
Gina

(tænker hen for sig.)
Å ja, der er noget i det.
(Gamle Ekdal kommer ind igen og vil gå
ud gennem den forreste dør til venstre.)
Gina

(vender sig halvt på stolen.)
Skal bedstefar ha’ noget i køkkenet?
Ekdal
.
Skulde så, ja. Bliv bare siddende.
(går ud.)
Gina
.
Han roder da vel ikke med gløderne der-
ude? (venter en stund.) Hedvig, se du ef-
ter, hvad han tar sig til.
(Ekdal kommer ind igen med en liden mug-
ge med dampende vand.)
Hedvig
.
Henter du varmt vand, bedstefar?
Ekdal
.
Ja, jeg gør. Skal bruge det til noget. Jeg må
skrive; og så er blækket ble’t jørmet som
Faksimile

14.
49

en grød, – hm.
Gina
.
Men bedstefar skulde da spise kveldsma-
den først. Den er jo sat ind.
Ekdal
.
Det får være det samme med kveldsmaden,
Gina. Har svært travlt, siger jeg. Jeg vil
ikke ha’ nogen ind på kammerset til mig.
Ikke nogen, – hm.
(Han går ind i sit værelse. Gina og Hed-
vig ser på hinanden.)
Gina

(sagte.)
Kan du skønne, du, hvor han har fåt
penge fra?
Hedvig
.
Han har visst fåt af Gråberg.
Gina
.
Å langt ifra. Gråberg sender jo altid
pengene til mig.
Hedvig
.
Hedvig
.
Så må han ha’ fåt sig en flaske på
borg et steds.
Gina
.
Stakkers gamlefar, de borger nok ikke
ham noget.
(Hjalmar Ekdal, i overfrakke ˹og med en grå filthat˺, kommer
ind fra højre.)
Gina
Faksimile

50

(kaster sytøjet og rejser sig.)
Nej men, Ekdal, er du alt der igen!
Hedvig

(samtidigt, springer op.)
Tænk, at du kommer nu, far!
Hjalmar

(sætter hatten fra sig.)
Ja, nu gik nok de fleste.
Hedvig
.
Så tidlig?
Hjalmar
.
Ja, det var jo et middagsselskab.
(vil trække yderfrakken af.)
Gina
.
Lad mig hjælpe dig.
Hedvig
.
Jeg også.
(De trækker frakken af ham; Gina hænger
den op på bagvæggen.)
Hedvig
.
Var der mange der, far?
H{edv<...> }jalmar
.
Å nej, ikke mange. Vi var så en 12–14 per-
soner til bords.
Gina
.
Og du fik vel snakke med dem alle sammen?
Hjalmar
.
Å ja, lidt; men det var nu især Gregers, som
la’ beslag på mig.
Faksimile
51
Gina
.
Er Gregers lige styg endn{y}?
Hjalmar
.
Nå, han ser jo ikke videre godt ud. – Er ikke
den gamle kommet hjem?
Hedvig
.
Jo, bedstefar sidder inde og skriver.
Hjalmar
.
Sa’ han noget?
Gina
.
Nej, hvad skulde han sige?
Hjalmar
.
Nævnte han ikke noget om –? Jeg synes, jeg
hørte at han havde været hos Gråberg. Jeg vil
gå lidt ind til ham.
Gina
.
Nej, nej, det er ikke værdt –
Hjalmar
.
Hvorfor ikke det? Sa’ han, at han ikke vil-
de ha’ mig ind?
Gina
.
Han vil nok ikke ha’ nogen ind i kveld –
Hedvig

(gør tegn.)
Hm-hm!
Gina
,
(mærker det ikke.)
– han har været her og hentet sig varmt vand –
Hjalmar
.
Faksimile
52
Aha, sidder han og –?
Gina
.
Ja, han gør nok det.
Hjalmar
.
Herre gud , – min stakkers gamle hvidhårede
far –! Ja, lad ham så bare sidde og gøre sig
rigtig dygtig tilgode.
(Gamle Ekdal, i husfrakke og med tændt
tobakspibe, kommer fra sit værelse.)
Ekdal
.
Kommen hjem? Syntes nok jeg hørte, det var
dig som snakked.
Hjalmar
.
Jeg kom nu netop.
Ekdal
.
Du så mig nok ikke, du?
Hjalmar
.
Nej; men de sa’, du var gåt igennem –; og så
vilde jeg følge dig.
Ekdal
.
Hm, snilt af dig, Hjalmar. – Hvad var det
for nogen, alle de folk?
Hjalmar
.
Å det var forskellige. Der var kammerher-
re Flor og kammerherre Balle og kammer-
herre Kaspersen og kammerherre – så og så;
jeg ved ikke –
Ekdal

(nikker.)
Faksimile
15.
53
Hører du det, Gina! Han har været sam-
men med bare kammerherrer.
Gina
.
Ja, det er nok svært fint i det huset, nu.
Hedvig
.
Sang de kammerherrerne, far? Eller læste
de noget op?
Hjalmar
.
Nej, de bare vrøvled. Så vilde de ha’ {n}mig
til at deklamere for sig; men det fik de
mig ikke til.
Ekdal
.
Fik de dig ikke til det, du?
Gina
.
Det kunde du da gerne ha’ gjort.
Hjalmar
.
Nej; en skal ikke straks stå på pinde for
alle og enhver. (spadserer om på gulvet.) Jeg
gør det i al fald ikke.
Ekdal
.
Nej, nej; Hjalmar er ikke så lige til, han.
Hjalmar
.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg just skal sørge for
underholdningen når jeg er ude engang iblandt.
Lad de andre anstrænge sig. Der går de fy-
rene fra det ene madhus til det andet og
æder og drikker dag ud og dag ind. Lad dem
så værs’go’ gøre nytte for al den gode mad
de får.
Faksimile
54
Gina Ekd
.
Men det sa’ du da vel ikke?
Hjalmar

(nynner.)
Hå-hå-hå –; de fik såmænd høre noget af
hvert.
Ekdal
.
Og det var til kammerherrerne selv!
Hjalmar
.
Det er ikke frit for det. S (henkastende.) Si-
den kom vi i en liden dispyt om Tokayervin.
Ekdal
.
Tokayervin, du? Det er en fin vin, det.
Hjalmar

(standser.)
Den kan være fin. Men jeg skal sige dig, ik-
ke alle årgangene er lige fine; det kommer
alt an på, hvor meget solskin druerne har
fåt.
Gina
.
Nej, du ved da også <...> al tingen, du, Ekdal.
Ekdal
.
Og det gav de sig til at disputere om?
Hjalmar
.
De vilde prøve på det; men så fik de den
besked, at det var ligedan med kammerher-
rer. Af dem var heller ikke alle årgange li-
ge fine – blev der sagt.
Gina
.
Faksimile
55
Nej, hvad du kan finde på!
Ekdal
.
He-he! Og det fik de på sin tallerken?
Hjalmar
.
Lige op i øjnene fik de det.
Ekdal
.
Du, Gina, han sa’ det lige op i øjnene på
kammerherrerne.
Gina
.
Nej, tænk, lige op i øjnene.
Hjalmar
.
Ja men jeg vil ikke ha’ at der skal tales
om det. Sligt fortæller man ikke. Det he-
le gik jo også af i al venskabelighed, natur-
ligvis. Det var jo hyggelige, gemytlige men-
nesker; hvorfor skulde jeg så såre dem? Nej!
Ekdal
.
Men lige op i øjnene –
Hedvig

(indsmigrende.)
Hvor morsomt det er at se dig i kjole. Du
tar dig godt ud i kjole, far!
Hjalmar
.
Ja, synes du ikke det? Og denne her sidder
virkelig meget upåklageligt.[HIS: å mangler diakritisk tegn] Den passer næ-
sten som om den var sydd til mig; – lidt
trang i armhullerne kanske –; hjælp mig,
Hedvig. (trækker kjolen af.) Jeg tar heller
jakken på. Hvor har du jakken, Gina?
Faksimile
56
Gina
.
Her er den.
(bringer jakken og hjælper ham.)
Hjalmar
.
Se så! Husk endelig på at Molvik får
kjolen igen straks imorgen tidlig.
Gina

(lægger den hen.)
Det skal nok bli’ be{ <...> }sørget.
Hjalmar

(strækker sig.)
Ah, det kendes dog ligesom mere hjemligt.
Og en sådan løs og ledig husdragt passer også be-
dre til min hele skikkelse. Synes ikke du det,
Hedvig?
Hedvig
.
Jo, far!
Hjalmar
.
Når jeg således slår halstørklædet ud i et par
flagrende ender –; se her! Hvad?
Hedvig
.
Ja, det tar sig så godt ud til knebelsbar-
ten og til det store krøllede håret.
Hjalmar
.
Krøllet vil jeg ikke egentlig kalde det;
jeg vil snarere sige lokket.
Hedvig
.
Ja, for det er så storkrøllet.
Hjalmar
.
Faksimile
16.
57
Egentlig lokket.
Hedvig

(lidt efter, trækker ham i jakken.)
Far!
Hjalmar
.
Nå, hvad er det?
Hedvig
.
Å, du ved godt, hvad det er.
Hjalmar
.
Nej visst ved jeg ikke, nej.
Hedvig

(ler og klynker.)
Å jo, far; nu skal du ikke pine mig læn-
ger!
Hjalmar
.
Men hvad er det da?
Hedvig

(rusker i ham.)
Å snak; kom nu med det, far! Du ved
jo alt det gode, du lovte mig.
Hjalmar
.
Å – nej tænk, at jeg skulde glemme det!
Hedvig
.
Nej, du vil bare narre mig, far! Å, det er
skam af dig! Hvor har du det henne?
Hjalmar
.
Jo så sandelig glemte jeg det ikke. Men
bi lidt! Jeg har noget andet til dig, Hedvig.
(går hen og søger i kjolelommerne.)
Faksimile
58
Hedvig

(hopper og klapper i hænderne.)
Å mor, mor!
Gina
.
Ser du; når du bare gir tid, så –
Hjalmar

(med et papir.)
Se, her har vi den.
Hedvig
.
Det der? Det er jo bare et papir.
Hjalmar
.
Det er spiseseddelen, du; hele spiseseddelen.
Her står «Menu»; det betyder spiseseddel.
Hedvig
.
Har du ikke noget andet?
Hjalmar
.
Jeg har jo glemt det andet, hører du. Men du
kan tro mig på mit ord: det er en dårlig for-
nøjelse med det slikkeri. Sæt dig nu bort
til bordet og læs på den seddelen, så skal
jeg siden beskrive dig, hvorledes retterne
smager. Se der, Hedvig.
Hedvig

(svælger gråden.)
Tak.
(Hun sætter sig, men uden at læse; Gina
gør tegn til hende; Hjalmar mærker det.)
Hjalmar

(driver om på gulvet.)
Faksimile
59
Det er da også de utroligste ting, en famil-
jeforsørger har at tænke på; og glemmer en
bare det aller ringeste, – straks skal en se
sure miner. Nå, en vænner sig til det , også.
(standser ved ovnen hos den gamle.) Har du
kikket der ind i aften, far?
Ekdal
.
Ja, du kan vel tænke dig det. Hun er gåt
i kurven.
Hjalmar
.
Nej, er hun gåt i kurven! Hun begynder alt-
så at vænne sig til den.
Ekdal
.
Ja, du; det var jo det, jeg spåde. Men nu,
ser du, nu er der nogen små grejer til –
Hjalmar
.
Nogen forbedringer, ja.
Ekdal
.
Men de må gøres, du.
Hjalmar
.
Ja, lad os snakke lidt om de forbedringer-
ne, far. Kom her, så sætter vi os i sofaen.
Ekdal
.
Ja nok! Hm, tror, jeg vil stoppe piben først;
– må nok renske den også. Hm.
(han går ind i sit værelse.)
Gina

(smiler til Hjalmar.)
Renske piben, du.
Faksimile
60
Hjalmar
.
Å ja, ja, Gina, lad ham bare –; den stakkers
skibbrudne gubbe. – Ja, de forbedringerne, <...>
– dem er det bedst vi får fra hånden imor-
gen.
Gina
.
Imorgen får du nok ikke tid, Ekdal.
Hedvig
,
(indfaldende.)
Å jo visst, mor!
Gina
.
– for husk på de kopierne, som skal retu-
seres; her har nu været så mange bud ef-
ter dem.
Hjalmar
.
Se så; er det nu de kopierne igen? De skal
nok bli’ færdige. Er her kanske kommet
nye bestillinger også?
Gina
.
Nej desværre; imorgen har jeg ikke andet
end de to potrætterne , som du ved .
Hjalmar
.
Ikke noget andet? Å nej, når man ikke gri-
ber sig an, så –
Gina
.
Men hvad skal jeg da gøre? Jeg sætter jo
i aviserne al{ <...> }t det jeg årker, synes jeg.
Hjalmar
.
Ja, aviserne, aviserne; du ser, hvad det hjæl-
Faksimile

17.
61

per til. Og så har der vel ikke været nogen
og set på værelset heller?
Gina
.
Nej, endnu ikke.
Hjalmar
.
Det var jo at vente. Når man ikke er om
sig, så –. Man må ta’ sig rigtig sammen,
Gina!
Hedvig

(går imod ham.)
Skal jeg ikke ta’ fløjten til dig, far?
Hjalmar
.
Nej; ingen fløjte; jeg behøver ingen glæder
her i verden. (driver om.) Jo, jeg skal så-
mænd arbejde imorgen; det skal ikke mang-
le på det. Jeg skal visst arbejde så længe
mine kræfter strækker til –
Gina
.
Men, kære snille Ekdal, det var da ikke
jeg mente.
Hedvig
.
Far, skal jeg ikke sætte ind en flaske øl?
Hjalmar
.
Nej aldeles ikke. Der behøves ingen ting
for mig. – – (standser.) Øl? – Var det øl,
du talte om?
Hedvig

(livlig.)
Ja, far; dejlig friskt øl.
Faksimile
62
Hjalmar
.
Nå, – når du endelig vil, så kan du jo
gerne sætte ind en flaske.
Gina
.
Ja, gør det; så skal vi ha’ det hyggeligt.
(Hedvig løber mod køkkendøren.)
Hjalmar

(ved ovnen, standser hende, ser på hende,
gr˹i˺ber griber hende om hodet og trykker hen-
de op til sig.)
Hedvig! Hedvig!
Hedvig

(glad og i tårer.)
Å du snille far!
Hjalmar
.
Nej, kald mig ikke så. Der har jeg siddet
og ta’t for mig ved den rige mands bord, –
siddet og svælget ved det bugnende taffel –!
Og så kunde jeg endda –!
Gina

(sidder ved bordet.)
Å snak, snak, Ekdal.
Hjalmar
.
Jo! Men I må ikke regne det så nøje med
mig. I ved jo, at jeg holder af jer alligevel.
Hedvig

(slår armene om ham.)
Og vi holder så umådelig af dig, far!
Hjalmar
.
Faksimile
63
Og skulde jeg være urimelig en gang imel-
lem, så – herre gud – husk på at jeg er en
mand, som bestormes af sorgernes hær.
Nå! (tørrer øjnene.) Ikke øl i en sådan
stund. Giv mig fløjten.
(Hedvig løber til reolen og henter den.)
Hjalmar
.
Tak! Sådan, ja. Med fløjten i hånd, og
med jer to omkring mig – å!
(Hedvig sætter sig ved bordet hos Gina;
Hjalmar går frem og tilbage, sætter stærkt i
og spiller en bøhmisk folkedans men i et lang-
somt elegisk tempo og med følsomt foredrag.)
Hjalmar

(afbryder melodien, rækker Gina den ven-
stre hånd og siger bevæget:)
Lad det kun være trangt og tarveligt under
vort tag, Gina. Det er dog hjemmet. Og det
siger jeg: her er godt at være.
(Han begynder atter at spille; straks efter
banker det på gangdøren.)
Gina

(rejser sig.)
Hys, Ekdal, – jeg tror der kommer nogen.
Hjalmar
.
(lægger fløjten i reolen.)
\
Se så igen!
/
(Gina går hen og åbner døren.)
Gregers Werle

(ude i gangen.)
Faksimile
64
Om forladelse –
Gina

(viger lidt tilbage.)
Å!
Gregers
.
– er det ikke her, fotograf Ekdal bor?
Gina
.
Jo, det er.
Hjalmar

(går hen imod døren.)
Gregers! Er du der alligevel? Nå, så kom ind
da.
Gregers

(kommer ind.)
Jeg sa’ dig jo at jeg vilde se op til dig.
Hjalmar
.
Men ikveld –? Er du gåt fra selskabet?
Gregers
.
Både fra selskabet og fra familjehjemmet. –
God aften, fru Ekdal. Jeg ved ikke om De kan
kende mig igen?
Gina
.
Å jo; unge herr Werle er ikke så svær at ken-
de igen.
Gregers
.
Nej, jeg ligner jo min mor; og hende min-
des De sagtens.
Hjalmar
.
Er du gåt fra huset, siger du?
Faksimile
18.
65
Gregers
.
Ja, jeg er flyttet hen på et hotel.
Hjalmar
.
Ja så. Nå, siden du er kommen, <...> så ta’ af
dig og slå dig ned.
Gregers
.
Tak.
(trækker yderfrakken af. Han er nu om-
klædt, i en simpel grå klædesdragt af land-
ligt snit.)
Hjalmar
.
Her, i sofaen. Gør dig det mageligt.
(Gregers sætter sig i sofaen, Hjalmar på
en stol ved bordet.)
Gregers

(ser sig omkr˹i˺ng.)
Så her er det altså du holder til, Hjal-
mar. Her bor du altså.
Hjalmar
.
Dette her er atelieret, som du vel ser –
Gina
.
Men her er nu rummeligere; og derfor så
holder vi os helst her ude.
Hjalmar
.
Vi bode bedre før; men denne lejligheden
har én stor fordel: her er sådanne præg-
tige ydre rum –
Gina
.
Og så har vi et værelse på den andre si-
Faksimile

66

den af gangen, som vi kan leje ud.
Gregers

(til Hjalmar.)
Se, se, – du har logerende også?
Hjalmar
.
Nej, ikke endnu. Det går ikke så fort, ser
du; man må være om sig. (til Hedvig.)
Men det var det øllet, du.
Hedvig

(nikker og går ud i køkkenet.)
Gregers
.
Det er altså din datter?
Hjalmar
.
Ja, det er hed Hedvig.
Gregers
.
Og hun er jo eneste barn?
Hjalmar
.
Hun er det eneste, ja. Hun er vor højeste
glæde i verden, og – (sænker stemmen.)
hun er også vor dybeste sorg, Gregers.
Gregers
.
Hvad er det du siger!
Hjalmar
.
Ja du; for der er al truende fare for at hun
kommer til at miste synet.
Gregers
.
Blir blind!
Hjalmar
.
E Ja. Endnu er bare de første tegn at spore;
Faksimile

67

og det kan jo gå bra’ en tid endnu. Men læ-
gen har varslet os. Det kommer ubønhørligt.
Gregers
.
Dette her er jo en skrækkelig ulykke. Hvor-
ledes har hun fåt det?
Hjalmar

(sukker.)
Arveligt, rimeligvis.
Gina

(indfaldende.)
Ekdals mor havde også svagt syn.
Hjalmar
.
Gregers

(studsende.)
Arveligt?
Gina
.
Ekdals mor havde også svagt syn.
Hjalmar
.
Ja, det siger far; jeg kan jo ikke huske
hende.
Gregers
.
Stakkers barn. Og hvorledes tar hun det?
Hjalmar
.
Å du kan da tænke, vi nænner ikke at
sige hende sligt. Hun aner ingen fare.
Glad og sorgløs og kviddrende som en li-
den fugl flagrer hun ind i livets evige
nat. (overvældet.) Å, det er så knusende
svært for mig, Gregers.
Faksimile
68
(Hedvig bringer et bræt med øl og glasse,
som hun sætter på bordet.)
Hjalmar

(stryger hende over hodet.)
Tak, tak, Hedvig.
Hedvig

(lægger armen om hans hals og hvisker ham
i øret.)
Hjalmar
.
Nej. Ikke smørrebrød nu. (ser hen.) Ja, kan-
ske Gregers tar et sk stykke?
Gregers

(afværgende.)
Nej, nej tak.
Hjalmar

(fremdeles vemodig.)
Nå, du kan jo sætte lidt ind alligevel. Skul-
de du ha’ en skalk, så var det bra’. Og så
la’ det være tilstrækkelig smør på, du.
Hedvig

(nikker fornøjet og går ud i køkkenet igen.)
Gregers

(som har fulgt hende med øjnene.)
Hun ser da ellers nok så frisk og sund ud,
synes jeg.
Gina
.
Ja, ellers mankerer hun, gud ske lov, in-
gen tingen.
Gregers
.
Faksimile
19.
69
Hun kommer visst til at ligne Dem med
tiden, fru Ekdal. Hvor gammel kan hun
nu være?
Gina
.
Hedvig er nu snart akkurat fjorten år;
hun har jebursdag i overmorgen.
Gregers
.
Temmelig stor for sin alder da.
Gina
.
Ja, hun er skudt svært op i det sidste året.
Gregers
.
På dem, som vokser op, ser en bedst, hvor
gammel en selv blir. – Hvor længe er det
nu De har været gift?
Gina
.
Nu har vi været gift i –; jaha, snart i
femten år.
Gregers
.
Nej, tænk, er det så længe!
Gina

(blir opmærksom; ser på ham.)
Ja det er det da rigtignok.
Hjalmar
.
Ja visst er det så. Femten år på nogen
få måneder nær. (slår over.) Det må
ha’ været lange år for dig der oppe på
værket, det, Gregers.
Gregers
.
De var lange så længe jeg leved dem; –
Faksimile

70

nu bagefter ved jeg næsten ikke, hvor den
tiden er ble’t af.
(Gamle Ekdal kommer fra sit værelse, uden
piben men med sin gammeldagse uni-
formshue på hodet; hans gang er lidt u-
stø.)
Ekdal
.
Se så, du, Hjalmar, nu kan vi sætte
os og snakke om dette her – hm. Hvad
var det nu for noget?
Hjalmar

(går imod ham.)
Far, her er nogen. Gregers Werle –. Jeg
ved ikke om du kan huske ham.
Ekdal

(ser på Gregers, som har rejst sig.)
Werle? Er det sønnen, det? Hvad er det,
han vil mig?
Hjalmar
.
Ingen ting; det er til mig han kommer.
Ekdal
.
Nå, så der er ikke noget på færde?
Hjalmar
.
Nej visst ikke, nej.
Ekdal

(svinger med armene .)
Ikke for det, ˹ser du˺; jeg er ikke ræd, men –
Gregers

(går hen til ham.)
Faksimile
71
Jeg vilde bare hilse Dem fra de gamle jagt-
tomterne, løjtnant Ekdal.
Ekdal
.
Jagttomterne?
Gregers
.
Ja, deroppe rundt omkring Højdalsværket.
Ekdal
.
Nå, der oppe. Ja, der var jeg godt kendt før
i tiden.
Gregers
.
Den gang var De slig en vældig jæger.
Ekdal
.
Var så, ja. Kan nok være, det. De ser på
munduren. Jeg spør’ ikke nogen om lov
til at bære den her inde. Bare jeg ikke går
i gaderne med den, så –
(Hedvig bringer en tallerken smørrebrød,
som hun sætter på bordet.)
Hjalmar
.
Sæt dig nu, far, og få dig et glas øl. Vær så
god, Gregers.
(Ekdal mumler og stavrer hen til sofa-
d en; Gregers sætter sig på stolen nærmest
ved ham, Hjalmar på den anden side af
Gregers. Gina sidder lidt fra bordet og syr;
Hedvig står hos sin far.)
Gregers
.
Kan De mindes det, løjtnant Ekdal, når Hjal-
mar og jeg var oppe og besøgte Dem om som-
Faksimile

72

meren og i juletiden?
Ekdal
.
Var De? Nej, nej, nej, det sanser jeg ikke. Men
tør nok sige, jeg har været en glup jæger, jeg.
Bjørn har jeg også skudt. Har skudt hele ni.
Gregers
,
(ser deltagende på ham.)
{ <...> }Og nu jager De aldrig mere.
Ekdal
.
Å, skal ikke sige det, far. Jager nok en gang
iblandt. Ja, ikke på den måden, da. For sko-
gen, ser De, – skogen, skogen –! (drikker.) Står
skogen bra’ deroppe nu?
Gregers
.
Ikke så gild som i Deres tid. Den er hugget
svært ud.
Ekdal
.
Hugget ud? (sagtere og ligesom ræd.) Det er
farlig gerning, det. Det dra’r efter sig. Der
er hævn i skogen.
Hjalmar

(fylder i hans glas.)
Vær så god; lidt til, far.
Gregers
.
Hvorledes kan en mand som De, – slig en
friluftsmand, – leve midt i en kvalm by,
her inde mellem fire vægge?
Ekdal

(ler småt og skotter til Hjalmar.)
Faksimile
20.
73
Å, her er ikke så ilde her. Slet ikke så ilde.
Gregers
.
Men alt det, som Deres sind er vokset sam-
men med? Denne svale strygende luftnin-
gen, dette fri livet i skog og på vidder, mel-
lem dyr og fugl –?
Ekdal

(smiler.)
Hjalmar, skal vi vise ham det?
Hjalmar

(hurtig og lidt forlegen.)
Å nej, nej, far; ikke i aften.
Gregers
.
Hvad vil han vise mig?
Hjalmar
.
Å, det er bare noget sådant –; du kan få se
det en anden gang.
Gregers

(fortsætter til den gamle.)
Ja, det var det jeg mente, løjtnant Ekdal,
at nu skulde De følge med mig opover til
værket; for jeg rejser visst snart igen. De
kunde sagtens få noget skriveri deroppe
også. Og her har De jo ingen verdens ting,
som kan hygge Dem og kvikke Dem op.
Ekdal

(stirrer forbauset på ham.)
Har jeg ingen verdens ting, som –!
Gregers
.
Faksimile
74
Ja, De har Hjalmar; men han har jo sine i-
gen. Og en mand som De, der altid har kendt
sig så dragen til det, som frit og vildt er –
Ekdal

(slår i bordet.)
Hjalmar, nu skal han se det!
Hjalmar
.
Nej men, far, er nu det værdt? Det er jo mørkt –
Ekdal
.
Snak; det er jo månelyst. { <...> }(rejser sig.) Han
skal se det, siger jeg. Lad mig slippe frem.
Kom så og hjælp mig, Hjalmar!
Hedvig
.
Å ja, gør det, far!
Hjalmar

(rejser sig.)
Ja – ja da.
Gregers

(til Gina.)
Hvad er det for noget?
Gina
.
Å, De må såmænd ikke tro det er noget videre
rart.
(Ekdal og Hjalmar er gåt hen til bagvæg-
gen og skyder hver sin halvdør til siden;
Hedvig hjælper den gamle; Gregers blir ståen-
de ved sofaen; Gina sidder uforstyrret og syr.
Gennem døråbningen ses et stort, langstrakt,
uregelmæssigt loftsrum med krinkelkroge
Faksimile

75

og et par fritstående skorstenspiber. Der er
tag-glugger, hvorigennem et klart månelys
falder ind over enkelte dele af det store <...> rum;
andre ligger i dyb skygge.)
Ekdal

(til Gregers.)
Må gerne komme helt hen, De.
Gregers

(går hen til dem.)
Hvad er det så egentlig?
Ekdal
.
De kan jo se efter. Hm.
Hjalmar

(noget forlegen.)
Dette her hører far til, skønner du.
Gregers

(ved døren, ser ind i loftsrummet.)
De holder jo høns, løjtnant Ekdal!
Ekdal
.
Skulde mene det, at vi holder høns. De er
fløjet op nu. Men De skulde bare se de høns
ved dagsens lys, De!
Hedvig
.
Og så er der –
Ekdal
.
Hys – hys; ikke sig noget endnu.
Gregers
.
Og duer har De også, ser jeg.
Ekdal
.
Faksimile
76
Å jo; kunde nok være, det, at vi har duer! De
har rugekasserne sine der oppe under tagskæg-
get, de; for duerne vil helst ligge højt, kan
De skønne.
Hjalmar
.
Det er ikke almindelige duer { <...> }alle sammen.
Ekdal
.
Almindelige! Nej, skulde da vel tro det! Vi
har tumlere; og et par kropduer har vi også.
Men kom så her! Kan De se den bingen der
borte ved væggen?
Gregers
.
Ja; hvad bruger De den til?
Ekdal
.
Der ligger kaninerne om natten, far.
Gregers
.
Nå; så De har kaniner også?
Ekdal
.
Ja, De kan da vel for fanden tænke at vi
har kaniner! Han spør om vi har kani-
ner, du Hjalmar! Hm! Men nu kommer
det rigtige, ser De! Nu kommer det! Flyt
dig, Hedvig. Stil Dem her; så ja; og se så
der ned. – Ser De ikke der en kurv med
strå i?
Gregers
.
Jo. Og jeg ser, der ligger en fugl i kurven.
Ekdal
.
Hm – «en fugl» –
Faksimile
21.
77
Gregers
.
Er det ikke en and?
Ekdal

(stødt.)
Jo, begribeligvis er det en and.
Hjalmar
.
Men hvad slags and, tror du?
Hedvig
.
Det er ikke nogen simpel and –
Ekdal
.
Hys!
Gregers
.
Og en tyrkisk and er det heller ikke.
Ekdal
.
Nej, herr – Werle; det er ikke nogen tyrkisk
and; for det er en vildand.
Gregers
.
Nej, er det virkelig? En vild and?
Ekdal
.
Jaha, det er det. Den «fuglen», som De sa’, –
det er vildanden, det. Det er vor vildand, far.
Hedvig
.
Min vildand. For jeg ejer den.
Gregers
.
Og den kan leve her oppe på loftet? Og tri-
ves her?
Ekdal
.
De kan da vel forstå, at hun har et traug
med vand til at plaske i.
Faksimile
78
Hjalmar
.
Friskt vand hver anden dag.
Gina

(vender sig mod Hjalmar.)
Men, snille Ekdal, nu blir her så isende koldt,
du.
Ekdal
.
Hm, lad os så lukke da. Er ikke værdt vi
forstyrrer dem i natteroen heller. Ta’g i,
du Hedvig.
(Hjalmar og Hedvig skyver loftsdøren
sammen.)
Ekdal
.
En anden gang kan De få se hende rigtig.
(sætter sig i lænestolen ved ovnen.) Å, de er
svært mærkværdige, de vildænderne, kan
De tro.
Gregers
.
Men hvorledes fik De fanget den, løjtnant
Ekdal?
Ekdal
.
Har ikke fanget den, jeg. Der er en viss mand
her i byen, som vi kan takke for den.
Gregers

(studser lidt.)
Den mand skulde da vel aldrig være min
far?
Ekdal
.
Jo så sandelig. Akkurat Deres far. Hm.
Faksimile
79
Hjalmar
.
Det var da løjerligt, at du kunde gætte det,
Gregers.
Gregers
.
Du fortalte jo før at du skyldte far så mangt
og mangfoldigt; og så tænkte jeg som så –
Gina
.
Men vi har da ikke fåt anden af grossereren
selv –
Ekdal
.
Det er Håken Werle vi kan takke for hende
lige godt, Gina. (til Gregers.) Han var ude i
båd, skønner De; og så skød han på hende.
Men han ser nu så kleint, far Deres. Hm; så
blev hun bare skamskudt.
Gregers
.
Nå så; hun fik sig et par haggel i kroppen.
Hjalmar
.
Ja, hun fik sådan en to–tre stykker.
Hedvig
.
Hun fik det under vingen, og så kunde hun
flyve .
Gregers
.
Nå, så dukked ˹hun˺ den vel til bunds da?
Ekdal

(søvnig, med tykt mæle.)
Kan vide det. Gør altid så, vildænderne.
Stikker til bunds – så dybt de kan vinde, far; –
bider sig fast i tang og i tarre – og i alt det
Faksimile

80

fandenskab, som dernede find’s. Og så kom-
mer de aldrig op igen.
Gregers
.
Men, løjtnant Ekdal, Deres vildand kom
da op igen.
Ekdal
.
Han havde slig en urimelig glup hund,
Deres far. – Og den hunden – den dukked ef-
ter og hented anden op igen.
Gregers
.
O
(vendt til Hjalmar.)
Og så fik I den her?
Hjalmar
.
Ikke straks; først komm den hjem til din far;
men der vilde den ikke trives; og så fik
den ˹Pettersen˺ besked, at han skulde gøre ende på den –
Ekdal
,
(halvt i søvne.)
Hm – ja, Pettersen – den torsken –
Hjalmar

(taler sagtere.)
På den måden var det, at vi fik den, ser
du; for far kender noget til Pettersen;
og da han hørte dette her med vildanden,
så maged han det så at han fik den over-
ladt.
Gregers
Og der inde på loftet trives den nu så
inde{l}rlig godt vel.
Faksimile
22.
81
Hjalmar
.
Ja, så utrolig vel, du. Den er ble’t fed. Nå,
den har jo nu også været så længe der inde,
at den har glemt det rigtige vilde liv; og det
er bare det, som det kommer an på.
Gregers
.
Du har visst ret i det, Hjalmar. Lad den ba-
re aldrig få se himmel og hav –. Men jeg tør
nok ikke bli’ længer; for jeg tror, din far sover.
Hjalmar
.
Å, for den sags skyld –
Gregers
.
Men, det er sandt, – du sa’, du havde et værel-
se at leje ud, – et ledigt værelse?
Hjalmar
.
Ja vel; hvad så? Ved du kanske nogen –?
Gregers
.
Kan jeg få det værelset?
Hjalmar
.
Du?
Gina
.
Nej men De, herr Werle –
Gregers
.
Kan jeg få værelset? Så flytter jeg ind straks
imorgen tidlig.
Hjalmar
.
Ja, med den største fornøjelse –
Gina
.
Nej men, herr Werle, det er slettes ikke noget
Faksimile

82

værelse for Dem, det.
Hjalmar
.
Men, Gina, hvor kan du da sige det?
Gina
.
Jo, for det værelset er hverken stort nok eller
lyst nok, og –
Gregers
.
Det kommer det ikke så nøje an på, fru Ekdal.
Hjalmar
.
Jeg synes såmænd det er et ganske pent værelse;
og slet ikke så ilde møbleret heller.
Gina
.
Men husk på de to, som bor nedenunder.
Gregers
.
Hvad er det for to?
Gina
.
Å, det er en, som har været huslærer –
Hjalmar
.
Det er en kandidat Molvik.
Gina
.
– og så er det en dokter , som heder Relling.
Gregers
.
Relling? Ham kender jeg lidt til; han prak-
tiserte en tid oppe i Højdal.
Gina
.
Det er rigtig <...> et par vidløftige mandspersoner.
De er så tidt udesvævendes om aftningerne; og
så kommer de svært sent hjem om nætterne,
og da er de ikke altid så –
Faksimile
83
Gregers
.
Sligt vænner en sig snart til. Jeg håber, det
skal gå med mig som med vildanden –
Gina
.
Hm, jeg synes nok De skulde sove på det
først alligevel.
Gregers
.
De vil nok svært nødig ha’ mig ind i hu-
set, fru Ekdal.
Gina
.
Nej kors; hvor kan De da tro det?
Hjalmar
.
Jo, dette her er virkelig besynderlig af dig, Gi-
na. (til Gregers.) Men sig mig, tænker du alt-
så at bli’ her i byen for det første?
Gregers

(tar sin overfrakke på.)
Ja, nu tænker jeg at bli’ her.
Hjalmar
.
Men ikke hjemme hos din far? Hvad agter
du da at ta’ dig til?
Gregers
.
Ja, vidste jeg bare det, du, – da var jeg ikke så
ilde faren endda. Men når en har det kors
på sig, at hede Gregers –. «Gregers» – og så
«Werle» bagefter; har du hørt noget så fælt, du?
Hjalmar
.
Å, det synes jeg slet ikke.
Gregers
.
Faksimile
84
8
Huf! Isch! Jeg kunde ha’ lyst til at spyt-
te på den fyren, som heder sligt noget. Men
når en nu engang har det kors på sig at
være Gregers – Werle her i verden, således
som jeg er det –
Hjalmar

(ler.)
Ha-ha, hvis du ikke var Gregers Werle, hvad
vilde du så være for noget?
Gregers
.
Kunde jeg vælge, så vilde jeg aller helst væ-
re en flink hund.
Gina
.
En hund!
Hedvig
,
(uvilkårligt.)
Å nej da!
Gregers
.
Ja, en rigtig urimelig flink hund; en slig en
som går til bunds efter vildænder når de
dukker under og bider sig fast i tang og
tarre nede i mudderet.
Hjalmar
.
Nej, ved du hvad, Gregers, – dette her skøn-
ner jeg ikke et ord af.
Gregers
.
Å nej, der er sagtens ikke rar mening i det
heller. Men imorgen tidlig altså – så flyt-
ter jeg ind. (De til Gina.) De skal ikke få
Faksimile

23.
85

noget bryderi af mig; for jeg gør al ting
selv. (til Hjalmar.) Resten snakker vi om
imorgen. – Godnat, fru Ekdal. (nikker til
Hedvig.)
Godnat!
Gina
.
Godnat, herr Werle.
Hedvig
.
Godnat.
Hjalmar
,
(som har tændt et lys.)
Bi lidt; jeg må lyse dig; der er visst mørkt
på trapperne.
(Gregers og Hjalmar går ud gennem gang-
døren.)
Gina

(ser hen for sig, med s{ø}ytøjet i fanget.)
Var ikke det en underlig snak, at han ger-
ne vilde være en hund?
Hedvig
.
Jeg skal sige dig en ting, mor, – jeg tror at
han mente noget andet med det.
Gina
.
Hvad skulde det være for noget?
Hedvig
.
Nej, jeg ved ikke; men det var ligesom han
mente noget andet, end det han sa’ – hele
tiden.
Gina
.
Tror du det? Ja underlig var det.
Faksimile
86
Hjalmar

(kommer tilbage.)
Lampen brændte endnu. (slukker lyset og
sætter det fra sig.)
Ah, endelig k{ <...> }an man
da få sig en bid mad i livet. (begynder at
spise smørrebrød.)
Nå, ser du det, Gina, –
når man bare er om sig, så –
Gina
.
Hvorledes om sig?
Hjalmar
.
Ja, for det var da heldigt alligevel at vi en-
delig fik det værelset lejet bort en gang. Og
så, tænk, – til et menneske som Gregers, – en
gammel god ven.
Gina
.
Ja, jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg.
Hedvig
.
Å mor, du skal se, det blir så morsomt!
Hjalmar
.
Du er da også besynderlig. Før var du så
forhippet på at få lejet ud; og nu liker du
det ikke.
Gina
.
Jo, Ekdal; hvis det bare havde været til en
anden en, så –. Men hvad tror du grossereren
vil sige?
Hjalmar
.
Gamle Werle? Det rager da ikke ham.
Gina
.
Faksimile
87
Men du kan da vel skønne, at der er kommet
noget på tvers imellem dem igen, siden den
unge flytter ud af huset. Du ved jo, hvorledes
de to har det med hinanden.
Hjalmar
.
Ja, det kan gerne være, men –
Gina
.
Og nu kanske grossereren tror, det er dig, som
har ståt bag ved –
Hjalmar
.
Så lad ham tro det længe nok! Grosserer Werle
har gjort overmåde meget for mig; gud bevar’s, –
det erkender jeg. Men derfor kan jeg da ikke til
evig tid gøre mig afhængig af ham.
Gina
.
Men, snille Ekdal, det kan komme til at gå ud
over gamle-far; kanske mister han nu den
stakkers lille fortjenesten, han har hos Gråberg.
Hjalmar
.
Jeg havde nær sagt: gid det var så vel! Er det ik-
ke noget ydmygende for en mand, som jeg, at se
sin gråhærdede far gå som et skumpelskud?
Men nu kommer snart tidens fylde, tænker jeg.
(tar et nyt stykke smørrebrød.) Har jeg så
sandt en opgave i livet, så skal jeg også ud-
føre den!
Hedvig
.
Å ja, far! Gør det!
Gina
.
Faksimile
88
Hys; væk ham bare ikke!
Hjalmar

(sagtere.)
Jeg skal udføre den, siger jeg. Der skal nok
engang komme den dag, da –. Og derfor er
det godt, vi fik værelset lejet ud; for så er
jeg mere uafhængig stillet. Og det må den
mand være, som har en opgave i livet. (hen-
ne ved lænestolen, bevæget.)
Stakkers gamle
hvidhårede far. – Lid på din Hjalmar, du. –
Han har brede skuldre, han; – kraftfulde skul
dre i al fald. – Du skal nok en vakker dag våg
ne op og –. (til Gina.) Tror du det kanske
ikke?
Gina

(rejser sig.)
Jo visst gør jeg så; men lad os først se at
få ham til køjs.
Hjalmar
.
Ja, lad os det.
(De tar varligt fat på den gamle.)

Faksimile
24.
89
Tredje akt.
(Hjalmar Ekdals atelier. Det er mor-
gen; dagslyset falder ind gennem det store
vindu i skråtaget; forhænget er fratrukket.)
(Hjalmar sidder ved bordet beskæftiget med
at retouchere et fotografi; flere andre bil-
leder ligger foran ham. Lidt efter kom-
mer {g}Gina i <...> hat og kåbe ind gennem gang-
døren; hun har en lågkurv på armen.)
Hjalmar
.
Er du alt der igen, Gina?
Gina
.
Å ja, en får nok rappe sig.
(sætter kurven på en stol og tar tøjet af.)
Hjalmar
.
Så du indom til Gregers?
Gina
.
Jaha, jeg gjorde det. Det ser rigtig vakkert
ud derinde; han har fåt det svært pent hos
sig med det samme han kommer.
Hjalmar
.
Nå da?
Gina
.
Jo, han vilde jo hjælpe sig selv, sa’ han. Så
skulde han nu lægge i ovnen også; og så har
han sk{u}ruet spjeldet for, så hele værelset er
Faksimile

90

ble’t fuldt af røg. Uf, der var en stank, slig at –
Hjalmar
.
Å nej da.
Gina
.
Men så kommer det bedste; for så skal han
nu slukke, og så slår han alt vaskevandet
ind i ovnen, så gulvet driver over af det vær-
ste svineri.
Hjalmar
.
Det var da kedeligt.
Gina
.
Jeg har nu fåt portkonen op til at skure efter
ham, den grisen; men der blir ikke værendes
der inde før i eftermiddag.
Hjalmar
.
Hvor har han så gjort af sig imens?
Gina
.
Han gik ud lidt, sa’ han.
Hjalmar
.
Jeg var også inde hos ham et øjeblik – efter du
var gåt.
Gina
.
Jeg hørte det. Du har jo bedt ham ind til fro-
kost.
Hjalmar
.
Bare sådan en liden smule formiddagsfro-
kost, forstår du. Det er jo første dagen{;}–; vi
kan ikke godt undgå det. Du har vel altid
noget i huset.
Faksimile
91
Gina
.
Jeg får jo se at finde lidt.
Hjalmar
.
Men lad det endelig ikke bli’ for knapt. For
Relling og Molvik kommer nok også herop,
tror jeg. Jeg traf just Relling på trappen, ser
du, og så måtte jeg jo –
Gina
.
Nå, skal vi ha’ de to også?
Hjalmar
.
Herre gud , – et par stykker mere eller mindre;
det gør da hverken fra eller til.
Gamle Ekdal

(åbner sin dør og ser ind.)
Hør her, du Hjalmar – (bemærker Gina.)
Nå så.
Gina
.
Er det noget, som bedstefar vil ha’?
Ekdal
.
Å nej; det kan være det samme. Hm!
(går ind igen.)
Gina

(tar kurven.)
Pas endelig godt på ham, så han ikke går
ud.
Hjalmar
.
Ja, ja, det skal jeg nok. – Hør du, Gina; lidt
sildesalat vilde være svært bra’; for Relling
og Molvik har nok været ude på rangel inat.
Faksimile
92
Gina
.
Bare de ikke kommer for snart over mig, så –
Hjalmar
.
Nej visst ikke; gi’ du dig tid.
Gina
.
Ja ja da; og så kan jo du få arbejde lidt i-
mens.
Hjalmar
.
Jeg sidder jo og arbejder! Jeg arbejder jo alt,
hvad jeg årker!
Gina
.
For så har du det fra hånden, ser du.
(hun går med kurven ud i køkkenet.)
Hjalmar

(sidder en stund og pensler på fotografiet;
det går trægt og med ulyst.)
Ekdal

(kikker ind, ser rundt om i ateliere{s}t og siger
dæmpet:)
Har du det travlt, du?
Hjalmar
.
Ja, jeg sidder jo her og stræver med disse
billederne –
Ekdal
.
Ja ja, gud bevar’s, – når du har det så travlt,
[HIS: å mangler diakritisk tegn] –. Hm!
(går[HIS: å mangler diakritisk tegn] ind igen; døren blir stående åben.)
Hjalmar

(fortsætter en stund i taushed; derpå læg-
Faksimile

25.
93

ger han penselen fra sig og går hen til døren.)
Har du det travlt, far?
Ekdal

(brummer indenfor.)
Når du har det travlt, så har jeg det og-
så travlt. Hm!
Hjalmar
.
Ja ja da.
(går til sit arbejde igen.)
Ekdal
,
(lidt efter, kommer atter frem i døren.)
Hm; ser du, Hjalmar, så svært travlt har
jeg det jo ikke.
Hjalmar
.
Jeg synes du sad og skrev.
Ekdal
.
For fanden, kan ikke han, Gråberg, vente en
dags tid eller to? Det står da ikke om livet,
ved jeg.
Hjalmar
.
Nej; og du er da ikke nogen træl heller.
Ekdal
.
Og så var det dette her andet derinde –
Hjalmar
.
Ja, det var just det. Vil du kanske derind?
Skal jeg lukke op for dig?
Ekdal
.
Vilde rigtig ikke være af vejen.
Hjalmar
Faksimile

94

(rejser sig.)
For så havde vi det fra hånden.
Ekdal
.
Just så, ja. Skal jo være færdig til imorgen
tidlig. For det er jo imorgen? Hm?
Hjalmar
.
Ja visst er det imorgen.
(Hjalmar og Ekdal skyver hver sin halvdør
til side. Morgensolen skinner derind gennem
taggluggerne; nogle duer flyver frem og tilba-
ge, andre går og kurrer på stilladserne; hønse-
ne kagler en gang imellem længere inde på
loftet.)
Hjalmar
.
Nå, så får du gå ivej da, far.
Ekdal

(går indenfor.)
Kommer ikke du med?
Hjalmar
.
Jo, ved du hvad, – jeg tror næsten – (ser Gina
i køkkendøren.)
Jeg? Nej, jeg har ikke tid;
jeg må arbejde. – Men så var det mekanismen –
(Han trækker i en snor; indefra glider ned
et forhæng, hvis nedre del består af en stribe
gammel sejldug, resten, oventil, af et stykke
udspændt fiskegarn. Loftsgulvet er således
ikke længer synligt.)
Hjalmar

(går hen til bordet.)
Faksimile
95
Se så; nu kan jeg da vel få sidde i fred
en stund.
Gina
.
Skulde han nu der ind og grassere igen?
Hjalmar
.
Var det kanske bedre, om han havde rendt ned
til madam Eriksen? (sætter sig.) Er det no-
get, du vil? Du sa’ jo –
Gina
.
Jeg vilde bare spørge, om du tror vi kan dæk-
ke bordet her? frokostbordet her?
Hjalmar
.
Ja, her har da vel ikke meldt sig nogen så
tidlig?
Gina
.
Nej, jeg venter ikke andre, end de to kærester-
ne, som skal sidde s<...> sammen.
Hjalmar
.
Fanden, at ikke de kunde sidde sammen
en anden dag!
Gina
.
Nej, snille Ekdal, dem har jeg bestilt til ef-
ter middag, når du sover.
Hjalmar
.
Nå, så er det jo bra’. Ja, så spiser vi her.
Gina
.
Ja ja da; men det haster ikke med at dække
endnu; du kan godt bruge bordet en stund til.
Hjalmar
.
Faksimile
96
Å jeg synes du ser, jeg sidder her og bruger bor-
det alt det jeg kan!
Gina
.
For så er du fri siden, ser du.
(går ud il køkkenet igen.)
(kort ophold.)
Ekdal

(i loftsdøren, indenfor garnet.)
Hjalmar!
Hjalmar
.
Nå?
Ekdal
.
Er ræd, vi kommer til at flytte vandtrau-
get lige vel.
Hjalmar
.
Ja, det er jo det jeg har sagt hele tiden.
Ekdal
.
Hm-hm-hm.
(går fra døren igen.)
Hjalmar

(arbejder lidt, skotter mod loftet og rejser
sig halvt.)
(Hedvig kommer ind fra køkkenet.)
Hjalmar

(sætter sig hurtig ned igen.)
Hvad er det du vil?
Hedvig
.
Jeg vilde bare ind til dig, far.
Hjalmar
.
Faksimile

26.
97

(lidt efter.)
Jeg synes du går sådan og snuser omkring.
Skal du passe på kanske?
Hedvig
.
Nej s<...> slet ikke det.
Hjalmar
.
Hvad tar mor sig til derude nu?
Hedvig
.
Å, mor står midt oppe i sildesalaten, hun.
(går hen til bordet.) Er det ikke en liden ting,
som jeg kunde hjælpe dig med, far?
Hjalmar
.
Å nej. Det er bedst, jeg blir alene om det alt
sammen, – så længe kræfterne slår til. – Det
har ingen nød, Hedvig; {så}når bare din far
må få beholde sin helse, så –
Hedvig
.
Å nej, far; nu skal du ikke snakke så stygt.
(Hun går lidt omkring, standser ved dør-
åbningen og ser ind i loftsrummet.)
Hjalmar
.
Hvad er det, han tar sig for, du?
Hedvig
.
Det skal visst bli’ en ny vej op til vandtrau-
get.
Hjalmar
.
Aldrig i verden klarer han det på egen
hånd! Og så skal jeg være fordømt til at
sidde her –!
Faksimile
98
Hedvig

(går hen til ham.)
Lad mig få penselen, far; jeg kan nok.
Hjalmar
.
Å snak; du bare fordærver øjnene med det.
Hedvig
.
Langt ifra. Kom her med penselen.
Hjalmar

(rejser sig.)
Ja, det vilde jo ikke vare mere end et minut
eller to.
Hedvig
.
Pyt, hvad skulde det så gøre? (tar penselen.)
Se så. (sætter sig.) Og her har jeg et at se efter.
Hjalmar
.
Men ikke fordærv øjnene! Hører du det? Jeg
vil ikke ha’ noget ansvar; du må selv ta’ an-
svaret på dig, – det siger jeg dig.
Hedvig

(retoucherer.)
Ja ja, det skal jeg nok.
Hjalmar
.
Du er svært flink, Hedvig. Bare et par mi-
nutter, forstår du.
(Han smyger sig gennem kanten af forhæn-
get ind på loftet. Hedvig sidder ved sit ar-
bejde. Hjalmar og Ekdal høres at dispu-
tere derinde.)
Hjalmar
Faksimile

99

(kommer frem indenfor garnet.)
Hedvig, å ræk mig den knibetangen, som
ligger på hylden. Og så hugjernet, du. (ven-
der sig indover.)
Jo, nu skal du bare se, far.
Lad mig da først få lov til at vise dig, hvor-
ledes jeg mener det!
Hedvig

(har hentet det forlangte værktøj fra reolen
og stikker det ind til ham.)
Hjalmar
.
Så tak. Jo, det var nok godt, jeg kom, du.
(går fra døråbningen; de snedkrer og pas-
siarer derinde.)
Hedvig

(blir stående og ser på dem. En stund ef-
ter banker det på gangdøren; hun lægger
ikke mærke til det.)
Gregers Werle
,
(barhodet og uden overtøj, kommer ind
og standser lidt ved døren.)
Hm –!
Hedvig

(vender sig og går imod ham.)
God morgen. Vær så god, kom nærmere.
Gregers
.
Tak. (ser mod loftet.) De lader til at ha’ for<...>-
arbejdsfolk i huset.
Hedvig
.
Nej, det er bare far og bedestefar . Nu skal
Faksimile

100

jeg sige til.
Gregers
.
Nej, nej, gør ikke det; jeg vil heller vente
lidt.
(sætter sig i sofaen.)
Hedvig
Her er så uryddigt –
(vil ta’ fotografierne bort.)
Gregers
.
Å lad bare ligge. Er det billeder, som skal gø-
res i stand?
Hedvig
.
Ja, det er lidt, jeg skulde hjælpe far med.
Gregers
.
Lad endelig ikke mig forstyrre Dem.
Hedvig
.
Å nej.
(Hun flytter sagerne hen til sig og sætter
sig til at { <...> }arbejde; Gregers ser imens på hen-
de i taushed.)
Gregers
.
Har vildanden sovet godt i nat?
Hedvig
.
Jo tak, jeg tror visst det.
Gregers

(vendt mod loftsrummet.)
Ved dagslys ser det ganske anderledes ud
end igår i måneskin.
Hedvig
.
Faksimile
27.
101
Ja, det kan være så svært forskelligt. Om mor-
genen ser det anderledes ud end om eftermid-
dagen; og når det regner, ser det anderledes
ud end når det er godt vejr.
Gregers
.
Har De lagt mærke til det?
Hedvig
.
Ja, for det ser en jo.
Gregers
.
Holder De også gerne til der inde hos vild-
anden?
Hedvig
.
Ja, når det lar sig gøre, så –
Gregers
.
Men De har sagtens ikke så megen fritid;
De går vel på skolen.
Hedvig
.
Nej, ikke nu længer; for far er ræd jeg skal
fordærve øjnene.
Gregers
.
Nå, så læser han altså selv med Dem.
Hedvig
.
Far har lovet at han vilde læse med mig;
men han har ikke fåt tid til det endnu.
Gregers
.
Men er der da ikke nogen anden, som hjæl-
per Dem lidt?
Hedvig
.
Jo, det er kandidat Molvik; men han er ikke
Faksimile

102

altid slig, rigtig – sådan –
Gregers
.
Er han fuld da?
Hedvig
.
Han er visst det.
Gregers
.
Nå, så har De jo tid til noget af hvert. Og der
inde, der er det vel som en verden for sig selv,
der, – kan jeg tænke?
Hedvig
.
Så rent for sig selv. Og så er der så mange
underlige ting.
Gregers
.
Så?
Hedvig
.
Ja, der er store skabe med bøger i; og i man-
ge af de bøgerne er der billeder.
Gregers
.
Aha!
Hedvig
.
Og så er der et gammelt skatol med skuf-
fer og klaffer i, og et stort ur med figurer, som
er til at komme frem. Men det uret går ik-
ke længer.
Gregers
.
Tiden er altså gåt istå derinde – hos vild-
anden.
Hedvig
.
Ja. Og så er der gamle farveskrin og sligt
Faksimile

103

noget; og så alle bøgerne.
Gregers
.
Og de bøgerne læser De vel i?
Hedvig
.
Å ja, når jeg kan komme til. Men de fle-
ste er på engelsk; og det skønner jeg ikke.
Men så ser jeg på billederne. – Der er en svært
stor bog, som heder «Harrysons History of
London»; den er visst 100 år gammel; og den
er der så umådelig mange billeder i. Foran
står afbildet døden med et timeglas, og en ˹jomfru.˺ an-
den figur. Det synes jeg er fælt. Men så er
der alle de andre billederne med kirker og
slotte og gader og store skibe, som sejler
på havet.
Gregers
.
Men sig mig, hvor har De fåt alle de rare
sagerne fra?
Hedvig
.
Å her har engang bodd en gammel sjøkaptejn,
og han har ført dem hjem. De kaldte ham
«den flyvendes Hollænderen». Og det er under-
ligt; for det var ikke nogen Hollænder.
Gregers
.
Ikke det?
Hedvig
.
Nej. Men så blev han borte tilsidst; og så
{ <...> }er alt det ble’t stående efter ham.
Gregers
.
Faksimile
104.
Hør, sig mig nu, – når De sidder der inde
og ser på billeder, får De så ikke lyst til at
komme ud og se på den store rigtige verden
selv?
Hedvig
.
Nej da! Jeg vil altid bli’ her hjemme og
hjælpe far og mor.
Gregers
.
Med at gøre fotografier i stand ?
Hedvig
.
Nej, ikke med det alene. Aller helst vilde jeg
lære at gravere slige billeder, som de, der står
i de engelske bøgerne.
Gregers
.
Hm; hvad siger Deres far til det?
Hedvig
.
Jeg tror ikke far liker det; for far er så un-
derlig i sligt. Tænk, han snakker om at jeg
skal lære kurvfletning og stråfletning! Men
det synes jeg da ikke kan være noget.
Gregers
.
Å nej, det synes ikke jeg heller.
Hedvig
.
Men far har jo ret i det, at havde jeg lært at
flette kurve, så kunde jeg nu ha’ gjort den nye
kurven til vildanden.
Gregers
.
Det kunde De, ja; og De var jo også nærmest
til det.
Faksimile
28.
105
Hedvig
.
Ja; for det er min vildand.
Gregers
.
Ja, det er jo det.
Hedvig
.
Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar
får lånt den så tidt de vil.
Gregers
.
Så; hvad bruger de den da til?
Hedvig
.
Å, de steller med den og bygger for den, og
sådant noget.
Gregers
.
Kan tænke det; for vildanden er vel den al-
ler fornemste der inde.
Hedvig
.
Ja det er hun da; for det er jo en rigtig, vild
fugl. Og så er det så synd i hende; hun har
ingen at holde sig til, hun, stakker.
Gregers
.
Har ingen familje ligesom kaninerne. l
Hedvig
.
Nej. Hønsene har jo også så mange, som de
har været kyllinger sammen med; men hun er
kommen så rent bort fra alle sine, hun. Og
så er det jo alt det svært forunderlige ved vild-
anden. Der er ingen, som kender hende; og ingen,
som ved , hvor hun er fra heller.
Gregers
.
Faksimile
106
Og så har hun været på havsens bund.
Hedvig

(ser flygtig hen på ham, undertrykker et
smil og spør:)
Hvorfor siger De havsens bund?
Gregers
.
Hvad skulde jeg ellers sige?
Hedvig
.
De kunde sige havets bund – eller havbun-
den.
Gregers
.
Å, kan jeg ikke lige så godt sige havsens bund?
Hedvig
.
Jo; men for mig høres det så underligt når
andre mennesker siger havsens bund.
Gregers
.
Hvorfor det da? Sig mig hvorfor.
Hedvig
.
Nej, jeg vil ikke; for det er noget så dumt.
Gregers
.
Å nej visst ikke. Sig mig nu, hvorfor De
smilte.
Hedvig
.
Det er fordi at altid, når jeg sådan med én
gang – i en fart – kommer til at huske på det
der inde, så synes jeg altid at hele rummet
og alt sammen heder «havsens bund». – Men
det er jo så dumt.
Gregers
.
Faksimile
107
Det skal De slet ikke sige.
Hedvig
.
Jo, for det er jo bare et loft.
Gregers

(ser fast på hende.)
Er De så viss på det?
Hedvig

(forbauset.)
At det er et loft!
Gregers
.
Ja, ved De det så sikkert?
Hedvig

(tier og ser på ham med åben mund.)
(Gina kommer med dækketøj fra køkkenet.)
Gregers

(rejser sig.)
Jeg er nok kommet for tidlig over Dem.
Gina
.
Å et steds må De jo være; og nu er det snart
færdig også. Ryd af bordet, Hedvig.
(Hedvig ryder op; hun og Gina dækker un-
der det følgende. Gregers sætter sig i læne-
stolen og blader i et album.)
Gregers
.
Jeg hører, De kan retouchere, fru Ekdal.
Gina

(med et sideblik.)
Jaha, jeg kan det.
Gregers
.
Faksimile
108
Det traf sig da rigtig heldigt.
Gina
.
Hvorledes heldig?
Gregers
.
Siden Ekdal blev fotograf, mener jeg.
Hedvig
.
Mor kan også fotografere.
Gina
.
Å ja, jeg har nok fåt lære mig til den kunsten.
Gregers
.
Så er det kanske Dem, som driver forretningen?
Gina
.
Ja, når ikke Ekdal har tid selv, så –
Gregers
.
Han er sagtens så opta’t af sin gamle far, han,
kan jeg tænke.
Gina
.
Ja, og så er det da ikke noget for en slig mand,
som Ekdal, at gå her og ta’ potrætter af kreti
og preti.
Gregers
.
Det synes jeg også; men når han nu engang
er slåt ind på den vejen, så –
Gina
.
Herr Werle kan da vel tænke sig det, at Ek-
dal ikke er som en af de almindelige foto-
graferne.
Gregers
.
alligevel! Men –?
Faksimile
29.
109
(Et skud fyres af inde på loftet.)
Gregers

(farer op.)
Hvad er det!
Gina
.
Uf, nu skyder de igen!
Gregers
.
Skyder de også?
Hedvig
.
De går på jagt.
Gregers
Hvad for noget! (henne ved loftsdøren.) Går
du på jagt, Hjalmar?
Hjalmar

(indenfor garnet.)
Er du kommen? Det vidste jeg ikke af; jeg var
så opta’t –. (til Hedvig.) Og du, som ikke si-
ger os til!
(kommer ind i atelieret.)
Går du og skyder
Gregers
.
Går du og skyder inde på loftet?
Hjalmar

(viser en dobbeltløbet pistol.)
Å, det er bare med denne her.
Gina
.
Ja, du og gamle-far kommer nok engang
til at gøre en ulykke med den pig{ <...> }stolen.
Hjalmar

(ærgerlig.)
Faksimile
110
Jeg tror jeg har sagt at et sådant skydevåben
heder en pistol.
G{re}ina
.
Å, det er da ikke stort bedre, det, synes jeg.
Gregers
.
Så du er altså ble’t jæger, du også, Hjalmar?
Hjalmar
.
Bare lidt kaninjagt en gang imellem. Det er
mest for fars skyld, kan du skønne.
Gina
.
Mandfolk er nu så underlige, de; de skal al-
tid ha’ noget at dividere sig med.
Hjalmar

(arrig.)
Ja rigtig, ja; vi skal altid ha’ noget at diver-
tere os med.
Gina
.
Ja det er jo akkurat det jeg siger.
Hjalmar
.
Nå; hm! (til Gregers.) Jo, ser du, og så træf-
fer det sig så heldigt, at loftet ligger ˹slig˺ til, at in-
gen kan høre det når vi skyder. (lægger pisto-
len på den øverste reolhylde.)
Ikke rør pistolen,
Hedvig! Det ene løbet er ladt; husk på det.
Gregers

(ser ind gennem garnet.)
Jagtgevær har du også, ser jeg.
Hjalmar
.
Det er fars gamle gevær. Det kan ikke skydes
Faksimile

111

med længer; for der er noget galt fat med låsen.
Men det er ganske morsomt at ha’ det alligevel;
for vi kan ta’ det fra hinanden og gøre det rent
en gang imellem og smøre det med benfedt og
skrue det sammen igen –. Ja, det er jo mest far,
som pusler med sligt noget.
Hedvig

(henne ved Gregers.)
Nu kan De da rigtig se vildanden.
Gregers
.
Jeg står just og ser på den. Hun hænge{ <...> }r lidt
med den ene vingen, synes jeg.
Hjalmar
.
Nå, det er da ikke så underligt; hun har jo
været skamskudt.
Gregers
.
Og så slæber hun lidt på foden. Eller er det
ikke så?
Hjalmar
.
Kanske en bitte liden smule.
Hedvig
.
Ja, for det var den foden, som hunden bed hende i.
Hjalmar
.
Men hun har slet ingen lyde og mén for resten;
og det er virkelig mærkværdigt for en, som har
fåt en ladning haggel i kroppen og som har væ-
ret mellem hundetænder –
Gregers

(med et øjekast til Hedvig.)
Faksimile
112
– og som har været på havsens bund – så længe.
Hedvig

(smiler.)
Ja.
Gina

(steller ved bordet.)
Den velsignede vildanden, ja. Den gøres der
da krusifikser nok for.
Hjalmar
.
Hm; – er det snart dækket kanske?
Gina
.
Ja straks på timen. Hedvig, nu må du kom-
me og hjælpe mig.
(Gina og Hedvig går ud i køkkenet.)
Hjalmar

(halv højt.)
Jeg tror ikke det er værdt du står der og ser på
far; han liker det ikke.
Gregers

(går fra loftsdøren.)
Hjalmar
.
Og så er det bedst jeg stænger, før de andre kom-
mer ind. (skræmmer med hænderne.) Hysch –
hysch; vil I væk med jer! (i det han trækker
hejser forhænget op og trækker døren sammen.)

Disse her remedierne er min egen opfindelse.
Det er virkelig ganske morsomt at ha’ sligt no-
get at stelle med og gøre det i stand, når det
går i stykker. Og så er det desuden aldeles
Faksimile

30.
113

nødvendi{ <...> }gt, ser du; for Gina vil ikke gerne
ha’ kaniner og høns ind i atelieret.
Gregers
.
Nej, nej; og det er kanske din kone, som står
for styret her?
Hjalmar
.
Jeg overlader hende i almindelighed de lø-
bende forretninger; for så kan jeg imens ty
ind i dagligstuen og tænke over de ting,
som vigtigere er.
Gregers
.
Hvad er det egentlig for ting, du Hjal{n}mar?
Hjalmar
.
Jeg undrer mig over at du ikke har spurgt
om det før. Eller kanske du ikke har hørt ta-
le om opfindelsen?
Gregers
.
Opfindelsen? Nej.
Hjalmar
.
Så? Du har ikke det? Å nej, der oppe i
skogtrakterne og ødemarkerne –
Gregers
.
Du har altså gjort en opfindelse!
Hjalmar
.
Ikke ganske gjort den endnu; men jeg holder
på med det. Du kan jo nok tænke dig, at da
jeg beslutted at offre mig for fotografien, så
var det ikke for at gå her og ta’ portrætter af
alskens hverdagsmennesker.
Faksimile
114
Gregers
.
Nej, nej, det sa’ også din kone nu nylig.
Hjalmar
.
Jeg svor, at skulde jeg vie mine kræfter til den
håndtering, så skulde jeg også hæve den så højt
at den blev både til en kunst og til en viden-
skab. Og så beslutted jeg at gøre den mærke-
lige opfindelsen.
Gregers
.
Og hvad består så den opfindelsen i? Hvad går
den ud på?
Hjalmar
.
Ja, kære, du må ikke spørge således om en-
keltheder endnu. Det tar tid, ser du. Og så skal
du ikke tro det er forfængelighed, som driver mig.
Jeg arbejder visselig ikke for min egen skyld.
Å nej, det er livsopgaven, som står for mig nat
og dag.
Gregers
.
Hvilken livsopgave da?
Hjalmar
.
Glemmer du gubben med sølvhåret?
Gregers
.
Din stakkers far; ja, men hvad kan du egent-
lig gøre for ham?
Hjalmar
.
Jeg kan opvække hans selvfølelse fra de døde,
i det jeg hæver det ekdalske navn til ære og vær-
dighed igen.
Faksimile
115
Gregers
.
Det er altså din livsopgave.
Hjalmar
.
Ja. Jeg vil redde den skibbrudne mand. For
skibbrud led han allerede da uvejret brød løs
over ham. Da disse forfærdelige undersøgelser-
ne stod på, var han ikke længer sig selv. Pi-
stolen der henne, du, – den, som vi bruger til
at skyde kaniner med, – den har spillet en rol-
le i den ekdalske slægts tragedie.
Gregers
.
Pistolen! Så?
Hjalmar
.
Da dommen var afsagt og han skulde sættes
fast, – da havde han pistolen i sin hånd –
Gregers
.
Havde han –!
Hjalmar
.
Ja; men han turde ikke. Han var fejg. Så for-
kommet, så ruineret på sjælen var han ble’t al-
lerede dengang. Å, kan du begribe det? Han, en
militær, han, som havde skudt ni bjørne, og
som stammed ned fra to oberstløjtnanter, –
ja, fra den ene efter den anden, naturligvis –.
Kan du begribe det, Gregers?
Gregers
.
Ja, jeg begriber det godt.
Hjalmar
.
Jeg ikke. Og så greb pistolen atter ind i vor
Faksimile

116

slægts historie. Da han havde fåt den grå klæd-
ning på og sad under lås og lukke, – å, det
var forfærdelige tider for mig, kan du tro.
Jeg havde rullegardinerne nede for begge mi-
ne vinduer. Når jeg kikked ud, så jeg at solen
skinned som den plejer. Jeg begreb det ikke.
Jeg så menneskene gå på gaden og le og snak-
ke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke. Jeg
syntes at hele tilværelsen måtte stå stille
ligesom under en solformørkelse.
Gregers
.
Slig følte jeg det også da mor var død.
Hjalmar
.
I en sådan stund havde Hjalmar Ekdal pi-
stolen rettet mod sit eget bryst.
Gregers
.
Du tænkte også på at –!
Hjalmar
.
Ja.
Gregers
Men du skød ikke?
Hjalmar
.
Nej. I det afgørende øjeblik vandt jeg sejr
over mig selv. Jeg blev i live. Men du kan
tro, der hører mod til at vælge livet under
de vilkår.
Gregers
.
Ja, det er som man tar det.
Hjalmar
.
Faksimile
31.
117
Jo, ubetinget, du. Men det var bedst så; for
nu gør jeg snart opfindelsen; og da tror dok-
tor Relling, ligesom jeg, at far kan få lov til
at bære uniformen igen. Jeg vil fordre det som
min eneste løn.
Gregers
.
Så det er det med uniformen, som han –?
Hjalmar
.
Ja, det er det, han mest higer og stunder efter.
Du kan ikke forestille dig, hvorledes det skæ-
rer mig i hjertet for ham. Hver gang vi fej-
rer en liden familjefest – som Ginas og min bryl-
lupsdag, eller hvad det nu kan være – da træder
oldingen her ind iført sin løjtnantsuniform fra
lykkens dage. Men banker det så bare på gang-
døren, – for han tør jo ikke vise sig for frem-
mede, ved du, – da piler han ind i sit kammers
igen, så fort som de gamle ben vil bære ham.
Sligt er sønderslidende for et sønnehjerte at se
på, du!
Gregers
.
Hvad tid omtrent tror du den opfindelsen
kan bli’ færdig?
Hjalmar
.
Nej, herre gud , du må ikke spørge mig om
sådanne enkeltheder som tiden. En opfindel-
se, det er noget, som en ikke helt og holdent er
herre over selv. Det kommer for en stor del
an på inspirationen, – på en indskydelse, – og
Faksimile

118

det er næsten umulig på forhånd at bereg-
ne, hvad tid den indtræder.
Gregers
.
Men fremad går det da vel?
Hjalmar
.
Ja visst går det fremad. Jeg tumler hver eneste
dag med opfindelsen; den fylder mig. Hver ef-
termiddag, når jeg har spist, lukker jeg mig inde
i dagligstuen, hvor jeg kan gruble i ro. Men
man må bare ikke jage mig; for det nyt-
ter ikke til noget; det siger Relling også.
Gregers
.
Og du synes ikke at alle de anstalterne der in-
de på loftet dra’r dig bort og spreder dig for
meget?
Hjalmar
.
Nej, nej, nej; tvert imod. Du må ikke sige no-
get sådant. Jeg kan da ikke evig og altid gå
her og hænge over de samme anstrængende
tankerne. Jeg må ha’ noget ved siden af, som
kan fylde ventetiden ud. Inspirationen, ind-
skydelsen, ser du, – når den kommer, så kom-
mer den alligevel.
Gregers
.
Min kære Hjalmar, jeg tror næsten, du har
noget af vildanden i dig.
Hjalmar
.
Af vildanden? Hvorledes det, mener du?
Gregers
.
Faksimile
119
Du ˹har˺ er dukket under og bidt dig fast i bund-
græsset.
Hjalmar
.
Sigter du kanske til det næsten dødbrin-
gende skud, som har rammet ˹far˺ i vingen – og mig
også?
Gregers
.
Ikke nærmest til det. Jeg vil ikke sige at
du er skamskudt; men du er kommet ud i en
forgiftig sump, Hjalmar; du har fåt en
snigende sot i kroppen, og så er du gåt til
bunds for at dø i mørke.
Hjalmar
.
Jeg? Dø i mørke! Nej, ved du hvad, Gregers,
du skal virkelig la’ være med slig snak.
Gregers
.
Vær bare rolig; jeg skal nok se at få dig op
igen{;}.[HIS: alternativt kan det ha vært komma før endring] For jeg har også fåt en livsopgave nu,
ser du; jeg fik den igår.
Hjalmar
.
Ja det kan gerne være; men du skal bare
la’ mig bli’ udenfor. Jeg kan forsikkre dig
at – fraregnet min let forklarlige melankoli
naturligvis – så befinder jeg mig så vel, som
noget menneske kan ønske det.
Gregers
.
At du det gør, det kommer også af forgiften.
Hjalmar
.
Nej, kære snille Gregers, snak nu ikke me-
Faksimile

120

re om sot og forgift; jeg er slet ikke vant til
den slags samtaler; i mit hus snakker man
aldrig til mig om uhyggelige ting.
Gregers
.
Nej, det skal du nok få mig til at tro.
Hjalmar
.
Nej, for jeg har ikke godt af det. Og her er
ingen sumpluft, som du udtrykker dig. I den
fattige fotografs hjem er taget lavt, det ved
jeg nok, – og mine kår er ringe. Men jeg er
en opfinder, du, – og jeg er familjeforsørger
tillige. Det bærer mig oppe over de små vil-
kår. – Ah, der kommer de med frokosten!
(Gina og Hedvig bringer ølflasker, brænde-
vinskaraffel, glasse og andet tilbehør. I det
samme kommer Relling og Molvik ind fra
gangen; de er begge uden hat og overtøj; Mol-
vik er sortklædt.)
Gina

(sætter sagerne på bordet.)
Nå, de to kommer da rigtig til rette tid.
Relling
.
Molvik bildte sig ind at han kunde lugte
sildesalat, og så var han ikke til at hol-
de. – Godmorgen for anden gang, Ekdal.
Hjalmar
.
Gregers, må jeg forestille dig kandidat
Molvik; doktor –, ja, Relling kender du jo?
Relling
.
Faksimile
32.
121
Gregers
.
Ja, så løselig.
Relling
.
Å, det er herr Werle junior. Ja, vi to har væ-
ret i totterne på hinanden oppe på Højdals-
værket. De er nok netop flyttet ind?
Gregers
.
Jeg flytted ind nu imorges.
Relling
.
Og nedenunder bor Molvik og jeg, så De har
ikke langt til doktor og prest, om De skulde
få brug for slige nogen.
Gregers
.
Tak, det kunde nok hænde; for igår var vi
tretten til bords.
Hjalmar
.
Å, kom nu ikke ind på det uhyggelige igen!
Relling
.
Du kan ta’ det med ro, Ekdal; for dig træffer
det s’gu’ ikke.
Hjalmar
.
Det vil jeg ønske for min familjes skyld. Men
la’ os nu sætte os og spise og drikke og være glade.
Gregers
.
Skal vi ikke vente på din far?
Hjalmar
.
Nej, han vil ha’ sit ind til sig siden. Kom så!
(Herrerne sætter sig til frokostbordet, spiser
og drikker. Gina og Hedvig går ud og ind og varter op.)
Faksimile
122
Relling
.
Igår var Molvik stygt på støvlerne, fru Ek-
dal.
Gina
.
Så? Igår igen?
Relling
.
Hørte De ham ikke da jeg kom hjem med
ham inat?
Gina
.
Nej, jeg kan ikke sige det.
Relling
.
Det var bra’; for inat var Molvik fæl.
Gina
.
Er det sandt, Molvik?
Molvik
.
La’ <...> os slå en streg over nattens hændelser. Sligt
afhænger jo ikke af mit bedre jeg.
Relling
.
(til Gregers.)
Det kommer over ham som en indskydelse; og
så må jeg ud med ham på rangel. For kandi-
dat Molvik er dæmonisk, ser De.
Gregers
.
Dæmonisk?
Relling
.
Molvik er dæmonisk, ja.
Gregers
.
Hm.
Relling
.
Faksimile
123
Og dæmoniske naturer er ikke skabt til at
gå lige på benene gennem verden; de må ud
på afveje en gang iblandt. – Nå, og De holder
altså ud der oppe på det fæle svarte værket
endnu?
Gregers
.
Jeg har holdt ud indtil nu.
Relling
.
Og fik De så inkasseret den fordringen, De
gik omkring med?
Gregers
.
Fordringen? (forstår ham.) Nå så.
Hjalmar
.
Har du inkasseret fordringer, Gregers?
Gregers
.
Å snak.
Relling
.
Jo såmænd har han så; han gik omkring
i alle husmandshytterne og præsenterte no-
get, som han kaldte «den ideale fordring».
Gregers
.
Jeg var ung dengang.
Relling
.
De har ret i det; De var svært ung. Og den ide-
ale fordringen – den fik De da aldrig honoreret
så længe jeg var der oppe.
Gregers
.
Ikke siden heller.
Relling
.
Faksimile
124
Nå, så ˹er˺ har De vel ˹ble’t˺ været så klog at slå lidt
af på beløbet da, kan jeg tænke.
Gregers
.
Aldrig når jeg står foran et ægte, virkeligt
menneske.
Hjalmar
.
Nej, det synes jeg jo er ganske rimeligt. – Lidt
smør, Gina.
Relling
.
Og så et stykke flæsk til Molvik.
Molvik
.
Uh, ikke flæsk!
( Det banker på loftsdøren.)
Hjalmar
.
Luk op, Hedvig; far vil ud.
(Hedvig går hen og åbner på klem; gamle Ek-
dal kommer ind med et friskt kaninskind;
{ <...> }hun lukker efter ham.)
Ekdal
.
God morgen, mine herrer! Har havt god jagt i-
dag. Har skudt en stor en.
Hjalmar
.
Og så har du flådd den før jeg kom –!
Ekdal
.
Har saltet den også. Det er godt, mørt kød, det
kaninkødet; og så er det sødt; smager som suk-
ker. God appetit, mine herrer!
(går ind i sit værelse.)
Faksimile
33.
125
Molvik

(rejser sig.)
Undskyld –; jeg kan ikke –; jeg må ned
som snarest –
Relling
.
Drik sodavand, mennske !
Molvik

(skynder sig.)
Uh – uh!
(ud gennem gangdøren.)
Relling

(til Hjalmar.)
Lad os tømme en dram for den gamle jægers-
mand.
Hjalmar

(klinker med ham.)
For idrætsmanden på gravens bred, ja.
Relling
.
For den gråhærdede –. (drikker.) Ja, sig mig, –
er det gråt hår, han har, eller er det hvidt?
Hjalmar
.
Det er visst så midt imellem; for resten
har han nok ikke ret mange hårstrå igen
på sin isse.
Relling
.
Nå, med forlorent kommer man også igen-
nem verden. Ja, du er da i grunden en lyk-
kelig mand, du Ekdal; du har denne vak-
kre livsopgaven at stræve for –
Faksimile
126
Hjalmar
.
Og jeg stræver også, kan du tro.
Relling
.
Og så har du din flinke kone, som lunter så
lunt ud og ind på filtsko og vagger i hofter-
ne og hygger og steller for dig.
Hjalmar
.
Ja, Gina – (nikker til hende.) du er en bra’
ledsagerinde, at ha’ med på livsvejen, du.
Gina
.
Å sid nu ikke der og ressensér om mig.
Relling
.
Og så din Hedvig, du Ekdal!
Hjalmar

(bevæget.)
Barnet, ja! Barnet først og fremst. Hedvig, kom
hid til mig. (stryger hende over håret.) Hvad er
det for en dag imorgen, du?
Hedvig

(rusker i ham.)
Å nej, du skal ikke sige noget, far!
Hjalmar
.
Det stinger mig som en kniv igennem hjer-
tet, når jeg tænker på, at det skal bli’ så rin-
ge; bare en liden festlig tilstelning inde på
loftet –
Hedvig
.
Å men det blir just dejligt, det!
Relling
.
Faksimile
127
Og vent så bare til den mærkelige opfin-
delsen kommer til verden, Hedvig!
Hjalmar
.
Ja da – da skal du se –! Hedvig, jeg har be-
sluttet at sikkre din fremtid. Du skal få det
godt så længe du lever. Jeg vil forlange no-
get for dig, – et eller andet. Det skal være den
fattige opfinders eneste løn.
Hedvig

(hvisker med armen om hans hals.)
Å du snille, snille far!
Relling

(til Gregers.)
Nå, synes De ikke ganske bra’ om det, til en
forandring, at sidde ved et godt besat bord i
en lykkelig familjekreds?
Hjalmar
.
Ja, disse timer ved bordet sætter jeg virkelig
pris på.
Gregers
.
Jeg, for min del, trives ikke i sumpluft.
Relling
.
Sumpluft?
Hjalmar
.
Å kom nu ikke med den snak igen!
Gina
.
Her er, ved gud , ingen sumplugt, herr Werle;
for jeg lufter såmænd ud hver evige dag.
Gregers
,
Faksimile

128

(går fra bordet.)
Den stank, jeg mener, den lufter De visst ik-
ke ud.
Hjalmar
.
Stank!
Gina
.
Ja, hvad synes du, Ekdal!
Relling
.
Om forladelse, – det skulde vel ikke være Dem
selv, som bringer stanken med der oppe fra
gruberne?
Gregers
.
Det kunde ligne Dem at kalde for stank, hvad
jeg bringer ind i huset.
Relling

(går hen til ham.)
Hør, herr Werle junior, jeg har Dem stærkt
mistænkt for, at De går med «den ideale
fordring» uforkortet i baglommen a endnu.
Gregers
.
I brystet går jeg med den.
Relling
.
Ja, hvor fanden De så har den, så vil jeg ik-
ke rå’ Dem til at spille inkassator her, så læn-
ge jeg er inde.
Gregers
.
Og hvis jeg gør det alligevel?
Relling
.
Så kommer De på hodet ned over trapperne;
Faksimile

34.
129

nu ved De det.
Hjalmar

(rejser sig.)
Nej men, Relling!
Gregers
.
Ja, kast De mig bare ud –.
Gina

(går imellem dem.)
Det får De ikke lov til, Relling. Men det
jeg sige Dem, herr Werle, at De, som gjorde alt
det fæle inde i kakkelovnen Deres, De skulde
ikke komme til mig og snakke om stank.
( Det banker på gangdøren.)
Hedvig
.
Mor, der er nogen, som banker.
Hjalmar
.
Se så; nu skal vi ha’ det rend også!
Gina
.
La’ bare mig –. (går hen og åbner døren, stud-
ser, farer sammen og viger tilbage.)
Åh! Uf da!
(Grosserer Werle, i pelsfrakker , træder et
skridt indenfor.)
Werle
.
Be’r undskylde; men min søn skal nok bo her
i huset.
Gina

(svælger vejret.)
Ja.
Hjalmar
Faksimile

130

(går nærmere.)
Vil ikke herr grossereren være så artig –?
Werle
.
Tak; jeg ønsker blot at tale med min søn.
Gregers
.
Ja, hvad godt? Her står jeg.
Werle
.
Jeg ønsker at tale med dig i dit værelse.
Gregers
.
I mit værelse – nå –
(vil gå.)
Gina
.
Nej, der er, ved gud , ikke i den stand at –
Werle
.
Nå, så ude på gangen da; jeg ønsker en samtale
under fire øjne.
Hjalmar
.
Det kan ske her, Ko herr grosserer. Kom ind i
dagligstuen, Relling.
(Hjalmar og Relling går ind til højre; Gina
tar Hedvig med sig ud i køkkenet.)
Gregers

(efter et kort ophold.)
Ja, nu er vi altså under fire øjne.
Werle
.
Du lod falde nogen yttringer igår aftes –. Og så-
som du nu har lejet dig ind hos Ekdals, så må
jeg næsten formode at du har et eller andet i
sinde imod mig.
Faksimile
131
Gregers
.
Jeg har i sinde at åbne Hjalmar Ekdals
øjne. Han skal se sin stilling, som den
er; – det er det hele.
Werle
.
Er det den livsopgaven, du talte om igår?
Gregers
.
Ja. Du har ikke levnet mig nogen anden.
Werle
.
Er det da mig, som har forkvaklet dit sind,
Gregers.
Gregers
.
Du har forkvaklet hele mit liv. Jeg tænker
ikke på alt det med mor –. Men det er dig,
jeg kan takke for at jeg går og jages og na-
ges under en skyldbetynget samvittighed.
Werle
.
Aha, det er samvittigheden, som det er galt
fat med.
Gregers
.
Jeg skulde ha’ trådt op imod dig dengang
der blev stillet snarer for løjtnant Ekdal.
Jeg skulde ha’ advaret ham; for jeg aned
nok, hvor det vilde bære hen.
Werle
.
Ja, da burde du sandelig ha’ talt.
Gregers
.
Jeg voved mig ikke til det; så fejg og for-
skræmt var jeg. Jeg var så usigelig ræd
Faksimile

132

for dig – både dengang og længe bagefter.
Werle
.
Den rædsel er gåt over nu, lader det til.
Gregers
.
Det er den heldigvis. Hvad der er forbrudt
imod gamle Ekdal, både af mig og af – an-
dre, det kan aldrig bødes på; men Hjalmar
kan jeg fri ud af al den løgn og fortielse, som
han her holder på at gå til grunde i.
Werle
.
Tror du, at du vilde gøre en god gerning med
det?
Gregers
.
Det tror jeg da s{ <...> }å trøstig.
Werle
.
Du mener kanske at fotograf Ekdal er den
mand, at han vilde takke dig til for en slig
venskabstjeneste?
Gregers
.
Ja! Den mand er han.
Werle
.
Hm, – vi får se.
Gregers
.
Og desuden – skal jeg bli’ ved at leve længer, så
må jeg se at finde helsebod for min syge sam-
vittighed.
Werle
.
Den blir aldrig frisk. Din samvittighed har
været sygelig lige fra barneårene. Det er en
Faksimile

35.
133

arvelod fra din { <...> }mor, Gregers; – den eneste
arv, hun efterlod dig.
Gregers

(med et hånsk halvsmil.)
Har du endnu ikke kunnet fordøje den tort,
at du regned galt da du trode, du skulde få
formue med hende?
Werle
.
Lad os ikke komme ind på uvedkommende
ting. – Holder du altså fast ved det forsæt,
ind at lede fotograf Ekdal ind på et spor,
som du formoder er det rigtige?
Gregers
.
Ja; det forsæt holder jeg fast ved.
Werle
.
Nå, så kunde jeg jo ha’ sparet min gang
her op. For da nytter det vel ikke at spørge
dig, om du vil flytte hjem til mig igen?
Gregers
.
Nej.
Werle
.
Og ind i firmaet går du vel ikke heller?
Gregers
.
Nej.
Werle
.
Godt. Men da jeg nu agter at indgå nyt æg-
teskab, så vil boet bli’ skiftet imellem os.
Gregers

(hurtigt.)
Faksimile
134
Nej; det ønsker jeg ikke.
Werle
.
Du ønsker det ikke?
Gregers
.
Nej, jeg tør ikke det for min samvittigheds
skyld.
Werle

(lidt efter.)
Rejser du op til værket igen?
Gregers
.
Nej; jeg betragter mig som udtrådt[HIS: å mangler diakritisk tegn] af din
tjeneste.
Werle
.
Men hvad vil du da slå ind på?
Gregers
.
Bare løse min livsopgave; ikke noget andet.
Werle
.
Nå, men siden da? Hvad vil du så leve af?
Gregers
.
Jeg har lagt lidt op af min løn.
Werle
.
Ja hvor længe vil det forslå!
Gregers
.
Jeg tænker, det forslår min tid ud.
Werle
.
Hvad skal det sige?
Gregers
.
Nu svarer jeg ikke på mere.
Werle
.
Faksimile
135
Farvel da, Gregers.
Gregers
.
Farvel.
(Grosserer Werle går.)
Hjalmar

(kikker ind.)
Nu gik han jo?
Gregers
.
Ja.
(Hjalmar og Relling kommer ind. Gina
og Hedvig kommer også, fra køkkenet.)
Relling
.
Den frokosten, den gik da i vasken.
Gregers
.
Tag på dig, Hjalmar; du må gå en lang tur
med mig.
Hjalmar
.
Ja gerne det. Hvad var det, din far vilde?
Var det noget om mig?
Gregers
.
Kom bare. Vi må snakke lidt sammen.
Jeg går ind og trækker frakken på.
(ud gennem gangdøren.)
Gina
.
Du skulde ikke gå ud med ham, Ekdal.
Relling
.
Nej gør ikke det, du; bliv hvor du er.
Hjalmar

(tar sin hat og yderfrakke.)
Faksimile
136
Hvad for noget! Når en ungdomsven føler
det behov at åbne sig for mig i enrum –!
Relling
.
Men, for fanden, – skønner du da ikke at
fyren er gal, forrykt, forstyrret!
Gina
.
Ja, der kan du bare høre. Hans mor havde
også slige fysiske raptusser iblandt.
Hjalmar
.
Desto mere trænger han til en vens årvågne
øje. (til Gina.) Lad endelig middagsma-
den være færdig i god betids. Farvel så længe.
(går ud gennem gangdøren.)
Relling
.
Det er da også en ulykke at ikke det men-
neske gik til helvede ned i en af Højdals-
gruberne.
Gina
.
Jøss’, – hvorfor siger De det da?
Relling
.
Å jo
(mumler.)
Å jo, for jeg har nu så mine funderinger.
Gina
.
Tror {d}De at unge Werle er rigtig gal?
Relling
.
Nej desværre; han er ikke galere end folk
plejer være. Men en sygdom har han rig-
tignok i kroppen.
Gina
.
Faksimile
36.
137
Hvad er det for noget, som fejler ham da?
Relling
.
Jo, det skal jeg sige Dem, fru Ekdal. Han li-
der af en akut rets{a}kaffenhedsfeber.
Gina
.
Retskaffenhedsfeber?
Hedvig
.
Er det en slags sygdom, det?
Relling
.
Jaha; det er en national sygdom; men den
optræder kun sporadisk. (nikker til Gina.)
Tak for maden!
(han går ud gennem gangdøren.)
Gina

(driver i uro hen over gulvet.)
Uf, den Gregers Werle, – det har altid vær’t
en fæl fisk.
Hedvig

(står ved bordet og ser forskende på hende.)
Dette her synes jeg er underligt.

Faksimile
138
Fjerde akt.
(Hjalmar Ekdals atelier. Der har nylig væ-
ret fotograferet; et apparat med klæde over, et
stativ, et par stole, en konsol og deslige står
fremme på gulvet. Eftermiddagsbelysning;
solen er ved at gå bort; noget senere begynder
det at mørkne.)
(Gina står i den åbne gangdør med en li-
den kasse og en våd glasplade i hånden og ta-
ler med nogen udenfor.)
Gina
.
Ja, ganske bestemt. Når jeg lover noget, så
holder jeg det også. På mandag skal det før-
ste dusinet være færdig. – Farvel, farvel!
(Man hører nogen gå ned af trapperne. Gi-
na lukker døren, stikker pladen ind i kas-
sen og sætter denne ind i det tildækkede ap-
parat.)
Hedvig

(kommer ind fra køkkenet.)
Gi{na}k de nu?
Gina

(rydder op.)
Ja, gud ske lov, nu blev jeg da endelig af med
dem.
Hedvig
.
Faksimile
139
Men kan du skønne at ikke far er kommet
hjem endnu?
Gina
.
Er du viss på at han ikke er nede hos Relling?
Hedvig
.
Nej, der er han ikke; jeg fløj ned køkkenvejen
og spurte nu nylig.
Gina
.
Og så står vel maden og blir kold for ham og-
så.
Hedvig
.
Ja tænk, – far, som altid passer så rigtig på
at komme hjem til middag!
Gina
.
Å nu kommer han snart, skal du se.
Hedvig
.
Ja gid han bare vilde komme; for jeg sy-
nes her er ble’t så underligt.
Gina

(råber.)
Der er han!
(Hjalmar Ekdal kommer ind gennem gang-
døren.)
Hedvig

(imod ham.)
Far! Å nej, slig, som vi har ventet på dig!
Gina
,
(skotter hen.)
Du blev da svært længe borte, Ekdal.
Faksimile
140
Hjalmar

(uden at se på hende.)
Jeg blev noget længe, ja.
(Han trækker yderfrakken af; Gina og Hed-
vig vil hjælpe ham; han afværger det.)
Gina
.
Har du kanske spist med Werle?
Hjalmar

(hænger frakken op.)
Nej.
Gina

(går mod køkkendøren.)
Så skal jeg sætte maden ind til dig.
Hjalmar
.
Nej; lad maden være. Jeg spiser ikke nu.
Hedvig

(går nærmere.)
Er det ikke bra’ med dig, far?
Hjalmar
.
Bra’? Å jo, så tålelig. Vi gik en anstrængen-
de tur sammen, Gregers og jeg.
Gina
.
Det skulde du ikke gøre, Ekdal; for det er du
ikke vant til.
Hjalmar
.
Hm; der er mangt og meget, som en mand
får vænne sig til i denne verden. (driver
lidt omkring.)
Har her været nogen mens
jeg var ude?
Faksimile
37.
141
Gina
.
Ikke andre end de to kæresterne.
Hjalmar
.
Ingen nye bestillinger?
Gina
.
Nej, idag ikke.
Hedvig
.
Du skal se, der kommer nok nogen imorgen, far.
Hjalmar
.
Gid det var så vel; for imorgen tænker jeg
at ta’ fat med hele mit alvor.
Hedvig
.
Imorgen! Nej men husker du da ikke, hvad
det er for en dag imorgen?
Hjalmar
.
Nå, det er jo sandt –. Ja, så iovermorgen da.
Herefter vil jeg gøre al ting selv; jeg vil væ-
re ganske alene om hele arbejdet.
Gina
.
Nej men hvad skal da det være til, Ekdal?
Det er jo bare at gøre dig livet surt. Jeg passer
nok fotograferingen, jeg; og så blir du ved
at stelle med opfindelsen.
Hedvig
.
Og så med vildanden, far, – og med alle høn-
sene og kaninerne og –!
Hjalmar
.
Snak ikke til mig om det tøjeri! Fra imor-
gen af sætter jeg aldrig mere min fod der in-
Faksimile

142

de på loftet.
Hedvig
.
Ja men, far, du lovte mig jo at imorgen
skulde der bli’ tilstelning –
Hjalmar
.
Hm, det er sandt. Nå, så fra iovermorgen da.
Den fordømte vildanden skulde jeg helst ha’
lyst til at vri’ halsen om på!
Hedvig

(skriger.)
Vildanden!
Gina
.
Nu har jeg da aldrig hørt sligt!
Hedvig

(rusker i ham.)
Nej men, far, – det er jo min vildand!
Hjalmar
.
Derfor gør jeg det heller ikke. Jeg har ikke
hjerte til det, – ikke hjerte til det for din skyld,
Hedvig. Men jeg føler så inderlig dybt at jeg
burde gøre det. Jeg burde ikke tåle under
mit tag en skabning, som har været i de hæn-
der.
Gina
.
Men, herre gud , fordi om gamlefar har fåt
den af denne her sjofle Pettersen, så –
Hjalmar

(driver omkring.)
Der er visse krav –. Hvad skal jeg kalde de
Faksimile

143

krav? Lad mig sige – ideale krav, – visse
fordringer, som en mand ikke kan sætte til
side uden at han tar skade på sin sjæl.
Hedvig

(går efter ham.)
Men tænk, vildanden, – den stakkers vildan-
den!
Hjalmar

(standser.)
Du hører jo, jeg skåner den – for din skyld.
Der skal ikke krum{ <...> }mes et hår på –; nå,
som sagt, jeg skåner den. For der er jo og-
så større opgaver, at end som så, at ta’ fat på.
Men nu skulde du gå ud lidt, som du plejer,
Hedvig; nu er det så passelig skummert for
dig.
Hedvig
.
Nej, jeg bryr mig ikke om at gå ud nu.
Hjalmar
.
Jo, gør det; jeg synes du myser så med øj-
nene; du har ikke godt af alle disse dam-
pene her inde. Her er dump luft under dette
tag.
Hedvig
.
Ja, ja da, så løber jeg ned køkkentrappen og
går indover en liden stund. Kåben og hat-
ten –? Å, det ligger inde hos mig selv. Far, – du
må da endelig ikke gøre vildanden noget ondt
mens jeg er ude.
Faksimile
144
Hjalmar
.
Ikke en fjær skal der ribbes af dens hode. (tryk-
ker hende til sig.)
Du og jeg, Hedvig, – vi to –!
Nå, gå bare, du.
(Hedvig nikker til forældrene og går ud gen-
nem køkkenet.)
Hjalmar

(går omkring uden at se op.)
Gina.
Gina
.
Ja?
Hjalmar
.
Fra imorgen af – eller, lad os sige fra iover-
morgen af – kunde jeg ha’ lyst til at føre
husholdningsbogen selv.
Gina
.
Vil du nu føre husholdningsbogen også?
Hjalmar
.
Ja, eller ta’ rede på indkomsterne i al fald.
Gina
.
Å gud hjælpe os, det er nok snart bestilt.
Hjalmar
.
En skulde ikke tro det; for jeg synes, du får
pengene til at strække så mærkværdig langt.
(standser og ser på hende.) Hvorledes går det
til?
Gina
.
Det er fordi jeg og Hedvig behøver så lidet.
Faksimile
38.
145
Hjalmar
.
Er det sandt at far blir så rundelig betalt
for den arkskrivningen hos grosserer Werle?
Gina
.
Jeg ved ikke om det er så rundelig. Jeg ken-
der ikke prisen på sligt noget.
Hjalmar
.
Nå, hvad får han da så omtrent? Lad mig
høre!
Gina
.
Det er så forskelligt; det blir vel omtrent det,
han koster os, og så en liden lommeskilling.
Hjalmar
.
Det han koster os! Og det har du ikke sagt
mig før!
Gina
.
Nej, det kunde jeg da ikke; du var jo så glad
fordi du trodde at han fik altingen af dig.
Hjalmar
.
Og så får han det fra grosserer Werle!
Gina
.
Å ja, grossereren har da nok at ta’ af, han.
Hjalmar
.
Lad mig få lampen tændt!
Gina

(tænder.)
Og så kan vi jo ikke vide om det er grossere-
ren selv; det kan jo godt være Gråberg –
Hjalmar
.
Faksimile
146
Hvorfor kommer du med den udflugten om
Gråberg?
Gina
.
Nej jeg ved ikke; jeg tænkte bare –
Hjalmar
.
Hm!
Gina
.
Det var jo ikke mig, som skaffed gamlefar det
skriveriet. Det var jo Berta, den tid hun kom
i huset.
Hjalmar
.
Jeg synes, du skælver så i stemmen.
Gina

(sætter skærmen på.)
Gør jeg?
Hjalmar
.
Og så ryster du på hænderne. Eller er det ikke
så?
Gina

(fast.)
Sig det bent ud, Ekdal. Hvad er det for no-
get, han har gåt og snakket om mig?
Hjalmar
.
Er det sandt, – kan det være sandt at – { <...> }at der
var et slags forhold mellem dig og grosserer
Werle den gang du tjente der i huset?
Gina
.
Det er ikke sandt. Ikke dengangen, ikke. Gros-
sereren la’ sig efter mig; det gjorde han. Og fru-
Faksimile

147

en trodde der var noget i det; og så gjorde hun
hokkuspokkus og hurlomhej, og hun både slog
mig og hun drog mig; det gjorde hun; – og så
gik jeg af tjenesten.
Hjalmar
.
Men siden altså!
Gina
.
Ja, så kom jeg jo hjem. Og mor – hun var ikke
så real, som du tænkte, Ekdal; og hun gik der
og snakked for mig både om det ene og det an-
dre; for grossereren var jo ble’t enkemand da.
Hjalmar
.
Nå, og så!
Gina
.
Ja, det er vel bedst du får vide det. Han gav
sig ikke før han fik sin vild vilje.
Hjalmar

(slår hænderne sammen.)
Og det er mit barns mor! Hvor kunde du for-
tie sligt noget for mig!
Gina
.
Ja, det var galt gjort af mig; jeg skulde visst
ha’ sagt dig det for længe siden.
Hjalmar
.
Straks skulde du ha’ sagt mig det; – så havde
jeg da vidst, hvad du var for en.
Gina
.
Men vilde du da ha’ giftet dig med mig alli-
gevel?
Faksimile
148
Hjalmar
.
Hvor kan du tænke dig det!
Gina
.
Nej; men derfor så turde jeg ikke sige dig no-
get dengangen. For jeg kom jo til at holde så
svært af dig, som du ved . Og jeg kunde da ikke
gøre mig selv rent ulykkelig –
Hjalmar

(går om.)
Og det er min Hedvigs mor! Og så at vide, at
alt, hvad jeg her ser for mine øjne – (sparker til
en stol.)
– hele mit hjem, – det skylder jeg en be-
gunstiget forgænger! Å, denne forføreriske gros-
serer Werle!
Gina
.
Angrer du på de fjorten–femten årene, som vi
har levet sammen?
Hjalmar
,
(stiller sig foran hende.)
Sig mig, om ikke du hver dag, hver time, har
angret på den væv af fortielse, som du, ligesom
en ædderkop, har spundet mig ind i? Svar
mig på det! Har du virkelig ikke gåt her og
våndet dig i anger og nag?
Gina
.
Å snille Ekdal, jeg har havt så rundelig nok
med at tænke på huset og alt det daglige besty-
ret –.
Hjalmar
.
Faksimile
39.
149
Du kaster altså aldrig et ˹prøvende˺ tilbage blik på din
fortid!
Gina
.
Nej jeg havde, ved gud , næsten glemt disse her
gamle intrigerne, du.
Hjalmar
.
Å denne sløve, følesløse ro! Den har for mig
noget så oprørende ved sig. Tænk, – ikke angre
engang!
Gina
.
Men sig mig nu, Ekdal, – hvad havde der ble’t
af dig, hvis du ikke havde fåt en slig kone, som
jeg?
Hjalmar
.
En slig –!
Gina
.
Ja, for jeg har da altid været ligesom lidt mere
˹kontant˺ ekonomisk og ˹suffisant˺ statistisk end du. Nå, det for-
står sig, jeg er jo også de par år ældre.
Hjalmar
.
Hvad der var ble’t af mig!
Gina
.
For du var da på alskens gale veje, den tiden
du traf mig først; det kan du vel ikke nægte
for.
Hjalmar
.
Så det kalder du gale veje? Å, du forstår ik-
ke, hvorledes en mand har det, når han sør-
ger og fortviler; – navnlig en mand med mit
Faksimile

150

ildfulde gemyt.
Gina
.
Nej, nej; kan så være, det. Og jeg regalerer jo slet-
tes ikke på det heller; for d{et}u blev jo så inderlig
bra’ en mand straks du havde fåt hus og hjem.
– Og nu havde vi fåt det så hyggeligt og kose-
ligt hos os; og nu skulde Hedvig og jeg også
snart begynde at koste lidt på os både med
mad og med klæ’r.
Hjalmar
.
I fortielsens sump, ja.
Gina
.
Uf, den vederstyggelige fyren, som skulde få
sin passasje her i huset!
Hjalmar
.
Også jeg syntes at hjemmet var godt at være i.
Det var en vildfarelse. Hvor henter jeg nu den
fornødne spænstighed fra, til at føre opfindel-
sen over i virkelighedens verden? Kanske dør
den med mig; og da er det din forgangenhed,
Gina, som har dræbt den.
Gina

(nær ved at græde.)
Nej, du må da ikke sige noget sligt noget, Ek-
dal. Jeg, som alle mine dage bare vilde gøre
altingen til det bedste for dig!
Hjalmar
.
Jeg spør’ , – hvad blir der nu af familjeforsør-
gerens drøm? Når jeg lå der inde på sofaen
Faksimile

151

og grubled over opfindelsen, da aned jeg nok
at den vilde sluge min sidste livskraft. Jeg
følte jo nok at den dag, da jeg havde fåt pa-
tentet i mine hænder, – den dag vilde bli min
– afskedsdag. Og så var det min drøm, at da
skulde du sidde igen som den hedengangne
opfinders velhavende enke.
Gina

(tørrer tårerne af.)
Nej, du ikke snakke slig, Ekdal. Vor
herre lad mig da aldrig leve den dag da jeg
skulde sidde som enke!
Hjalmar
.
Å, det ene som det andet. Nu er jo alt forbi
alligevel. Alt!
(Gregers Werle åbner varsomt gangdøren og
ser ind.)
Gregers
.
Tør je{ <...> }g komme?
Hjalmar
.
Ja; kom.
Gregers

(går frem med strålende fornøjet ansigt
og vil række dem hænderne.)
Nå, I kære
˹Nå, I kære˺ mennesker –! (ser afvekslende på dem, og
hvisker til Hjalmar:)
Altså ikke sket end-
nu?
Hjalmar

(lydeligt.)
Faksimile
152
Det er sket.
Gregers
.
Det er?
Hjalmar
.
Jeg har levet den bittreste stund i mit liv.
Gregers
.
Men også den mest løftede, tænker jeg.
Hjalmar
.
Nå, foreløbig har vi det i al fald fra hånden.
Gina
.
Gud forlade Dem, herr Werle.
Gregers

(i stor forundring.)
Men jeg forstår ikke dette.
Hjalmar
.
Hvad forstår du ikke?
Gregers
.
Så stort et opgør, – et op{ <...> }gør, som en hel ny
livsførelse skal grundes på, – en livsførelse, et
samliv, i sandhed og uden al fortielse –
Hjalmar
Ja, jeg ved det nok; jeg ved det så godt.
Gregers
.
Jeg havde ventet så vis{ <...> }st, at når jeg kom ind
af døren, så skulde der slå mig imøde et for-
klarelsens lys både fra mand og fra hustru.
Og så ser jeg ikke andet fom for mig end
dette dumpe, tunge, triste –
Gina
.
Faksimile
40.
153
Nå så.
(tar lampeskærmen af.)
Gregers
.
De vil ikke forstå mig, fru Ekdal. Nej, nej;
for Dem skal der vel tid til –. Men du selv
da, Hjalmar? Du må da vel ha’ ta’t en høje-
re indvielse af det store opgør.
Hjalmar
.
Ja naturligvis har jeg det. Det vil sige, – så-
dan på en måde.
Gregers
.
For der er da vel ikke noget i verden, som kan
lignes med det, at ha’ tilgivelse for den fejlen-
de og løfte hende op til sig i kærlighed.
Hjalmar
.
Tror du en mand så let forvinder den beske
drik, jeg nys har tømt?
Gregers
.
Nej, en almindelig mand; det kan så være.
Men en mand som du –!
Hjalmar
.
Ja, herre gud , jeg ved det nok. Men du må
ikke jage mig, Gregers. Der skal tid til,
ser du.
Gregers
.
Du har meget af vildanden i dig, Hjalmar.
(Relling er kommen ind gennem gang-
døren.)
Relling
.
Faksimile
154
Se så; er nu vild den vildanden på færde
igen?
Hjalmar
.
Grosserer Werles vingeskudte jagtbytte, ja.
Relling
.
Grosserer Werles –? Er det ham, I snakker om?
Hjalmar
.
Om ham og – os andre.
Relling

(halvhøjt til Gregers.)
Gid fanden havde Dem!
Hjalmar
.
Hvad er det, du siger?
Relling
.
Jeg yttrer et inderligt ønske om at kvaksalve-
ren vilde forføje sig på hjemvejen. Blir han
her, så er han mand for at forkluddre jer beg-
ge to.
Gregers
.
De to forkluddres ikke, herr Relling. Om Hjal-
mar vil jeg nu ikke tale. Ham kender vi. Men
også hun har visselig på bunden af sit væsen
noget troværdigt, noget vederhæftigt –
Gina

(grædefærdig.)
Så skulde De bare lad’t mig gå for den jeg
var da.
Relling

(til Gregers.)
Faksimile
155
Er det næsevist at spørge om, hvad det er,
De egentlig vil her i huset?
Gregers
.
Jeg vil grundlægge et sandt ægteskab.
Relling
.
Så De synes ikke, Ekdals ægteskab er godt
nok, som det er?
Gregers
.
Det er visst et lige så godt ægteskab, som så
mange andre, desværre. Men et sandt ægte-
skab, er det endnu ikke ble’t.
Hjalmar
.
Du har aldrig havt øje for det ideale krav, du
Relling.
Relling
.
Sludder, gutten min! – Med forlov, herr Wer-
le; hvor mange – bare så på en slump – hvor
mange sande ægteskaber har De set i Deres liv?
Gregers
.
Jeg tror knapt, jeg har set et eneste et.
Relling
.
Ikke jeg heller.
Gregers
.
Men jeg har set så utallige ægteskaber af det
modsatte slags. Og jeg har havt anledning til
på nært hold at se, hvad et sligt ægteskab kan
bryde ned i et menneskepar.
Hjalmar
.
En mands hele moralske grundlag kan
Faksimile

156

svigte under hans fødder; det er det for-
færdelige.
Relling
.
Ja, jeg har jo aldrig sådan egentlig været
gift; så jeg tør ikke dømme om de ting. Men
det va<...> ved jeg da, at til et ægteskab hører
barnet også. Og barnet skal I la’ være i
fred.
Hjalmar
.
Å, – Hedvig! Min stakkers Hedvig!
Relling
.
Ja, Hedvig får I værs’go’ se at holde udenfor.
I to er voksne mennesker; I får i guds navn
kluddre og klusse med jeres forhold, hvis I
har lyst til det. Men Hedvig skal I fare
varsomt med, siger jeg; ellers kan I komme
til at gøre en ulykke på hende.
Hjalmar
.
En ulykke!
Relling
.
Ja, eller hun kan komme til at gøre en
ulykke på sig selv – og kanske på andre
med.
Gin{d}a
.
Men hvor kan De da vide sligt, Relling?
Hjalmar
.
Der er da vel aldrig nogen nær fare for øj-
nene?
Relling
.
Faksimile
41.
157
Dette her har ikke noget med øjnene at
skaffe. Men Hedvig er i en vanskelig al-
der. Hun kan finde på alt det, som galt
er.
Gina
.
Ja tænk, – det gør hun også! Hun er begyndt
at hussere så stygt med varmen ude i køk-
kenet. Det kalder hun at lege ildebrand. Jeg
er mangen gang ræd, hun skal sætte fyr på
huset.
Relling
.
Ser De bare; jeg vidste det nok.
Gregers

(til Relling.)
Men hvorledes forklarer De sådant noget?
Relling

(mut.)
Hun er i stemmeskiftningen, far.
Hjalmar
.
Så længe barnet har mig –! Så længe mit
hode er oven mulde –!
( Det banker på døren.)
Gina
.
Hys, Ekdal; der er folk på gangen. (råber.)
Vær så god!
(Fru Sørby, i ydertøj, kommer ind.)
Fru Sørby
.
God aften!
Gina
,
Faksimile

158

(går imod hende.)
Nej, er det dig, Berta.
Fru Sørby
.
Ja såmænd er det mig. Men jeg kommer kan-
ske til ulejlighed?
Hjalmar
.
Nej bevar’s; et sendebud fra det hus –
Fru Sørby

(til Gina.)
Oprigtig talt havde jeg håbet, jeg ikke skulde
træffe dine mandfolk hjemme på denne tid;
og så løb jeg opom for at snakke lidt med dig
og sige dig farvel.
Gina
.
Så? Rejser du da?
Fru Sørby
.
Ja, imorgen tidlig; – op til Højdal. Grossereren
er rejst i eftermiddag. (henkastende { <...> }til Gregers.)
Kan hilse så meget fra ham.
Gina
.
Nej tænk –!
Hjalmar
.
Så grosserer Werle er rejst? Og nu rejser De
efter ham?
Fru Sørby
.
Ja hvad siger De til det, Ekdal?
Hjalmar
.
Vogt Dem, siger jeg.
Gregers
.
Faksimile
159
Jeg skal forklare dig det. Min far gifter sig
med fru Sørby.
Hjalmar
.
Gifter han sig med hende!
Gina
.
Å nej, Berta; blev det da endelig!
Relling

(dirrer lidt i stemmen.)
Dette her er da vel aldrig sandt?
Fru Sørby
Jo, snille Relling, det er rigtignok sandt.
Relling
.
Vil De gifte Dem nu igen?
Fru Sørby
.
Ja, det blir nok til det. Werle har løst kon-
gebrev, og så turer vi brylluppet i al stil-
hed oppe på værket.
Gregers
.
Så får jeg vel ønske Dem til lykke da som
en god stedsøn.
Fru Sørby
.
Tak skal De ha’, hvis De mener noget med
det. Og jeg håber da det, at det skal bli’ til
lykke både for Werle og for mig.
Relling
.
Det kan De trøstig håbe. Grosserer Werle
drikker sig aldrig fuld, – så vidt jeg ved da;
og han bruger visst ikke at skamslå sine ko-
ner heller, slig, som salig hestedoktoren gjorde.
Faksimile
160
Fru Sørby
.
Å lad nu Sørby lig{e}ge der han ligger. Han
havde såmænd sine gode sider, han også.
Relling
.
Grosserer Werle har vel de sider, som bedre
er, kan jeg tro.
Fru Sørby
.
Han har i al fald ikke sløset bort det bedste
i sig. Den mand, som det gør, han får ta’
følgerne.
Relling
.
Ikveld går jeg ud med Molvik.
Fru Sørby
.
Det skulde De ikke, Relling. Gør ikke det; –
for min skyld.
Relling
.
Der er ikke andet for. (til Hjalmar.) Vil du
være med, så kom˹.˺ indom til mig.
Gina
.
Nej tak. Ekdal går ikke med på den slags
apartementer.
Hjalmar

(arrig, halvhøjt.)
Å så ti da!
Rellinger
Farvel, fru – Werle.
(går ud gennem gangdøren.)
Gregers

(til fru Sørby.)
Faksimile
42.
161
Det lader til at De og doktor Relling kender
hinanden temmelig nøje.
Fru Sørby
.
Ja, vi har kendt hinanden i mange år. Det
kunde såmænd engang ha’ ble’t til noget af
hvert imellem os to.
Gregers
.
Det var sagtens godt for Dem at det ikke blev.
Fru Sørby
.
Ja det må De nok sige. Men jeg har altid
ta’t mig i vare for at gå efter indskydelser.
En kvinde kan da ikke kaste sig rent væk hel-
ler.
Gregers
.
Er De slet ikke det mindste ræd for at jeg skal
la’ min far få et nys om dette gamle bekendt-
skab?
Fru Sørby
.
De kan da vel tænke at jeg har sagt ham det
selv.
Gregers
.
Så?
Fru Sørby
.
Deres far ved hver eneste smule, som folk med
nogen sandhed kunde falde på at sige om
mig. Alt sligt har jeg sagt ham; det var det
første, jeg gjorde, da han lod sig mærke med
at han havde hensigter.
Gregers
.
Faksimile
162
Da er De mere end almindelig åbenhjertig, sy-
nes jeg.
Fru Sørby
.
Åbenhjertig har jeg altid været. Det kommer vi
fruentimmer længst med.
Hjalmar
.
Hvad siger du til det, Gina?
Gina
.
Å, vi fruentimmer er nu så forskellige, vi. Nogen
har det på én vis og andre på en anden.
Fru Sørby
.
Ja, Gina, jeg tror nu, det er klogest at indrette
sig på den vis, som jeg har gjort. Og Werle har
heller ikke lagt dølgsmål på noget for sit ved-
kommende. Se, det er det, som nærmest har knyt-
tet os sammen. Nu kan han sidde og snakke
med mig så åbent som et barn. Det har han
aldrig havt lejlighed til før. Han, den sunde
livskraftige mand, fik gennem hele sin ung-
dom og gennem alle sine bedste år ˹igennem˺ ikke høre
andet end straffeprækener. Og mangen gang
drejed de prækener sig om de mest indbildte
forgåelser, – efter hvad jeg har lad’t mig sige.
Gina
.
Ja, det er rigtignok så sandt, som det er sagt.
Gregers
.
Hvis fruerne vil ind på de enemærker, så
er det bedst jeg går.
Fru Sørby
.
Faksimile
163
De kan gerne bli’ for den sags skyld. Jeg skal
ikke sige et ord mere. Men jeg vilde, De skul-
de ha’ rede på at jeg ikke har faret med for-
tielser eller nogen slags underfundighed. Det
kan kanske synes at det er en svært stor lykke,
jeg gør; og det er det jo også på en måde.
Men jeg mener alligevel at jeg ikke tar imod
mere end jeg gir. Jeg skal visst aldrig svig-
te ham. Og tjene og nytte ham som ingen
anden, det kan jeg nu da han snart blir
hjælpeløs.
Hjalmar
.
Blir han hjælpeløs?
Gregers

(til fru Sørby.)
Ja, ja, tal ikke om det her.
Fru Sørby
.
Det nytter ikke at skjule det længer, så gerne
han end vil. Han blir blind.
Hjalmar

(studser.)
Blir han blind? Det var da besynderligt. Blir
han blind, han også?
Gina
.
Det blir jo så mange.
Fru Sørby
.
Og en kan vel tænke sig, hvad det vil sige for
en forretningsmand. Nå, jeg skal prøve på
at bruge mine øjne for ham så godt jeg kan.
Faksimile

164

Men nu tør jeg ikke bli’ længer; jeg er så opka-
vet i denne tid. – Ja, det var det, jeg skulde si-
ge Dem, Ekdal, at hvis der var noget, som Wer-
le kunde tjene Dem med, så skulde De bare
henvende Dem til Gråberg.
Gregers
.
Det tilbud vil Hjalmar Ekdal visst betakke
sig for.
Fru Sørby
.
Ja så; jeg synes da ikke at han før i tiden –
Gina
.
Jo, Berta, nu behøver ikke Ekdal at ta’ no-
gen tingen fra grosserer Werle.
Hjalmar
,
(langsomt og med vægt.)
Vil De hilse Deres tilkommende mand fra
mig og sige at jeg i den nærmeste fremtid ag-
ter at gå til bogholder Gråberg –
Gregers
.
Hvad! Kan du ville det ?
Hjalmar
.
– gå til bogholder Gråberg, siger jeg, og forlan-
ge en konto over det beløb, jeg skylder hans
principal. Jeg vil betale ˹denne˺ den<...> æresgæld –; ha-
ha-ha, det skal kaldes en æresgæld! Men nok
om det. Jeg vil betale alt, med fem procent
renter.
Gina
.
Men, snille Ekdal, det har vi, ved gud , ikke pen-
Faksimile

43.
165

ger til.
Hjalmar
.
Vil De sige Deres forlovede at jeg arbejder
ufortrødent på min opfindelse. Vil De si-
ge ham, at det, som holder mine åndskræf-
ter oppe under denne anstrængende beskæfti-
gelse, det er ønsket om at bli’ en pinlig gælds-
byrde kvit. Derfor gør jeg opfindelsen. Hele
udbyttet skal anvendes til at frigøre mig for
Deres ˹vordende˺ tilkommende ægtefælles pekuniære ud-
læg.
Fru Sørby
.
Her er nok sket et eller andet her i huset.
Hjalmar
.
Ja, det er det.
Fru Sørby
.
Nå, så farvel da. Jeg havde endnu havt lidt
at snakke med dig om, Gina; men det får
være til en anden gang. Farvel.
(Hjalmar og Gregers hilser stumt; Gina
følger fru Sørby til døren.)
Hjalmar
.
Ikke ud over tærskelen, Gina!
(Fru Sørby går; Gina lukker efter hende.)
Hjalmar
.
Se så, Gregers; nu har jeg da denne trykken-
de gældspost fra hånden.
Gregers
.
Snart i al fald.
Faksimile
166
Hjalmar
.
Jeg tror, min holdning må kaldes korrekt.
Gregers
.
Du er den mand, jeg altid har holdt dig for.
Hjalmar
.
I visse tilfælder er det umuligt at sætte sig
ud over de ideale krav. Som familjeforsør-
ger må jeg jo vri’ og vånde mig under det.
For du kan tro, det er sandelig ikke spøg for
en ubemidlet mand at skulle indfri en mange-
årig gældsfordring, som der, så at sige, havde
lagt sig glemselens støv over. Men det får
være det samme; mennesket i mig kræver
også sin ret.
Gregers

(lægger hånden på hans skulder.)
Kære Hjalmar, – var det så ikke godt at jeg
kom?
Hjalmar
.
Jo.
Gregers
.
At du fik fuld klarhed over alle forhold, – var
ikke det godt?
Hjalmar

(lidt utålmodig.)
Jo visst var det godt. Men der er én ting, som
oprører min retfærdighedsfølelse.
Gregers
.
Og hvad er det for noget?
Faksimile
167
Hjalmar
.
Det er dette her at –; ja, jeg ved ikke om jeg
tør yttre mig så uforbeholdent om din far.
Gregers
.
Tag ikke noget som helst hensyn til mig.
Hjalmar
.
Nå vel. Jo, ser du, jeg synes, det er noget så
oprørende at tænke sig til, at nu blir det jo
ikke mig men ham, som realiserer det san-
de ægteskab.
Gregers
.
Nej men hvo{ <...> }r kan du da sige sligt!
Hjalmar
.
Jo visst blir det så. Din far og fru Sørby ind-
går jo nu en ægtepagt, som er bygget på fuld
fortrolighed, bygget på hel og ubetinget åben-
hjertighed fra begge sider; de stikker ingen
ting under stol for hinanden; der er ingen
fortielse bag ved forholdet; der er forkyndt,
om jeg så må udtrykke mig, en gensidig syn-
dernes forladelse imellem dem.
Gregers
.
Nå ja, hvad så?
Hjalmar
.
Ja, men så er det der jo alt sammen. Det var
jo alt dette her vanskelige, som du selv sa’,
hørte til, for at grunde det sande ægteskab.
Gregers
.
Men det er jo på en ganske anden måde,
Faksimile

168

Hjalmar. Du vil da vel ikke sammenligne
hverken dig eller hende med disse to –? Nå,
du forstår mig nok.
Hjalmar
.
Men jeg kan dog ikke komme fra, at der i alt
dette er noget, som sårer og krænker min rets-
bevidsthed. Det ser jo akkurat ud, som om
der slet ingen retfærdig verdensstyrelse var
til.
Gina
.
Uf nej, Ekdal, sligt må du da, ved gud , ik-
ke sige.
Gregers
.
Hm; lad os ikke komme ind på de spørs-
mål.
Hjalmar
.
Men på den anden side er det jo rigtignok
som om jeg øjner skæbnens regulerende fin-
ger alligevel. Han blir jo blind.
Gina
.
Å det er kanske ikke så sikkert.
Hjalmar
.
Det er utvilsomt. Vi bør ikke tvile på det
i al fald; for just i dette faktum ligger den
retfærdige gengældelse. Han har i sin
tid forblindet en troskyldig medskabning –
Gregers
.
Desværre, han har forblindet mange.
Hjalmar
.
Faksimile
44.
169
Og nu kommer den ubønhørlige, den gåde-
fulde, og kræver grossererens egne øjne.
Gina
.
Nej, at du tør sige sligt stygt noget! Jeg blir
rent ræd.
Hjalmar
.
Det er tjenligt at fordybe sig i tilværelsens
natsider en gang imellem.
(Hedvig, i hat og kåbe, kommer glad og
forpustet ind gennem gangdøren.)
Gina
.
Er du alt der igen?
Hedvig
.
Ja, jeg vilde ikke gå længer. Og det var godt; for
nu mødte jeg nogen i porten.
Hjalmar
.
Det var vel denne fru Sørby.
Hedvig
.
Ja.
Hjalmar

(går op og ned.)
Jeg vil håbe, du skal ha’ set hende for sidste
gang.
(Taushed. Hedvig ser forknyt snart på den
ene snart på den anden som for at udforske
stemningen.)
Hedvig

(nærmer sig indsmigrende.)
Far.
Faksimile
170
Hjalmar
.
Nå, – hvad er det, Hedvig?
Hedvig
.
Fru Sørby havde noget med til mig.
Hjalmar

(standser.)
Til dig?
Hedvig
.
Ja. Det er noget, som skal være til imorgen.
Gina
.
Berta har altid havt en liden ting til di{ <...> }g på
den dagen.
Hjalmar
.
Hvad er det for noget?
Hedvig
.
Nej, det kan du ikke få vide nu; for mor skal
gi’ mig det på sengen imorgen ti{ <...> }dlig.
Hjalmar
.
Å, alt dette maskepi, som jeg skal holdes uden-
for!
Hedvig

(skynder sig.)
Nej, du kan gerne få se det. Det er et stort
brev.
(tar brevet op af kåbelommen.)
Hjalmar
.
Et brev også?
Hedvig
.
Ja, det er bare brevet. Det andet kommer
Faksimile

171

vel siden. Men tænk, – et brev! Jeg har aldrig
fåt noget brev før. Og så står der «frøken» { <...> }uden-
udenpå det. (læser.) «Frøken Hedvig Ekdal».
Tænk, – det er mig.
Hjalmar
.
Lad mig se det brev.
Hedvig

(rækker ham det.)
Der kan du se.
Hjalmar
.
Det er grosserer Werles hånd.
Gina
.
Er du viss på det, Ekdal?
Hjalmar
.
Se selv.
Gina
.
Å tror du, jeg skønner mig på sligt?
Hjalmar
Hedvig, må jeg åbne brevet – og læse det?
Hedvig
.
Ja det må du gerne, hvis du vil.
Gina
.
Nej, ikke ikveld, Ekdal; det skal jo være til
imorgen.
Hedvig

(sagte.)
Å kan du ikke la’ ham læse det! Det er visst noget
godt; og så blir far glad; og så blir her fornøjeligt
igen.
Faksimile
172
Hjalmar
.
Jeg må altså åbne det?
Hedvig
.
Ja, vær så snil, far. Det skal bli’ morsomt at få
vide, hvad det er.
Hjalmar
.
Godt. (åbner brevet, tar et papir ud, læser det i-
gennem og synes forvirret.)
Hvad er da dette her –?
Gina
.
Hvad står der for noget da?
Hedvig
.
Å ja, far, – sig det!
Hjalmar
.
Vær stille. (læser det en gang til igennem; er
bleven bleg, men siger behersket:)
Det er et gave-
brev, Hedvig.
Hedvig
.
Nej, tænk! Hvad får jeg da?
Hjalmar
Læs selv.
Hedvig

(går hen og læser en stund ved lampen.)
Hjalmar

(halvhøjt, knytter hænderne.)
Øjnene! Øjnene, – og så det brevet!
Hedvig

(afbryder læsningen.)
Ja, men jeg synes, det er bedstefar som skal
ha’ det.
Faksimile
45.
173
Hjalmar

(tar brevet fra hende.)
Du Gina, – kan du forstå dette her?
Gina
.
Jeg ved jo ingen verdens ting; bare sig det.
Hjalmar
.
Grosserer Werle skriver til Hedvig, at hendes
gamle bedstefar ikke mere behøver at bemøje
sig med den arkskriften, men at han heref-
ter kan hæve hundrede kroner månedlig på
kontoret –
\
Gregers
.
Aha!
/
Hedvig
.
Hundrede kroner, mor! Det læste jeg.
Gina
.
Det blir jo godt for bedstefar.
\
Gregers
.
Aha!
/
Hjalmar
.
– hundrede kroner, så længe han har det nødig,
– det vil naturligvis sige, så længe til han har
lukket sine øjne.
Gina
.
Nå, så er da han forsørget, stakker .
Hjalmar
.
Men kommer det. Det læste du nok ikke,
Hedvig. Bagefter skal denne gave gå over på
dig.
Hedvig
.
På mig! Alt sammen?
Hjalmar
.
Du er sikkret det samme beløb for hele dit
Faksimile

174

liv, skriver han. Hører du det, Gina?
Gina
.
Ja, jeg hører det nok.
Hedvig
.
Tænk – alle de penge, jeg får! (rusker i ham.)
Far, far, er du da ikke glad –?
Hjalmar

(undviger hende.)
Glad! (går om på gulvet.) Å, hvilke fjernsyn,
– hvilke perspektiver der ruller op for mig!
Hedvig er det; hun er det, han betænker så
rigelig!
Gina
.
Ja, for det er jo Hedvig, som har jebursdag –
Hedvig
.
Og du får det jo alligevel, far! Du kan da
vel tænke, at jeg vil gi’ alle pengene til dig og
mor.
Hjalmar
.
Til mor, ja! Der har vi det.
Gregers
.
Hjalmar, dette her er en snare, som lægges for
dig.
Hjalmar
.
Tror du, det skulde være en snare nu igen?
Gregers
.
Da han var her imorges, sa’ han: Hjalmar
Ekdal er ikke den mand, som du indbilder dig.
Hjalmar
.
Faksimile
175
Ikke den mand –!
Gregers
.
Du skal få se det, sa’ han.
Hjalmar
.
Du skulde få se, at jeg lod mig afspise med
penge –!
Hedvig
.
Men, mor, hvad er det da for noget?
Gina
.
Gå ud og tag af dig tøjet.
(Hedvig går grædefærdig ud gennem køkken-
døren.)
Gregers
.
Ja, Hjalmar, – nu vil det vise sig, hvem der
har ret, han eller jeg.
Hjalmar

(river langsomt papiret tvers over, lægger beg-
ge stykkerne på bordet og siger:)
Her er mit svar.
Gregers
Det vented jeg.
Hjalmar

(går hen til Gina, som står ved ovnen, og siger
dæmpet:)
Og nu ingen fortielse mere. Hvis forholdet
mellem dig og ham blev helt forbi da du – kom
til at holde af mig, som du kalder det, – hvor-
for satte han os da i stand til at gifte os?
Gina
.
Faksimile
176
Han tænkte vel, han skulde få sin gang her
i huset.
Hjalmar
.
Bare det? Var han ikke ræd for en viss mulig-
hed?
Gina
.
Jeg skønner ikke, hvad du mener.
Hjalmar
.
Jeg vil vide, om – dit barn har ret til at leve un-
der mi{ <...> }t tag.
Gina

(retter sig ivejret; øjnene lyner.)
Og det spør’ du om!
Hjalmar
.
Du skal svare mig på dette ene: Hører Hed-
vig mig til – eller –? Nå!
Gina
,
(ser på ham med kold trods.)
Jeg ved ikke.
Hjalmar

(dirrer let.)
Du ved det ikke!
Gina
.
Hvor kan jeg vide det? En slig en, som jeg er –
Hjalmar

(stille, vender sig fra hende.)
Så har jeg ikke mere at gøre her i huset.
Gregers
Betænk dig på dette, Hjalmar!
Faksimile
46.
177
Hjalmar

(tar sin yderfrakke på.)
Her er ingen ting at betænke for en mand,
som jeg.
Gregers
.
Jo, her er så usigelig meget at betænke. Sam-
men må I tre være, hvis du skal vinde frem
til den store tilgivelsens offerstemning.
Hjalmar
.
Did vil jeg ikke. Aldrig, aldrig! Min hat! (tar
hatten.)
Hjemmet er styrtet i grus omkring
mig. (brister i gråd.) Greger , jeg har ikke no-
get barn!
Hedvig
,
(som har åbnet køkkendøren.)
Hvad er det du siger! (hen til ham.) Far, far!
Gina
.
Se så!
Hjalmar
.
Kom ikke nær mig, Hedvig! Gå langt bort.
Jeg tåler ikke at se dig. Å, de øjnene –! Far-
vel.
(vil imod døren.)
Hedvig

(hænger sig fast i ham og skriger højt.)
Nej da! Nej da! Gå ikke ifra mig!
Gina

(råber.)
Se på barnet, Ekdal! Se på barnet!
Faksimile
178
Hjalmar
.
Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg må ud; – væk
fra alt dette!
(Han river sig løs fra Hedvig og går ud
gennem gangdøren.)
Hedvig

(med fortvilede øjne.)
Han går fra os, mor! Han går fra os! Han kom-
mer aldrig mere igen!
Gina
.
Bare ikke græd, Hedvig. Far kommer nok igen.
Hedvig

(kaster sig hulkende ned i sofaen.)
Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere.
Gregers
.
Tror De, jeg vilde alt til det bedste, fru Ekdal?
Gina
.
Ja, jeg tror det næsten; men gud forlade Dem
alligevel.
Hedvig

(ligger i sofaen.)
Å jeg synes jeg må dø af dette hen her! Hvad
har jig da gjort ham? Mor, du må få ham
hjem igen!
Gina
.
Ja, ja, ja; vær bare rolig, så skal jeg gå ud og
se f efter ham. (tar ydertøjet på.) Kanske
han er gåt indom til Relling. Men så skal
du ikke ligge der og tude. Lover du mig det?
Faksimile
179
Hedvig

(græder krampagtigt.)
Ja, jeg skal la’ det være; når bare far kom-
mer igen.
Gregers

(til Gina, som vil gå.)
Var det ikke bedre alligevel at De først lod ham
kæmpe sin smertens kamp til ende?
Gina
.
Å, det får han gøre bagefter. Først og fremst
må vi få stagget barnet.
( går ud gennem gangdøren.)
Hedvig

(sætter sig oprejst og tørrer tårerne af.)
Nu skal De sige mig, hvad det er for noget.
Hvorfor vil ikke far vide af mig mere?
Gregers
.
De skal ikke spørge om det forinden De er ble’t
stor og voksen.
Hedvig
.
(hikster.)
Men jeg kan da ikke gå og være så græsselig
bedrøvet lige til jeg blir stor og voksen. – Jeg
skønner nok, hvad det er. – Kanske jeg ikke
er fars rigtige barn.
Gregers

(urolig.)
Hvorledes skulde det gå til?
{ N }Hedvig
.
Faksimile
180
Mor kan jo ha’ fundet mig. Og nu har kan-
ske far fåt vide det; for sligt har jeg læst om.
Gregers
.
Nå, men om så var –
Hedvig
.
Ja jeg synes, han kunde holde lige meget
af mig for det. Ja næsten mere. Vildanden
har vi jo også fåt sendendes til foræring, og al-
ligevel holder jeg så svært af den.
Gregers

(afledende.)
Ja vildanden, det er sandt! Lad os snakke lidt
om vildanden, Hedvig.
Hedvig
.
Den stakkers vildanden. Den tåler han heller
ikke at se for sine øjne mere. Tænk, han har
fåt lyst til at vri’ halsen om på den!
Gregers
.
Å det gør han da visst ikke.
Hedvig
.
Nej, men han sa’ det. Og det synes jeg var så
fælt sagt af far; for jeg læser bøn for vildan-
den hver aften og bér at den må blive bevaret
for døden og alt det, som ondt er.
Gregers

(ser på hende.)
Plejer De læse aftenbøn?
Hedvig
.
Jaha.
Faksimile
47.
181
Gregers
.
Hvem har vænnet Dem til det?
Hedvig
.
Jeg selv; for det var en gang far var så syg
og havde igler på halsen; og så sa’ han at han
sad med døden i hænderne.
Gregers
.
Nå ja?
Hedvig
.
Så holdt jeg bøn for ham da jeg havde lagt
mig. Og siden er jeg ble’t ved med det.
Gregers
.
Og nu bér De for vildanden også?
Hedvig
.
Jeg syntes, det var bedst at ta’ vildanden med;
for hun var så sygelig i førstningen.
Gregers
.
Læser De kanske morgenbøn også?
Hedvig
.
Nej det gør jeg da rigtignok ikke.
Gregers
.
Hvorfor ikke ligeså godt morgenbøn?
Hedvig
.
Om morgenen er det jo lyst; og da er der jo ik-
ke noget videre at være ræd for.
Gregers
.
Og den vildanden, som De holder så inderlig
af, den vilde Deres far vri’ halsen om på.
Hedvig
.
Faksimile
182
Nej, han sa’, det var bedst for ham, om han
gjorde det; men han vilde spare den for min
skyld; og det var da snilt af far.
Gregers

(lidt nærmere.)
Men om nu De frivillig offred vildanden for
hans skyld?
Hedvig
,
(rejser sig.)
Vildanden!
Gregers
.
Om De nu for ham offervillig gav hen det bed-
ste, De ejer og véd i verden?
Hedvig
.
Tror De, det vilde hjælpe?
Gregers
.
Prøv det, Hedvig.
Hedvig

(sagte, med lysende øjne.)
Ja, jeg vil prøve det.
Gregers
.
Og har De den rigtige sindsstyrke, tror De?
Hedvig
.
Jeg vil bé bedstefar skyde vildanden for mig.
Gregers
.
M Ja, gør så. Men ikke et ord til Deres mor om
noget sligt!
Hedvig
.
Hvorfor ikke det?
Faksimile
183
Gregers
.
Hun forstår os ikke.
Hedvig
.
Vildanden? Jeg vil prøve det imorgen tidlig.
(Gina kommer ind gennem gangdøren.)
Hedvig

(imod hende.)
Traf du ham, mor?
Gina
.
Nej; men jeg hørte, han havde været indom
og fåt Relling med sig.
Gregers
.
Er De viss på det?
Gina
.
Ja, portkonen sa’ det. Molvik var også gåt
med, sa’ hun.
Gregers
.
Og det nu, da hans sind trænger så hårdt til
at kæmpe i ensomhed –!
Gina

(tar tøjet af.)
Ja, mandfolk er mangfoldige, de. Gud ved ,
hvor Relling har trukket ham hen! Jeg fløj
over til madam Eriksen; men der var de ikke.
Hedvig

(kæmper med gråden.)
Å, hvis han nu aldrig kom hjem igen mere!
Gregers
.
Han kommer hjem igen. Jeg skal bære bud
Faksimile

184

til ham imorgen; og da skal De få se hvorle-
des
han kommer. Sov så trøstig på det, Hed-
vig. God nat.
(han går ud gennem gangdøren.)
Hedvig

(kaster sig hulkende om Ginas hals.)
Mor, mor!
Gina

(klapper hende på ryggen og sukker:)
Ak ja; Relling havde ret, han. Så går det
når der kommer galne folk og pressenterer
den intrikate fordringen.

Faksimile
48.
185
Femte akt.
(Hjalmar Ekdals atelier. Et koldt gråt
morgenlys falder ind; der ligger våd sne på
de store ruder i tagvinduet.)
(Gina, med smækkeforklæde på, kommer
med en støvekost og en tørreklud fra køkkenet
og går hen imod dagligstuedøren. I det sam-
me kommer Hedvig ˹hurtigt˺ ind fra gangen.)
Gina

(standser.)
Nå?
Hedvig
.
Jo, mor, jeg tror næsten han er nede hos Rel-
ling –
Gina
.
Ser du bare!
Hedvig
.
– for portkonen sa’, hun hørte at Relling
havde to stykker med sig da han kom hjem
i nat.
Gina
.
Det var nok det jeg tænkte.
Hedvig
.
Men det nytter jo ikke noget, når han ikke
vil komme op til os.
Gina
.
Faksimile
186
I det mindste så vil jeg da ned og snakke med
ham.
(Gamle Ekdal, i slåbrok og tøfler og med tændt
pibe, kommer frem i døren til sit værelse.)
Ekdal
.
Du Hjalmar –. Er ikke Hjalmar hjemme?
Gina
.
Nej, han er nok gåt ud.
Ekdal
.
Så tidlig? Og i sligt et forrygendes snékav? Ja,
ja; vær så god; jeg kan gå morgenturen alene,
jeg.
(Han skyder loftsdøren tilside; Hedvig hjæl-
per ham; han går derind; hun lukker efter ham.)
Hedvig

(halvhøjt.)
Tænk, mor, når stakkers bedstefar får høre at
far vil rejse ifra os.
Gina
.
Å prat; bedstefar må ikke få høre noget om det.
Det var en guds lykke at han ikke var hjemme
igår under al den hurlomhejen.
Hedvig
.
Ja men –
(Gregers kommer ind gennem gangdøren.)
Gregers
.
Nå? Har De så fåt spurlag på ham?
Gina
.
Han skal nok være nede hos Relling, siger de.
Faksimile
187
Gregers
.
Hos Relling! Har han virkelig været ude med de
mennesker?
Gina
.
Han har nok det.
Gregers
.
Ja men han, som trængte så inderlig til ensom-
hed og til at samle sig i alvor –!
Gina
.
Ja De må så sige.
(Relling kommer ind fra gangen.)
Hedvig

(imod ham.)
Er far hos Dem?
Gina

(samtidigt.)
Er han der?
Relling
.
Ja visst er han så.
Hedvig
.
Og De, som ikke siger os til!
Relling
.
Ja, jeg er et bæ-æst. Men først så havde jeg det
andre bæ-æstet at holde styr på; ja, han, den
dæmoniske, naturligvis; og siden så sovned jeg
ind så tungt at –.
Gina
.
Hvad siger Ekdal idag?
Relling
.
Faksimile
188
Han siger ingen verdens ting.
Hedvig
.
Snakker han slet ikke?
Relling
.
Ikke et levendes ord.
Gregers
.
Nej, nej; det kan jeg så godt forstå.
Gina
.
Men hvad tar han sig da til?
Relling
.
Han ligger på sofaen og snorker.
Gina
.
Så? Ja, Ekdal er svær til at snorke.
Hedvig
.
Sover han? Kan <...> han sove?
Relling
.
Ja det lader s’gu’ til det.
Gregers
.
Begribelig; efter den sjælestrid, som har opre-
vet ham –
Gina
.
Og så han, som aldrig er vant til at sværme uden-
dørs om nætterne.
Hedvig
.
Det er kanske bra’, det, at han får sove, mor.
Gina
.
Det tænker jeg også. Men så er det ikke værdt
vi muntrer ham for tidlig da. Tak skal De
ha’, Relling. Nu må jeg først få gjort huset
Faksimile

49.
189

lidt rensligt og pent, og så –. Kom og hjælp
mig, Hedvig.
(Gina og Hedvig går ind i dagligstuen.)
Gregers

(vender sig til Relling.)
Kan De forklare mig den åndelige rørelse,
som nu foregår i Hjalmar Ekdal?
Relling
.
Jeg har, min sæl, ikke mærket at der foregår
nogen åndelig rørelse i ham.
Gregers
.
Hvad! På et sligt vendepunkt, da hele hans
liv har fåt et nyt grundlag –? Hvor kan De
tænke Dem at en personlighed som Hjalmar –?
Relling
.
Å, personlighed – han! Hvis han nogensinde
har havt ansats til den slags abnormiteter,
som De kalder personlighed, så er både rød-
derne og trævlerne ble’t grundigt exstirperet
allerede i gutteårene; det kan jeg forsikkre
Dem.
Gregers
.
Det skulde dog være mærkeligt – med den kær-
lighedsfulde opdragelse, som han har nydt.
Relling
.
Af de <...> to forskruede, hysteriske tante-frøke-
nerne, mener De?
Gregers
.
Jeg vil sige Dem, at det var kvinder, som
Faksimile

190

aldrig la’ den ideale fordring i glemmebogen; –
ja, nu skal De vel til at gøre nar igen.
Relling
.
Nej, jeg er ikke oplagt til det. For resten ved
jeg god besked; for han har gulpet op adskil-
lig retorik om disse sine «tvende sjælemødre».
Men jeg tror ikke han har stort at takke dem
for. Ekdals ulykke er, at han altid i sin kreds
er ble’t holdt for et lys –
Gregers
.
Og det er han kanske ikke? I sindsdybet, mener jeg?
Relling
.
Jeg har aldrig mærket noget til det. At hans
far trodde det, – lad det gå; for gamle løjtnan-
ten har jo været et fæ <...> alle sine dage.
Gregers
.
Han har alle sine dage været en mand med
barnesind; det er det, De ikke skønner.
Relling
.
Ja, ja da! Men da så den kære søde Hjalmar
var ble’t student på en måde, så galdt han
straks for det store frmtidslys blandt kammera-
terne også. Vakker var han jo, det drog, – rød
og hvid, – slig, som småjomfruer helst vil ha’
fyrene; og da han nu havde dette letrørte ge-
myttet og dette hjertevindende i røsten, og da
han forstod så pent at deklamere andres vers
og andres tanker –
Gregers
,
Faksimile

191

(harmfuld.)
Er det Hjalmar Ekdal, De taler således om?
Relling
.
Ja, med Deres tilladelse; for således ser det ud
indvendig, det gudebillede, som De ligger næ-
segrus for.
Gregers
.
Jeg trodde dog ikke at jeg var så aldeles blind
heller.
Relling
.
Å jo, det er ikke langt ifra. For De er en syg
mand, De også, ser De.
Gregers
.
Det har De ret i.
Relling
.
Jaha. De lider af et kompliceret tilfælde. Først
er det nu denne brydsomme retskaffenhedsfebe-
ren; og så det, som værre er, – altid går De og
ørsker i tilbedelses-delirium; altid skal De ha’
noget at beundre udenfor Deres egne grejer.
Gregers
.
Ja udenfor mit eget må jeg visselig søge det.
Relling
.
Men {d}De tar så skammelig fejl af de store vidunder-
fluerne, som De tror at se og høre omkring Dem.
De er atter igen kommet ind i en husmandsstue
med den ideale fordringen; her bor ikke solven-
te folk her i huset.
Gregers
.
Faksimile
192
Når De ikke har højere tanker om Hjalmar Ek-
dal, end som så, hvor kan De da finde nogen glæ-
de i stødt og stadig at være sammen med ham?
Relling
.
Herre gud , jeg skulde da være en slags dok-
tor, med skam at sige; og så må jeg da ta’ mig
af de stakkers syge, jeg bor i hus med.
Gregers
.
Se så! Er Hjalmar Ekdal også syg?
Relling
.
Folk er syge omtrent alle i hob, desværre.
Gregers
.
Og hvad kur bruger De så for Hjalmar?
Relling
.
Min sædvanlige. Jeg sørger for at holde livs-
løgnen oppe i ham.
Gregers
.
Livs-løgnen? Jeg hørte ikke rigtig –?
Relling
.
Jo, jeg sa’ livsløgnen. For livsløgnen er det
stimulerende princip, det, ser De.
Gregers
.
Må jeg spørge, hvad det er for en livsløgn,
Hjalmar er befængt med?
Relling
.
Nej tak; jeg forråder ikke slige hemmelighe-
der til kvaksalvere. De var i stand til at for-
kluddre ham endnu mere for mig. Men me-
toden er probat. Jeg har anvendt de{ <...> }n på Mol-
Faksimile

50.
193

vik også. Ham har jeg gjort «dæmonisk». Det
er nu den font{ <...> }anellen, jeg måtte sætte ham i
nakken.
Gregers
.
Er han da ikke dæmonisk?
Relling
.
Hvad ˹fan’˺ vil det sige, at være dæmonisk? Det
er jo bare noget sludder, som jeg fandt på for
at berge livet i ham. Havde jeg ikke det gjort,
så var det stakkers skikkelige svinet buk-
ket under i selvforagt og fortvilelse for man-
ge herrens år siden. Og så gamle løjtnan-
ten da! Men han har nu rigtignok fundet
på kuren selv.
Gregers
.
Løjtnant Ekdal? Hvad han?
Relling
.
Ja, hvad mener De om det, at han, bjørnejæge-
geren [HIS: KBK Collin 262, 4°, III.1, dittografi ved linjeskift] , går der inde <...> på mørkloftet og jager
kaniner? Der er ikke lykkeligere skytter til
i verden, end han, den gamle manden, når
han får tumle sig der inde mellem alt
skrapet. De fire–fem fortørkede juletræ-
erne, som han har gemt på, de er for ham
det samme, som hele, store, friske Højdals-
skogen; hanen og alle hønerne der er stor-
fugl i furutoppene, de; og kaninerne, som
humser bortefter loftsgulvet, det er bam-
serne, som han gir sig i kast med, han,
Faksimile

194

den spræke friluftsgubben.
Gregers
.
Den ulykkelige gamle løjtnant Ekdal, ja. Han
har rigtignok måttet slå af på sin ungdoms
idealer.
Relling
.
Mens jeg husker det, herr Werle junior, – brug
ikke det udenlandske ord: idealer. Vi har jo
det gode norske ord: løgne.
Gregers
.
Mener De at de to ting er i slægt med hinan-
den?
Relling
.
Ja, omtrent som tyfus og forrådnelsesfeber.
Gregers
.
Doktor Relling, jeg gir mig ikke før jeg har
reddet Hjalmar ud af Deres klør! s
Relling
.
Det turde bli’ værst for ham. Tar De livs-
løgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tar
De lykken fra ham med det samme. (til
Hedvig, som kommer fra dagligstuen.)
Nå,
lille vildand-mor, nu går jeg ned og ser
om fatter endnu ligger og funderer på den
mærkelige opfindelsen .
(går ud gennem gangdøren.)
Gregers

(nærmer sig Hedvig.)
Jeg kan se på Dem at det ikke er fuldbragt.
Faksimile
195
Hedvig
.
Hvilket? Nå, Å, det med vildanden. Nej.
Gregers
.
Sindsstyrken svigted Dem, da det skulde fø-
res ud i handling, kan jeg tænke.
Hedvig
.
Nej, det er ikke det heller. Men da jeg vågned
idag tidlig og husked på det, vi havde snak-
ket om, så syntes jeg det var så underligt.
Gregers
.
Underligt?
Hedvig
.
Ja jeg ved ikke –. Igår kveld, straks med det
samme, syntes jeg der var noget så dejligt i
det; men da jeg havde sovet, og husked på det
igen, så syntes jeg ikke det var noget videre.
Gregers
.
Å nej, De er vel ikke vokset op her uden at no-
get er gåt til spilde i Dem.
Hedvig
.
Ja det bryr jeg mig ikke om; når bare far vil-
de komme op, så –
Gregers
.
Å, havde De så sandt fåt opladt øje for det,
som gir livet værd, – havde De det sande, gla-
de, modige offersind, så skulde De vel få
se, hvorledes han kom op til Dem. – Men
jeg tror på Dem endnu, jeg, Hedvig.
(han går ud gennem gangdøren.)
Faksimile
196
(Hedvig driver om på gulvet; derpå vil hun
gå ud i køkkenet; i det samme banker det in-
denfra på g loftsdøren; Hedvig går hen og åb-
ner på klem; gamle Ekdal kommer ud; hun
skyver døren for igen.)
Ekdal
.
Hm, det er klein moro at gå morgentur alene,
du.
Hedvig
.
Havde du ikke lyst til at gå på jagt, bedstefar?
Ekdal
.
Det er ikke jagtvejr idag. Sligt mørke da; en kan
knapt se frem for sig.
Hedvig
.
Får du aldrig lyst til at skyde på noget andet
end de kaninerne?
Ekdal
.
Er ikke kaninerne gode nok, de, kanske?
Hedvig
.
Ja men vildanden da?
Ekdal
.
Hå-hå; er du ræd, jeg skal skyde vildanden
for dig? Aldrig i verden, du. Aldr{ <...> }ig det.
Hedvig
.
Nej, du kunde vel ikke; for det skal jo være svært
at skyde vildænder.
Ekdal
.
Kunde ikke? Skulde vel mene, at jeg kunde.
Hedvig
.
Faksimile
51.
197
Hvorledes vilde du da bære dig ad, bedstefar; –
jeg mener ikke med min vildand men med an-
dre?
Ekdal
.
Vilde se til at få skud på dem under brystet,
skønner du; for det er det sikkreste. Og så skal
de skydes mod fjæren, ser du, – ikke med fjæ-
ren.
Hedvig
.
Dør de da, bedstefar?
Ekdal
.
Ja gu’ dør de – når en skyder rigtig. Nå; må
vel ind og pudse mig. Hm, – forstår nok – hm.
(går ind i sit værelse.)
Hedvig

(venter lidt, skotter mod stuedøren, går hen
til reolen, strækker sig på tæerne, tar den dob-
beltløbede pistol ned fra hylden og ser på den)
.
(Gina, med støvekost og tørreklud, kommer
fra dagligstuen.)
Hedvig

(lægger hurtig og ubemærket pistolen fra sig.)
Gina
.
Ikke stå og rod i fars sager, Hedvig.
Hedvig

(går fra reolen.)
Jeg vilde bare rydde lidt.
Gina
.
Gå heller ud i køkkenet og se om kaff{e}ien
Faksimile

198

holder sig varm; jeg vil ta’ brettet med når
jeg går ned til ham.
(Hedvig går ud; Gina begynder at feje
og gøre rent i atelieret.)
(Om en stund åbnes gangdøren nølende, og
Hjalmar Ekdal ser ind; han har overfrak-
ken på men er uden hat, uvasket og med
forpjusket, uredt hår; øjnene er sløve og
matte.)
Gina

(blir stående med kosten i hånden og ser på ham.)
Å nej da, Ekdal, – kommer du alligevel?
Hjalmar

(træder ind og svarer med dump røst:)
Jeg kommer – for at forsvinde i den samme stund.
Gina
.
Ja, ja; kan nok tænke mig det. Men Jøss’ da, –
hvorledes er det du ser ud!
Hjalmar
.
Ser ud?
Gina
.
Og så den pene vinterfrakken din! Nå, den har
da fåt sin bekomst.
Hedvig

(i køkkendøren.)
Mor, skal jeg ikke –? (ser Hjalmar, skriger højt
af glæde og løber imod ham.)
Å far, far!
Hjalmar

(vender sig bort og slår ud med hånden.)
Faksimile
199
Væk, væk, væk! (til Gina.) Få hende væk fra
mig, siger jeg!
Gina

(halvhøjt.)
Gå ind i dagligstuen, Hedvig.
(Hedvig går stille derind.)
Hjalmar

(travlt, trækker bordskuffen ud.)
Jeg må ha’ mine bøger med mig. Hvor er mine
bøger?
Gina
.
Hvilke bøger?
Hjalmar
.
Mine videnskabelige værker, naturligvis, – de
tekniske tidsskrifter, som jeg bruger til opfin-
delsen.
Gina

(søger i reolen.)
Er det disse her, som ikke er nogen perm på?
Hjalmar
.
Ja visst er det så.
Gina
,
(lægger en bunke hæfter på bordet.)
Skal jeg ikke få Hedvig til at skære dem op for
dig?
Hjalmar
.
Behøves ingen opskæring for mig.
(kort taushed.)
Gina
.
Faksimile
200
Det blir altså ved det, at du flytter ifra os, Ekdal?
Hjalmar

(roder mellem bøgerne.)
Ja det forstår sig da af sig selv, synes jeg.
Gina
.
Ja-ja.
Hjalmar

( hæftigt .)
For jeg kan da ikke gå her og få mit hjerte gen-
nemboret hver time på dagen!
Gina
.
Gud forlade dig, at du kan tro <...> så stygt om mig.
Hjalmar
.
Bevis –!
Gina
.
Jeg synes, du skulde bevise.
Hjalmar
.
Efter en forgangenhed, som din? Der gives vis-
se krav –; jeg kunde fristes til at kalde de{n}m ide-
ale krav –
Gina
.
Men gamlefar da? Hvad skal der bli’ af ham,
stakker?
Hjalmar
.
Jeg kender min pligt; den hjælpeløse flytter
med mig. Jeg vil ud i byen og gøre anstalter –.
Hm –. (nølende.) Er der ingen, som har fundet
min hat på trapperne?
Gina
.
Faksimile
52.
201
Nej. Har du mistet hatten?
Hjalmar
.
Jeg havde den naturligvis på da jeg kom i-
nat; det er der ingen tvil om; men idag kun-
de jeg ikke finde den.
Gina
.
Jøss’, hvor har du da været henne med de to
ranglefanterne?
Hjalmar
.
Å, spørg mig ikke om uvæsentlige ting. Tror
du, jeg er i stemning til at huske på enkethe-
der ?
Gina
.
Bare du ikke har forkølet dig, Ekdal.
(går ud i køkkenet.)
Hjalmar

(taler med sig selv, halvhøjt og forbittret, mens
han tømmer bordskuffen.)
Du er en skurk, Relling! – En kæltring er du!
– Ah, skændige forfører! – Kunde jeg så sandt
få nogen til at snigmyrde dig!
(han lægger nogle gamle breve til side, finder
det overrevne papir fra gårsdagen, tar det og
ser på stykkerne; lægger det hurtigt fra sig
i det Gina kommer.)
Gina

(sætter et dækket kaffebræt på bordet.)
Her er en tår varmt, om du kunde ha’ lyst.
Og så er her smørrebrøder og lidt saltmad til.
Faksimile
202
Hjalmar

(skotter til brettet.)
Saltmad? Aldrig under dette tag! Rigtignok
har jeg ikke nydt faste næringsmidler på snart
fire og tyve timer; men det får være det sam-
me. – Mine optegnelser! Mine ˹påbegyndte˺ livserindrin-
ger! Hvor finder jeg min dagbog og mine vig-
tige papirer? (åbner stuedøren men viger til-
bage.)
Der er hun også!
Gina
.
Ja, herre gud , et steds må da barnet være.
Hjalmar
.
Gå ud.
(han gør plads; Hedvig kommer forskræmt ind
i atelieret.)
Hjalmar
,
(med hånden på dørvrideren, siger til Gina.)
I de sidste øjeblikke, jeg tilbringer i mit for-
dums hjem, ønsker jeg at forskånes for uved-
kommende –
(går ind i stuen.)
Hedvig
,
(med et sæt imod sin mor, spørger sagte og
bævende:)
Er det mig?
Gina
.
Hold dig i køkkenet, Hedvig; eller nej, – gå
heller ind i kammerset til dig selv. (taler til
Hjalmar idet hun går ind til ham.)
Bi lidt,
Faksimile

203

Ekdal; rod ikke så i kommoden; jeg ved , hvor
al tingen ligger.
Hedvig

(står et øjeblik urørlig, i angst og rådvild-
hed, bider læberne sammen for at kvæle grå-
den; så knytter hun krampagtigt hænderne
og siger sa{ <...> }gte:)
Vildanden!
(Hun lister sig hen og tar pistolen fra hyl-
den, åbner loftsdøren på klem, smyger ind og
trækker døren til efter sig.)
(Hjalmar og Gina begynder at disputere
inde i dagligstuen.)
Hjalmar

(kommer med nogle skrivebøger og gamle løse
papirer, som han lægger på bordet.)
Å hvad kan den vadsækken forslå! Det blir jo
de tusende ting, jeg får at slæbe med mig.
Gina
,
(følger efter med vadsækken.)
Men så la’ alt det andre ligge så længe; og ta’
bare med dig en skjorte og et par underbukser.
Hjalmar
.
Puh, – disse anstrængende forberedelser –!
(trækker yderfrakken af og kaster den på so-
faen.)
Gina
.
Og så { <...> }står kaffien og blir kold også.
Hjalmar
.
Faksimile
204
Hm.
(drikker uvilkårlig en slurk og derpå atter en.)
Gina

(tørrer stolryggene af.)
Værst blir det nu for dig at finde sligt et stort
loftsrum til kaninerne.
Hjalmar
.
Hvad! Skal jeg slæbe alle de kaninerne med
mig også{!}?
Gina
.
Ja, gamlefar kan da ikke være uden kani-
ner, ved jeg.
Hjalmar
.
Det får han sandelig vænne sig til. Der er
højere livsgoder end kaniner, som jeg
gi’ afkald på.
Gina

(støver af i reolen.)
Skal jeg lægge fløjten i vadsækken til dig?
Hjalmar
.
Nej. Ingen fløjte for mig. Men gi’ mig pi-
stolen!
Gina
.
Vil du ha’ den pigstolen med dig?
Hjalmar
.
Ja. Min ladte pistol.
Gina

(søger efter den.)
Den er væk. Han må ha’ ta’t den med sig ind.
Faksimile
53.
205
Hjalmar
.
Er han på loftet?
Gina
.
Ja visst er han på loftet.
Hjalmar
.
Hm, – den ensomme gubbe.
(han tar et stykke smørrebrød, spiser det og
drikker kaffekoppen ud.)
Gina
.
Havde vi nu ikke lejet bort værelset, kunde
du ha’ flyttet der ind.
Hjalmar
.
Jeg skulde bli’ boende under samme tag, som –!
Aldrig, – aldrig!
Gina
.
Men kunde du da ikke for en dags tid eller
to slå dig ned i dagligstuen? Der havde du
alt dit for dig selv.
Hjalmar
.
Aldrig indenfor disse mure!
Gina
.
Nå, men nede hos Relling og Molvik da?
Hjalmar
.
Nævn ikke de menneskers navn! Jeg er færdig
at miste appetiten bare jeg tænker på dem. –
Å nej, jeg får nok ud i stormen og snékavet, –
gå fra hus til hus og søge efter ly for far
og mig.
Gina
.
Faksimile
206
Men du har jo ingen hat, Ekdal! Du har jo
mistet hatten.
Hjalmar
.
Å, de to afskum, så rige på alle laster! En hat
må skaffes tilveje. (tar et andet stykke smør-
rebrød.)
Der må gøres anstalter. For jeg har da
ikke i sinde at sætte livet til heller.
(søger efter noget på brettet.)
Gina
.
Hvad er det du ser efter?
Hjalmar
.
Smør.
Gina
.
Smør skal straks komme.
(går ud i køkkenet.)
Hjalmar

(råber efter hende.)
Å det behøves ikke; jeg kan så godt spise det
tørre brød.
Gina

(bringer en smø{s}rskål.)
Se her; det skal være nykærnet.
(Hun skænker en ny kop kaffe for ham; han
sætter sig i sofaen, lægger mere smør på smør-
rebrødet, spiser og drikker en stund i taushed.)
Hjalmar
.
Vilde jeg, uden at bli’ overhængt af nogen –
af nogen som helst, – kunne bo der inde i
stuen en dags ti{ <...> }d eller to?
Faksimile
207
Gina
.
Ja, det kunde du så godt, hvis du bare vilde.
Hjalmar
.
For jeg indsér ikke muligheden af at få
alle fars sager ud i en slig fart.
Gina
.
Og så er det jo det til, at først måtte du vel
sige ham, at du ikke længere vilde leve i-
sammens med os andre.
Hjalmar

(skyder kaffekoppen fra sig.)
Det også, ja; at skulle rippe op igen alle disse
forviklede forhold –. Jeg må område mig;
jeg må ha’ pusterum; jeg kan ikke bære al-
le byrderne på en eneste dag.
Gina
.
Nej, og det til i sligt styggevejr, som der er
udenfor.
Hjalmar

(flytter på grossererens brev.)
Jeg ser, det papiret ligger her og slænger
endnu.
Gina
.
Ja jeg har ikke rørt det.
Hjalmar
.
Mig kommer jo den papirlap ikke ved –
Gina
.
Nå, jeg tænker såmænd ikke på at gøre mig
den nyttig.
Faksimile
208
Hjalmar
.
– men det er ikke værdt at den går i skudder-
mudder alligevel; – i al den forstyrrelsen,
når jeg flytter, kunde de{ <...> }t så let –
Gina
.
Jeg skal nok ta’ vare på det, Ekdal.
Hjalmar
.
Gavebrevet hører jo først og fremst far til;
og det får bli’ hans sag, om han vil gøre brug
af det.
Gina

(s{ <...> }ukker.)
Ja, stakkers gamle far –
Hjalmar
.
For en sikkerheds skyld –. Hvor finder jeg
noget lim? klister?
Gina
,
(går til reolen.)
Her står klisterpotten.
Hjalmar
.
Og så en pensel.
Gina
.
Her er penselen også.
(bringer ham sagerne.)
Hjalmar

(tar en saks.)
Bare en papirstrimmel på bagsiden –. (klip-
per og klistrer.)
Det være langt fra mig at vil-
le forgribe mig på fremmed ejendom, – og aller
Faksimile

54.
209

mindst på en uformuende oldings. Nå, ik-
ke på den and<...> – den andens heller. – Se så.
Lad det ligge der så længe. Og når det er ble’t
tørt, så ta’ det væk. Jeg vil ikke se det aktstyk-
ke for mine øjne mere. Aldrig!
(Gregers Werle kommer ind fra gangen.)
Gregers

(lidt forundret.)
Hvad, – sidder du her, Hjalmar?
Hjalmar
,
(rejser sig hurtigt.)
Jeg var sunken ned af mathed.
Gregers
.
Du har dog spist frokost, ser jeg.
Hjalmar
.
Også legemet gør stundom sine krav gælden-
de.
Gregers
.
Hvad har du så bestemt dig til?
Hjalmar
.
For en mand, som jeg, er der kun én vej at gå.
Jeg er i færd med at sanke sammen mine vig-
tigste sager. Men det tar tid, kan du vel tæn-
ke.
Gina

(lidt utålmodig.)
Skal jeg så gøre stuen i stand til dig, eller
skal jeg pakke vadsækken?
Hjalmar
Faksimile

210

(efter et ærgerligt sideblik mod Gregers.)
Pak, – og gør i stand!
Gina

(tar vadsækken.)
Ja-ja, så lægger jeg ned skjorten og det an-
dre da.
(går ind i stuen og trækker døren til efter
sig.)
Gregers

(efter en kort taushed.)
Aldrig havde jeg tænkt, at dette skulde bli’
enden på det. Er det virkelig en nødvendig-
hed for dig at gå fra hus og hjem?
Hjalmar

(driver urolig omkring.)
Hvad vil du da, jeg skal gøre? – Jeg er ikke
skikket til at være ulykkelig, Gregers. Jeg må ha’
det godt og trygt og fredeligt omkring mig. Nu
Gregers
.
Men kan du da ikke det? Forsøg det bare. Nu
synes jeg her er fast grund at bygge på, – og begynd
så forfra. Og husk på, du har jo også opfindelsen
at leve for.
Hjalmar
.
Å tal ikke om opfindelsen. Det har kanske lan-
ge udsigter med den.
Gregers
.
Så?
Hjalmar
.
Faksimile
211
Ja herre gud , hvad vil du egentlig jeg skal opfin-
de? De andre har jo opfundet det meste i for-
vejen. Det blir vanskeligere dag for dag –
Gregers
.
Og du, som har lagt så stort et arbejde i dette.
Hjalmar
.
Det var denne udsvævende Relling, som fik mig
til det.
Gregers
.
Relling?
Hjalmar
.
Ja, det var ham, som først gjorde mig opmærk-
som { <...> }på mit anlæg for en eller anden mærke-
lig opfindelse i fotografien.
Gregers
.
Aha, – det var Relling!
Hjalmar
.
Å, jeg har været så inderlig lykkelig over den
sag. Ikke så meget for opfindelsen i og for sig;
men fordi Hedvig trode på den, – trode på den
med barnesindets hele magt og styrke. – Ja, det
vil sige, – jeg dåre har gåt her og bildt mig ind
at hun trode på den.
Gregers
.
Kan du virkelig tænke at Hedvig skulde væ-
ret falsk imod dig!
Hjalmar
.
Nu kan jeg tænke, hvad det så skal være. Det
er Hedvig, som står ivejen. Det er hende, som
Faksimile

212

Hun kommer til at stænge solen ude fra hele
mit liv.
Gregers
.
Hedvig! Er det Hedvig, du mener? Hvorledes
skulde hun kunne stænge for dig?
Hjalmar

(uden at svare.)
Så usigelig som jeg har elsket det barn. Så u-
sigelig lykkelig, som jeg følte mig hver gang jeg
kom hjem i min fattige stue og hun fløj mig
imøde med sine søde, lidt mysende øjne. Å jeg
troskyldige dåre! Jeg holdt så usigelig af hen-
de; – og så digted og drømte jeg mig ind i den
indbildning, at hun holdt så usigelig af mig
igen.
Gregers
.
Siger du at det bare var en indbildning!
Hjalmar
.
Hvor kan jeg vide det? Gina kan jeg jo ikke få
presset noget ud af. Og hun mangler jo desuden
så aldeles sans for den ideale side af forviklinger-
ne. Men for dig føler jeg trang til at åbne mig,
Gregers. Der er denne forfærdelige tvil –; kanske
Hedvig aldrig har holdt rigtig ærligt af mig.
Gregers
.
Det kunde du dog muligens få vidnesbyrd om.
(lytter.) Hvad er det? Jeg synes vildanden
skriger.
Hjalmar
.
Faksimile
55.
213
Vildanden skræpper. Far er på loftet.
Gregers
.
Er han det! (glæde lyser op i ham.) Jeg siger,
du kunde nok få vidnesbyrd om at den stakkers
miskendte Hedvig holder af dig!
Hjalmar
.
Å hvad vidnesbyrd kan hun gi’ mig! Jeg tør
ikke tro på nogen forsikkring fra den kant.
Gregers
.
Hedvig kender visselig ikke til svig.
Hjalmar
.
Å, Gregers, det er jo netop det, som ikke er så
sikkert. Hvem ved , hvad Gina og denne fru
Sørby mangen gang kan ha’ siddet her og hvi-
sket og tisket om? Og Hedvig plejer ha’ ører-
ne med sig, hun. Kanske kom gavebrevet ik-
ke så uventet endda. Jeg syntes nok at jeg mær-
ked noget sligt.
Gregers
.
Hvad er det dog for en ånd, som er faret i dig!
Hjalmar
.
Jeg har fåt øjnene op. Pas du på; – du skal se,
gavebrevet er bare en begyndelse. Fru Sørby
har altid havt så meget tilovers for Hedvig;
og nu har hun jo magt til at gøre for barnet,
hvad det så skal være. De kan ta’ hende fra
mig hvad ˹tid˺ dag og time de lyster.
Gregers
.
Aldrig i verden går Hedvig fra dig.
Faksimile
214
Hjalmar
.
Vær du ikke så viss på det. Dersom de står og
vinker efter hende med fulde hænder –? Å, jeg,
som har elsket hende så usigelig! Jeg, som vil-
de sat min højeste lykke i at ta’ hende var-
somt ved hånden og lede hende, som man le-
der et mørkræd barn gennem et stort øde rum!
– Nu føler jeg det så nagende sikkert, – den fat-
tige fotograf oppe i loftslejligheden har aldrig
været noget helt og fuldt for hende. Hun har
bare så listelig sørget for at stå på en god fod
med ham så længe til tiden kom.
Gregers
.
Dette her tror du ikke selv, Hjalmar.
Hjalmar
.
Det forfærdelige er jo netop at jeg ikke ved , hvad
jeg skal tro, – at jeg aldrig kan få vide det. Men
kan du da virkelig tvile på, at det må være,
som jeg siger? Hå-hå, du stoler for stærkt på
den ideale fordring, min gode Gregers! Der-
som de andre kom, de, med de bugnende hæn-
der, og råbte til barnet: gå ifra ham; hos os
har du livet ivente –
Gregers
.
(hurtigt.)
Ja, hvad da, tror du?
Hjalmar
.
Hvis jeg så spurte hende: Hedvig, er du vil-
lig til at gi’ slip på livet for mig? (ler spotsk.)
Faksimile

215

Jo tak, – du skulde nok få høre, hvad svar
jeg fik!
(Et pistolskud høres inde på loftet.)
Gregers

(højt, i glæde.)
Hjalmar!
Hjalmar
.
Se så; nu går han på jagt også.
Gina

(kommer ind.)
Uf, Ekdal, jeg synes, gamlefar går og dundrer
inde på loftet alene.
Hjalmar
.
Jeg vil se ind –
Gregers
,
(levende, grebet.)
Bi lidt! Ved du, hvad det var?
Hjalmar
.
Ja visst ved jeg det.
Gregers
.
Nej, du ved ikke. Men jeg ved det. Det var vid-
nesbyrdet!
Hjalmar
.
Hvilket vidnesbyrd?
Gregers
.
Det var en barnlig offerhandling. Hun har fåt
din far til at skyde vildanden.
Hjalmar
.
Skyde vildanden!
Faksimile
216
Gina
.
Nej, tænk –!
Hjalmar
.
Hvad skulde det til?
Gregers
.
Hun vilde offre til dig det bedste hun ejed i ver-
den; for så måtte du da komme til at holde af
hende igen, mente hun.
Hjalmar

(blødt, bevæget.)
Å, det barn!
Gina
.
Ja, hvad hun kan finde på!
Gregers
.
Hun vilde bare ha’ din kærlighed igen, Hjalmar;
hun syntes ikke, hun kunde leve den foruden.
Gina

(kæmper med gråden.)
Der kan du selv se, Ekdal.
Hjalmar
.
Gina, hvor er hun henne?
Gina

(snøfter.)
Stakker , hun sidder vel ude i køkkenet, kan
jeg tro.
Hjalmar

(går hen, river køkkendøren op og siger:)
Hedvig, – kom! Kom ind til mig! (ser sig om.)
Nej, her er hun ikke.
Faksimile
56.
217
Gina
.
Så er hun i det lille kammerset sit da.
Hjalmar

(udenfor.)
Nej, her er hun heller ikke. (kommer ind.)
Hun må være gåt ud.
Gina
.
Ja, du vilde jo ikke vide af hende nogen steds
i huset.
Hjalmar
.
Å gid hun bare snart vilde komme hjem, –
så jeg rigtig kan få sagt hende –. Nu skal
alt bli’ godt, Gregers; for nu tror jeg nok, vi
kan begynde livet om igen.
Gregers

(stille.)
Jeg vidste det; gennem barnet vilde oprettel-
sen ske.
(Gamle Ekdal kommer i døren til sit værel-
se; han er i fuld uniform og har travlt med
at spænde sabelen om sig.)
Hjalmar

(forbauset.)
Far! Er du der!
Gina
.
Var det i kammerset far skød?
Ekdal

(harmfuld, nærmer sig.)
Så du går på jagt alene, du, Hjalmar?
Faksimile
218
Hjalmar

(spændt, forvirret.)
Det var altså ikke dig, som skød på loftet?
Ekdal
.
Skød jeg? Hm!
Gregers

(råber til Hjalmar.)
Hun har selv skudt vildanden, du!
Hjalmar
.
Hvad er dette her! (skynder sig til loftsdøren,
river den tilside, ser ind og skriger højt.)
Hed-
vig!
Gina

(løber mod døren.)
Jøss’, hvad er det!
Hjalmar

(går ind.)
Hun ligger på gulvet!
Gregers
.
Ligger Hedvig!
(ind til Hjalmar.)
Gin{d}a

(samtidigt.)
Hedvig! (ind på loftet.) Nej, nej, nej!
Ekdal
.
Hå-hå; går hun også på skytteri?
(Hjalmar, Gina og Gregers slæber Hedvig ind
i atelieret; i den nedhængende højre hånd hol-
der hun pistolen fastklemt mellem fingrene.)
Faksimile
219
Hjalmar

(forstyrret.)
Pistolen er gåt af. Hun har truffet sig selv.
Råb om hjælp! Hjælp!
Gina

(løber ud på gangen og råber ned:)
Relling! Relling! Doktor Relling; fly’ herop så
fort De kan!
(Hjalmar og Gregers lægger Hedvig ned på
sofaen.)
Ekdal

(stille.)
Skogen hævner.
Hjalmar

(på knæ ved hende.)
Nu kommer hun sig snart. Nu kommer hun
sig –; ja, ja, ja.
Gina
,
(som er kommen ind igen.)
Hvor har hun truffet sig? Jeg kan ikke se no-
gen tingen –
(Relling kommer hurtigt, og straks efter ham
Molvik; den sidste er uden vest og halstørklæde,
med åben livkjole.)
Relling
.
Hvad er her på færde?
Gina
.
De siger, Hedvig har skudt sig.
Hjalmar
.
Faksimile
220
Kom her og hjælp!
Relling
.
Skudt sig!
(han flytt<...> rykker bordet til side og begynder
at undersøge hende.)
Hjalmar

(ligger og ser angstfuldt op på ham.)
Det kan da ikke være farligt? Hvad, Relling?
Hun bløder næsten ikke. Det kan da ikke væ-
re farligt?
Relling
.
Hvorledes gik det til?
Hjalmar
.
Å, hvad ved jeg –!
Gina
.
Hun vilde skyde vildanden.
Relling
.
Vildanden?
Hjalmar
.
Pistolen må være gåt af.
Relling
.
Hm. Ja så.
Ekdal
.
Skogen hævner. Men jeg er ikke ræd alligevel.
(går ind på loftet og lukker efter sig.)
Hjalmar
.
Nå, Relling, – hvorfor siger du ingen ting?
Relling
.
Kuglen er gåt ind i brystet.
Faksimile
57.
221
Hjalmar
.
Ja men hun kommer sig da!
Relling
.
Du ser vel at Hedvig ikke lever.
Gina

(brister i gråd.)
Å barnet, barnet!
\
Gregers

(hæst.)
På havsens bund –.
/
Hjalmar

(springer op.)
Jo, jo, hun leve! Å, gud velsigne dig, Rel-
ling, – bare et øjeblik, – bare så længe til jeg
kan få sagt hende, hvor usigelig jeg holdt af
hende hele tiden!
Relling
.
Hjertet er truffet. Indre forblødning. Hun dø-
de på stedet.
Hjalmar
.
Og jeg, som jog hende fra mig som et dyr! {o}Og
så krøb hun forskræmt ind på loftet og døde
˹i˺ kærlighed for mig. (hulkende.) Aldrig få
gøre det godt igen! Aldrig få sige hende –!
(knytter hænderne og skriger opad:) Å, du der
oppe –! – Hvis du er da! Hvi gjorde du mig dette!
Gina
.
Hys, hys, du må ikke anmasse dig så fælt.
Vi havde vel ikke ret til at beholde hende,
kan jeg tro.
\
Molvik
.
Barnet er ikke dødt; det sover.
Relling
.
Sludder.
/
Hjalmar

(blir stille, går hen til sofaen og ser med kors-
Faksimile

222

lagte arme på Hedvig.)
Der ligger hun så stiv og stille.
Relling

(søger at løse pistolen.)
Den sidder så fast, så fast.
Gina
.
Nej, nej, Relling, bræk ikke fingrene hendes;
la’ pigstolen m<...> sidde.
Hjalmar
.
Hun skal få den med sig.
Gina
.
Ja, la’ hende det. Men barnet skal ikke ligge og
paradere her ude. Hun skal ind i kammerset
til sig selv, skal hun. Ta’ i med, Ekdal.
(Hjalmar og {g}Gina tar Hedvig imellem sig.)
Hjalmar

(mens de bærer.)
Å, Gina, Gina, holder du dette ud!
Gina
.
Den ene får hjælpe den anden. For nu er vi da
halvt om hende, ved jeg.
Molvik

(strækker armene ud og mumler:)
Lovet være herren ; til jord skal du blive; til
jord skal du blive –
Relling

(hvisker.)
Hold kæft, menneske; du er jo fuld.
(Hjalmar og Gina bærer liget ud gennem
Faksimile

223

køkkendøren. Relling lukker efter dem. Molvik
sniger sig ud på gangen.)
Relling

(går hen til Gregers og siger:)
Aldrig skal nogen binde mig på næsen at dette
her var et vådeskud.
Gregers
,
(som har ståt skrækslagen, i krampagtige ryk-
ninger.)
Ingen kan sige, hvorledes det forfærdelige
gik til.
Relling
.
Forladningen har svi’d kjolelivet. Hun må
ha’ trykket pistolen lige imod brystet og fy-
ret af.
Gregers
.
Hedvig er ikke død forgæves. Så De, hvor-
ledes sorgen frigjorde det storladne i ham?
Relling
.
Storladne blir de fleste, når de står i sorg
ved et lig. Men hvor længe tror De den her-
ligheden varer hos ham?
Gregers
.
Skulde ikke den vare og vokse for livet!
Relling
.
Inden tre fjerdingår er lille Hedvig ikke
andet for ham end et vakkert deklamations-
tema.
Gregers
.
Og det tør De sige om Hjalmar Ekdal!
Faksimile
224
Relling
.
Vi skal snakkes ved når det første græsset er visnet
på hendes grav. Da kan De få høre ham gulpe op
om «det faderhjertet for tidligt frarevne barn»; da skal
De få se ham sylte sig ind i rørelse og i selvbeundring
og i selvmedlidenhed. Pas De på!
Gregers
.
Hvis De har ret, og jeg har uret, så er ikke livet
værd at leve.
Relling
.
Å, livet kunde være ganske bra’ alligevel, når vi
bare måtte få være i fred for disse velsignede ryk-
kere, som render os fattigfolk på dørene med den
ideale fordring.
Gregers

(ser frem for sig.)
I så fald er jeg glad, at min bestemmelse er, hvad
den er.
Relling
.
Med forlov, – hvad er da Deres bestemmelse?
Gregers

(i færd med at gå.)
At være den trettende mand tilbords.
Relling
.
Å fan’ tro det.

Forklaringer

Tegnforklaring inn her